Interview. I Stine Pilgaards hænder bliver både horoskoptekster og brevkassesvar til skønlitteratur. Nu er hun flyttet til Vestjylland og vendt tilbage til genren, der skabte hendes kærlighed til litteraturen: den rimede festsang.

Et sprog skabt af vind og jord og vand

Et sprog skabt af vind og jord og vand Af David Jacobsen Turner

I min vennekreds findes en romansekvens, der har cirkuleret så ofte, at siden nu er kaffeplettet og sirligt understreget med blyant under æseløret i øverste højre hjørne.

Den stammer fra Stine Pilgaards debut Min mor siger og rummer den mest præcise beskrivelse af nybagte fædre, jeg nogensinde har læst: rastløsheden, de små søvnmangels-tics ved øjnene, blandingen af desperation og intens kærlighed og de krampagtige ture på værtshus, hvor man forsikrer hinanden om, at alt snart bliver som før, men ikke engang kan huske, hvordan man sender et flirtende smil til hende i baren.

Det er otte år siden, den udkom, og nu er rollerne byttet om. Jeg er lykkeligt ude på den anden side, Stine Pilgaard er blevet mor til en treårig og har nummer to på vej, og jo, hun har fået den samme fantasi som en af mændene i den første bog: fantasien om en øde hytte, hvor man kan få fred, bare en gang imellem.

»Den skal ligge i Nordnorge og minde om en iglo, og stemningen skal være hen ad Knausgård og Hanne Ørstavik. Og der skal være mørkt hele tiden,« siger Stine Pilgaard. »Men det forbandede ved at få børn er jo, at når man endelig kommer væk fra dem og skal have det fedt, så ved man jo stadig, at de findes i verden ...«

Siden jeg interviewede hende sidst, er hun flyttet fra Nørrebro til Velling; en af de her vestjyske landsbyer, der overpræsterer voldsomt og trods sine kun 273 indbyggere både har en friskole, en efterskole, en højskole og en sognekirke med en aktiv menighed.

Dengang puslede hun med en roman om bedemænd og døden. Faktisk var den næsten færdig i hendes hoved, hun kunne ligefrem se omslaget for sig, og det var netop problemet.

»Det er ligesom med kærlighed,« siger hun og skænker kaffe i murstensvillaens spisekøkken. »Dem i min omgangskreds, der har sværest ved at få kærester, er dem, der ved præcis, hvad de vil have. De smukkeste ting opstår jo netop, når man vender hovedet og ser, hvem der står der.«

Så i stedet blev det til Meter i sekundet: en bog om at blive forældre, om at flytte på landet, om højskolebevægelsen. Og om at tage kørekort.

Sidstnævnte først: I bogen bliver hovedpersonen diagnosticeret af sin kørelærer som et unikum; hun er en af de få bilister, som rummer træk fra både nybegynderen, flugtbilisten og den demente. Stine Pilgaard nikker beklemt.

»Det tog mig et år. Og køretimerne kostede mig hele Biblioteksprisen på 50.000 skattefri kroner. Præcis. På en måde var det vildt ærgerligt, for jeg var så glad for den pris, men så tænkte jeg, at jeg var nødt til at bruge det til noget litterært.«

Problemet var ret enkelt: Hun stolede ikke på de andre bilister. Trafikken var skræmmende konkret og fysisk sammenlignet med bøgernes verden; hun holdt hele tiden tilbage, turde ikke overhale og kom til at digte kommende katastrofer, længe før de eventuelt kunne indtræffe. Hun var højgravid under de mange køretimer, hvilket ikke just gjorde projektet lettere, og undervejs flød de to ting sammen, trafikken og det at sætte et menneske i verden.

»Det gik op for mig, hvor svært jeg egentlig havde ved at give mig hen til troen på andre. Hvor stor en kontrolfreak, jeg er. Man kan køre pænt og næsten overholde fartgrænserne, men man kan ikke selv bestemme, om man møder en spøgelsesbilist. Og man kan opdrage og beskytte et barn, så godt man kan, men man ved ikke, om han kommer i klasse med nogen, der driller, eller om en idiot vil knuse hans hjerte som teenager. Begge dele handlede om at lære at leve med et kontroltab, og på den måde blev det alligevel en bog om døden,« siger Stine Pilgaard.

