Dilemma. Besættelsesbølgen i dansk film ebber ikke ud foreløbig, og efter stikkerlikvidering, jøderedning og jyske modtagegrupper er turen nu kommet til samarbejdspolitikken. Med De forbandede år maner Anders Refn til forståelse for værnemagerne.

Der var munde at mætte

Der var munde at mætte Af David Jacobsen Turner

Jesper Christensen er stadig i frisk erindring som far til frihedshelten Flammen, Bodil Jørgensen er fortsat synonym med Gudrun Fiil fra Hvidstengruppen, og Gustav Giese var for nylig kanon­føde ved Bredevad i 9. april. Men allerede nu er de tilbage i endnu en Anden Verdenskrigs-film; denne gang som fabriksejer Skov, hans hustru og deres desillusionerede soldatersøn.

De senere år har budt på en overflod af danske film om Besættelsen, og hver gang har Anders Refn været bleg af skræk for, at den nye film skulle have samme vinkel som den, han og makkeren Flemming Quist Møller i tyve år har prøvet at få realiseret.

Men i denne uge kan han ånde lettet op, når De forbandede år får premiere.

»Vi laver ikke film om helte eller film om uretfærdigt behandlede,« siger Anders Refn. »Den indlysende film­helt er jo en friheds­kæmper. Men i stedet har vi valgt en fabrikant for at skildre det dilemma, de stod i. Vores hoved­person er ikke nazist på nogen måde, han prøver desperat at holde sig ude af det hele, men hva fa’en skal han gøre? Han har de bedste intentioner og gør, hvad han kan, for at redde sit og sine,« siger Anders Refn.

Samarbejde findes i mange former: Matadors brovtende Viggo Skjold Hansen, den rationelle direktør i Den usynlige hær og den anfægtede udstødte og den skrupelløse vendekåbe i Tre år efter. Fotos: Ritzau Scanpix/DFI
Samarbejde findes i mange former: Matadors brovtende Viggo Skjold Hansen, den rationelle direktør i Den usynlige hær og den anfægtede udstødte og den skrupelløse vendekåbe i Tre år efter. Fotos: Ritzau Scanpix/DFI

Først forsøger fabriks­ejeren at tilpasse sig moderat og kun sælge elektroniske komponenter til civil brug, men gradvist strammes skruerne af de tyske aftagere, og han må stå til ansvar både for sine ansatte og sine familie­medlemmer, der ingen­lunde er enige om den rigtige kurs over for Værne­magten.

Anders Refn ser især to problemer ved mange besættelses­fortællinger: Det er vindernes historie, der bliver fortalt, og den bliver fortalt fra en eftertid, hvor grænserne frem­står åben­lyse. Derfor har han valgt et drastisk greb i De forbandede år: Den slutter ikke ved Befrielsens naturlige punktum, men i 1943, lige før Tysklands krigs­lykke vender ved Stalingrad.

»Sandheden er jo, at det hele var grumset i begyndelsen. Alt tydede på, at Hitler ville vinde krigen og komme til at bestemme hele pibe­tøjet i Europa, så hvad ville du selv gøre, hvis du sad i Karls sted? Ville du lukke hele fabrikken 9. april og sende alle hjem, eller ville du efter bedste evne forsøge at få tingene til at fungere? Den konflikt syntes jeg var meget uoplyst på dansk film.«

Man kan ellers tænde for Matador afsnit 16 og se to erhvervs­folk tackle de nye omstændigheder i 1940. Mens Mads Skjern afslår at sy uniformer til tyskerne, men ikke slipper for at handle med dem, skynder den brovtende sag­fører Viggo Skjold Hansen sig at udleje sit garage­anlæg til Værne­magten: »De har lejet hele lortet,« praler han ublu.

Siden får han sin bekomst, da Ole Thestrup med friheds­kæmper­armbind arresterer ham efter Befrielsen.

Netop rets­opgøret om værne­mageri er et interessant kapitel i danmarks­historien fortæller Claus Bryld, professor emeritus og dr.phil. i historie, der har været historisk konsulent på De forbandede år.

»Retsopgøret ramte skævt, så de små værne­magere – vogn­mænd, vaskeri­ejere og måske enkelte fiskere – blev straffet, mens de rigtig store koncerner gik fri, for eksempel Wright, Thomsen & Kier. De skulle aflevere en del af deres overskud til staten, men blev ikke anset for kriminelle.«

Claus Bryld fortæller, at samarbejds­politikken er et stort interesse­felt for fag­historikere i nyere tid, hvor gråzoner er blevet hevet frem og stillet til skue.

