Måske er det ikke begyndelsen på en krig, men det ligner heller ikke opskriften på fred: Et USA, der sender 4500 ekstra soldater til Mellemøsten som supplement til de omkring 50.000, der allerede befinder sig i regionen. Et Iran, der sender missiler mod irakiske baser med amerikanske styrker. Et NATO, der af sikkerhedshensyn flytter en del af alliancens tropper i Irak til nabolandene. Amerikanske flymyndigheder, der forbyder kommerciel flytrafik over irakisk, iransk og dele af Golfens luftrum. Overophedede sociale medier, hvor termer som Tredje Verdenskrig og Franz Ferdinand trender. Amerikanske unge, der frygtsomt laver Google-søgninger om den værnepligt, der blev afskaffet i 1973.

Alt sammen i kølvandet på USAs dronedrab sidste fredag i Bagdad på general Qassem Soleimani, lederen af den iranske revolutionsgardes eliteenhed, Quds-styrken. En mand, der har været med til at holde Syriens Bashar al-Assad ved magten, og som menes at have hundredvis af amerikanske soldaters liv på samvittigheden under Irakkrigen, hvor han udstyrede landets shiamilitser med særligt kraftfulde vejsidebomber.