Stine Pilgaards nye bog ledsages af et musikalbum, hvor Katrine Muff Enevoldsen har sat bogens sange i musik. En af sangene er optaget i den kommende udgave af Højskolesangbogen. Foto: Tor Birk Trads
Stine Pilgaards nye bog ledsages af et musikalbum, hvor Katrine Muff Enevoldsen har sat bogens sange i musik. En af sangene er optaget i den kommende udgave af Højskolesangbogen. Foto: Tor Birk Trads

METER I SEKUNDET er hendes tredje roman, og for hendes mange faste læsere vil den føles som en rigtig Stine Pilgaard-bog. Debuten Min mor siger (2012) har gennem flere års stabilt salg opnået oplagstal, som bliver få forfatterskoledimittender til del, og der er stilistisk genkendelighed både i opfølgeren, Lejlighedssange (2015), og den nye bog. Et gennemgående træk i bøgerne er intermezzoerne af andre teksttyper, der bryder prosaen. Denne gang får hovedpersonen job som brevkasseredaktør på en lokalavis, så svarene løber som et selvstændigt spor i romanen. Inspirationen kommer dels fra Tove Ditlevsens brevkasse i Familiejournalen, dels fra Mads & Monopolet. Førstnævnte er i de senere år blevet rehabiliteret og feteret af en ung forfattergeneration, sidstnævnte har cirka samme finkulturelle kapital som håndbold og Volbeat. Begge dele blev brugt til at fordrive ventetiden op til hendes søns fødsel.

»Brevkasser er en sjov genre,« siger Stine Pilgaard. »Selvfølgelig er det populærkultur og kitsch, men der er også noget meget smukt i den henvendelse. At man sidder derhjemme og har et problem og tænker, at det må brevkassen kunne hjælpe mig med, og så rækker man ud efter andre gennem skriften. Det minder mig om, hvad litteraturen kan i det hele taget. I mine triste perioder kan jeg læse eller genlæse en bestemt bog eller et forfatterskab og føle mig set og forstået. Man kender ikke forfatteren, men skriften bygger en bro.«

Brevkassegenren peger også på en gennemgående pointe i Stine Pilgaards bøger, den overskrift, som hendes kæreste har sat på hendes arbejde: at hun altid leder efter det, mennesker har til fælles.

»Det er de samme tre spørgsmål, alle altid stiller i brevkasser: Hvad laver vi her, hvad skal vi bruge tiden til, før vi dør, og hvem skal jeg elske. Alle vores kvaler, alle de komplicerede problemer kan koges ned til noget ret essentielt. Hør bare Mads & Monopolet. Det er altid noget med at naboerne knalder for højt, og skal vi sige det til dem?«

Såvidt brevkassen, men der er flere genrer på hendes palet, blandt andet horoskopteksterne i hendes anden roman. Hvad er det for en fetich, hun har for de lavlitterære genrer?

Hun ler og stikker lidt til det snobbede spørgsmål. Men altså:

»Mange af mine kolleger har selv kunstner- eller akademikerforældre, men jeg er vokset op lidt mere ... normalt?, så jeg har bare læst rigtig mange ugeblade, og jeg kan godt lide, når mange mennesker hører og forstår det samme på samme tid. Selvfølgelig er astrologi en fiktion, men det er da sjovt at insistere på, at alle, der er født i maj, opfører sig på en bestemt måde. Om ikke andet er det en anledning til at tale om folks personlighed, og det er jo altid spændende.«

I sin første bog diagnosticerede Stine Pilgaard præcist de nybagte fædres »rastløse energi« og kvaler med søvnmangel og work/life-balance. Siden er hun selv blevet mor og har nummer to på vej. Foto: Tor Birk Trads
I sin første bog diagnosticerede Stine Pilgaard præcist de nybagte fædres »rastløse energi« og kvaler med søvnmangel og work/life-balance. Siden er hun selv blevet mor og har nummer to på vej. Foto: Tor Birk Trads

HVILKET BRINGER OS til festsangene. I romanen Lejlighedssange blev hovedpersonen den faste rimsmed, når hendes naboer i andelsboligforeningen skulle holde fest, men sangene indgik ikke i bogen. Denne gang er de til gengæld med, ni styk i alt, skrevet på de melodier, der betyder mest for Stine Pilgaard. Grundtvigs mol-dåbssalme »Sov sødt barnlille«, den oversatte svenske skærsommerhymne »Der dufter lysegrønt af græs«, efterskoletåreperseren »Kære linedanser«.

Stine Pilgaard er cand.mag. i dansk og uddannet på Forfatterskolen, og hun kan sine islandske sagaer og Kingo-salmer på rygraden, men faktisk begyndte det hele netop med lejlighedssange. Når den Thy-baserede del af familien inviterede til suppe, steg og is-fester, blev sangskjulerne rakt rundt, og den små Stine slugte dem råt. Siden begyndte hun at samle på lejlighedssange; hun kan tydeligt huske den lille lyserøde mappe med cirka 100 af slagsen, og mange af dem kan hun endnu udenad.