»Næsten alle sluttede op om samarbejds­politikken i begyndelsen. Også de senere modstands­helte Frode Jakobsen og John Christmas Møller, der som handels­minister i 1940 gav de store entreprenører tilladelse til at producere til tyskerne. Det er først i 1943-44, at den offentlige stemning skifter, og den brede befolkning havde uhyre svært ved at vælge, hvor den skulle placere sig i begyndelsen. Der er skrevet meget om emnet, så det er lidt mærkeligt, at det kommer så sent ind i filmenes verden.«

Men det er faktisk heller ikke tilfældet, fortæller Ebbe Villadsen, cand.mag. og med­forfatter til 100 års dansk film. Han fremhæver især Johan Jacobsens næsten glemte Soya-filmatisering Tre år efter fra 1948 som et tidligt eksempel på en begavet diskussion af værne­mageriet.

I den såre bitre fortælling møder vi en utilpasset veteran fra friheds­kampen, der som handels­rejsende ankommer til en lille provins­by, hvor han møder to tidligere værne­magere: krøblingen Isling, gribende spillet af Angelo Bruun, der er frosset ud af det lille samfund og martres af samvittigheds­kvaler. Og så den skruppel­løse direktør Hylmark, spillet af Ib Schønberg, der hurtigt er flydt ovenpå igen.

»Allerede så tidligt er der en hård filmisk diskussion af værne­mageriet,« siger Ebbe Villadsen.

Ifølge Villadsen er dansk besættelses­film lige siden 1945 løbet i to parallelle spor: den kritisk-debatterende og den mytologiserende.

»Det mest interessante for filmfolk er selvfølgelig modstands­kampen, for sabotage og våben er bare det bedste stof for en film, der vil lokke folk i biografen. Det er svært at lave en spændende film om en departements­chefs arbejde med at få vare­rationeringen til at fungere. Men også modstands­filmene er ofte nuancerede.«

Han fremhæver den allerførste danske besættelses­spille­film, Den usynlige hær, der fik premiere i allerede oktober ’45. I det vellykkede trekants­drama bliver modstands­manden Paul forhindret i at udføre sin planlagte fabriks­sabotage, og i 11. time vælger hans rival, den vage arkitekt Jørgen, at muliggøre sabotagen i hans sted. Da han stor­svedende og stammende vender en revolver mod fabriksejeren, svarer denne med sammenbidte øjne:

»Tænk Dem nu godt om. Hvis vi ikke producerer de varer, så er der andre, der gør det. Jeg har sgu heller ingen sympati for vore gæster, men det er jo ingen grund til at begå tåbeligheder. (...) Vi beskæftiger 100 arbejdere, og de har alle sammen koner og børn. Skal vi sende dem ud i arbejdsløshed? Kan De tage ansvaret for det?«

Hvad de andre betændte besættelses­emner angår, nævner Ebbe Villadsen Edward Flemings Den korte sommer (1976), der handler om et forhold mellem en dansk kvinde og en tysk soldat, og Ole Roos’ Forræderne (1983), baseret på en roman af Erik Aalbæk Jensen, der handler om to desertører fra Frikorps Danmark. Og hvor tyske soldater i britiske og amerikanske film fra efterkrigs­tiden er gebrokne parodier på sadistiske galninge, så er skildringen adskilligt mere nuanceret i dansk film. Allerede i De røde enge (1945) begår en tysk soldat et sonoffer, der lader friheds­kæmperen Poul Reichhardt flygte, og både i Venus fra Vestø (1962) og Den sidste vinter (1960) skildres Værne­magten nuanceret, mener Ebbe Villadsen.

»Det er ikke ren hurra-patriotisme alt sammen, og generelt er de ældre danske krigs­film langt bedre end deres rygte,« siger han.

Næste besættelsesfilm i pipelinen er Christina Rosendahls Vor mand i Amerika, hvori Ulrich Thomsen spiller den diplomatiske ene­gænger Henrik Kauffmann. Regner Grasten er angiveligt på vej med Hvidsten­gruppen 2, og Ole Bornedal har taget hul på indspilningen af Skyggen i mit øje, der handler om briternes bombning af Shell­huset og det tilhørende fejl­bombardement af Den Franske Skole på Frederiksberg.

Er emnet så snart udtømt for historier?

Nej, siger både Ebbe Villadsen og Anders Refn.

Førstnævnte ville gerne se en hel spillefilm om de danske kommunisters tvetydige situation under Besættelsen – fra tyske allierede til internering og ledende rolle i modstands­kampen.

Og Anders Refn lægger ikke skjul på, at han har en opfølger til De forbandede år klar i skuffen. Men derudover så han gerne flere biopics om nogle af de danske militær­personer, der nægtede at acceptere den hurtige danske kapitulation i 1940.

»Jeg ville gerne se det psykologiske portræt af Kryssing, den første chef for Frikorps Danmark, der endte som tysk officer, men aldrig var erklæret nazist. Eller hvad med Anders Lassen, den højt dekorerede, små­psykopatiske officer, som døde i britisk tjeneste? Der er stadig historier, der mangler at blive fortalt.«

Læs også anmeldelsen af filmen De forbandede år: »Der var engang i Danmark«

Side 35