Efter en lang, støvet grusvej flankeret af høje nåletræer parkerer vi bilerne i en lille granlund ved randen af Sdr. Vosborg Hede i Vestjylland. Det er heromkring, at det eneste ynglende ulvepar i Danmark har valgt at holde til, nu for andet kuld i træk. Og det på trods af, at ulvemor er en af de eneste overlevende fra det allerførste kuld inklusive forældrene, som siden enten er bortskudt, nedkørt eller bare forsvundet, måske som ofre for mere krybskytteri. Med andre ord er det et ret vildt sted. I hvert fald så vildt, som det foreløbig bliver i Danmark. Her er ørne, ravne, grævlinger, ræve, hugorme, stålorme, og sidst jeg gik en tur herude, rejste en ilder sig på bagbenene 20 meter foran mig for at se, hvad jeg var for én. Alligevel er fotografen usikker på, om det er spændende nok. Så han har for en sikkerheds skyld taget en udstoppet ræv med for at peppe det hele op, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg betragter idéhistoriker Rune Engelbreth Larsens ansigt, da han får øjenkontakt med det døde dyrs glasøjne. Det er et sælsomt syn. Men Engelbreth er nok også et af de mennesker i Danmark, som mest af alle ønsker at genopvække vildskaben i den danske natur. Og hvad er vel mere i den stik modsatte retning end en mølædt gammel ræv? Så den får lige lov til at se himlen over Stråsø, inden den kommer tilbage, hvor den har det bedst, i bagagerummets mørke.

Da han var en lille dreng i en forstad til Esbjerg, kunne han ét hundrede fugle udenad. Hans far, som var fugleinteresseret, terpede dem ind i ham med en plakat og nogle udstoppede eksemplarer. Det endte ikke så godt, i hvert fald ikke for hans naturinteresse. Han begyndte at snyde, og hans far blev sur og rev plakaten ned. »Så stoppede det dér, kan man sige.« Der skulle gå 35 år, før han som en voksen mand for første gang opdagede, hvad han var omgivet af.