»Det var jo en blanding af rim, remser og portrætter, og det var enormt spændende for mig. Både lejlighedssange og højskolesange ligger som en hjerterytme i mig, og jeg komponerer ofte sætninger, ud fra hvilken rytme de har. Jeg sidder også altid og vipper med mit ben, når jeg skriver,« siger hun.

Den forløsende latter, når familien på melodien til »Fra Engeland til Skotland« genkendte beskrivelserne af festens hovedperson, kan minde om den følelse, hendes læsere giver udtryk for, når de genkender sig selv i karaktererne: den grænseløse mor med de gode råd, man ikke har bedt om. Den drikfældige ældre dame, der i lighed med Sallingsundbroen »kun holder sig oppe på piller«. Storbyboen, der flytter til Vestjylland med sværmeriske drømme om det simple liv på landet, men intet kender til landbrug eller dyrehold.

»Jeg er interesseret i det kollektive,« siger Stine Pilgaard. »Jeg har en blanding af væmmelse og fascination af fællesskaber – både parforholdet, andelsbevægelsen, EU og alle de andre sammenslutninger på mikro- og makroniveauer, som folk danner, og det fællessprog, man får i sådan nogle fællesskaber.«

Vi ser instinktivt over på nabobygningen; højskolen i røde mursten, hvor hendes kæreste, digteren Daniel Dalgaard, underviser eleverne i at skrive.

Selv flyttede hun med som påhæng og lejlighedsvis gæstelærer, og selvom der er lagt til og ganget op i romanen, hvor de kvindelige elever er hovedkulds forelskede i den seje skrivelærer og skuler til deres rival, så har hun kunnet trække meget stof ud af sin livssituation. Hun har selv gået på både efterskole og højskole og sat pris på det, men i romanen kan hovedpersonen ikke lade være at vrænge lidt ad den grundtvigianske sekt og eleverne, der vakler lykkelige rundt med grene i håret efter undervisningen i bæredygtighed.

Hun trækker smilende på skuldrene.

»Jeg havde ikke kunnet skrive den, hvis jeg selv var højskolelærer og helt flettet ind i elevernes kærlighed og tillid, men det er enormt sjovt at stå på sidelinjen og se på et postuleret fællesskab. Det er en speciel position – lidt som at være den evige brudepige, der aldrig selv bliver gift. Og jeg skriver tit på irritation – ikke nødvendigvis fordi jeg føler den, men fordi der er en god energi i den stemning.«

Hun har ikke fortrudt flytningen, understreger hun. I Ringkøbing og omegn er der nye mennesker at observere og føje til det personkartotek, hun løbende ajourfører: folk, der undskylder for meget. Folk, der bruger fremmedord forkert. Meget joviale mennesker. En fyr, der er jaloux på sin kærestes kæledyr. Folk, der aldrig færdiggør deres sætninger. Sidstnævnte er en specialitet her på egnen og fik plads i den nye bog.

Hun ler højt.

»Det gør mig sindssyg! Når folk siger ’han er sådan lidt ...’ Lidt hvad? Retarderet, dum, arrogant? Jeg kan da ikke vide, hvad din drejende finger ud for hovedet betyder, gør dig nu umage med dine sætninger. Eller når folk siger, ’der er ikke så meget der’. Hvad er der ikke, sig det nu!«

Men undervejs i bogen lærer hovedpersonen alligevel at mestre »den vestjyske haiku« og tøjle sin horror vacui, så de korte sætninger får lov at hænge i blæsten fra Vesterhavet, og »de korte sætningers land« får sin egen hymne på bogens sidste side.

I det hele taget er det godt for skriften at flytte sig geografisk, siger Stine Pilgaard. I den nye bog træder eksotiske steder som Baboon City og Bork Legeland ind i samtidslitteraturen, og hun har måttet lære sig at beskrive vindmøller og finde den rigtige prosa til at indfange krusningerne på Ringkøbing Fjord. Men faktisk har kulturchokket været størst, hvad angår byerne. I hendes fortid ligger Aarhus og København; nu hedder hendes nærmeste større byer Holstebro og Herning.

Førstnævnte har smukke italienske statuer og Den Kongelige Ballet, sidstnævnte har kingsize hingstetræf og snarlig udsigt til Bestsellerkoncernens midtjyske eiffeltårn på 320 meter.

»Herning er så vildt et sted. Det er Jyllands Las Vegas. Alt skal bare være højere og større. Og så skal der være godt med motorveje og en skulptur af Cronhammar, der selvfølgelig spyer ild hver nittende dag.«

Vi spiser chokolade, og Stine Pilgaard tænker højt: Hvad nu hvis byerne var personer?

»Holstebro ville være den sofistikerede, men Herning ville være SÅ sjov at gå i byen med; en vanvittig person, der var komplet politisk ukorrekt og høvlede fadbamser i store mængder.«

Kort pause.

»Jeg ville nok blive kæreste med Holstebro, men man kunne godt have en affære med Herning. Og man ville næsten ikke kunne gå bagefter, men det ville være så sjovt, og man ville aldrig glemme det igen.«

Sangene i Stine Pilgaards nye bog begynder vrængende og skeptiske, men til sidst kommer hymnen til Vestjylland: »Vindens susen er i os/helt uden røde brems/og når de andre kører firs/kører vi halvfems«. Foto: Tor Birk Trads
Sangene i Stine Pilgaards nye bog begynder vrængende og skeptiske, men til sidst kommer hymnen til Vestjylland: »Vindens susen er i os/helt uden røde brems/og når de andre kører firs/kører vi halvfems«. Foto: Tor Birk Trads

HVAD HØJSKOLEIRRITATIONEN ANGÅR, så ler Grundvig sidst. For når den næste udgave af Højskolesangbogen udkommer til efteråret, indeholder den blandt andet Stine Pilgaards sang »Fortabt er jeg stadig«, der indgår i Meter i sekundet og er skrevet som en fødselsdagsgave til kæresten Daniel.

Den Lille Blå er med afstand Danmarks bedst sælgende bog, og et estimat vil være, at en lille halv million eksemplarer inden længe vil være at finde i sognegårde, forsamlingshuse og skoler over hele landet.

Så nu får din lyrik tusind gange flere læsere, end hans nogensinde har haft. Bliver han aldrig misundelig på dine salgstal?

»Det tror jeg ikke. Vi mødtes, samtidig med at vi debuterede som forfattere begge to, og vi har været en stor del af hinandens bøger. Vi udveksler bøger til inspiration, han er min hovedlæser, og jeg føler også, at jeg er med til at skrive hans nye bog, så jeg tænker lidt på det som et familiefirma. Men det er en sjov tanke, om ens bøger havde været anderledes, hvis man havde haft en anden kæreste.«

Sangen er inspireret af Inger Christensens requiem og har en sonetform, hvor hver strofes sidste verselinje indgår som første linje i den næste.

»Så den bliver en bevægelse. Et hamsterhjul eller et evighedssymbol eller en vielsesring, noget, der fortsætter. Det er sådan noget, jeg har været for blufærdig til at skrive i prosa, men på vers gik det bedre. Også når jeg prøvede at beskrive kærligheden til vores barn, som jo nærmest er hinsides det sproglige.«

Vi tømmer kaffekopperne, og så dukker side 180 op i tankerne. Det er sekvensen, hvor de søvnberøvede hovedpersoner drømmer sig frem til deres søns ungdom; efter barndommens undtagelsestilstand kommer vel det lykkelige kapitel, hvor man er voksen sammen med sit barn og sammen griner ved målstregen?

Hvor man kan »skåle i langstilkede glas og se tilbage på hans barndom som en vild fest, man mindes med stor glæde og sorte huller.«

Og så rammer den onde indsigt.

»Det gik virkelig sent op for mig, at når han bliver 30, vil jeg være fucking 60! Jeg havde forestillet mig, at han skulle vokse op, og så skulle vi alle sammen sidde og grine sammen. Nu bliver jeg helt rørt,« siger Stine Pilgaard.

I bogen slår de sig til tåls med, at de til den tid vil have købt en ødegård, hvor børn og børnebørn kigger forbi på forlængede weekender, hvor huset pludselig liver op, mens man fisker og ser på elge og tæller hinandens myggestik. Men som føles så meget desto tommere, når de kører igen, og man lukker skodderne og finder en glemt dukkevogn bag hybenbusken.

Sådan et sted har jeg allerede købt, og så fik hun mig alligevel.

Der er en ny sekvens, jeg skal til at læse højt for vennerne.

 

Læs også Linea Maja Ernsts anmeldelse af Stine Pilgaards »Meter i sekundet«: »Hvad ville Anders Agger gøre?«

Side 24