Da danskerne valgte side. De forbandede år er kritisk historieskrivning forklædt som farverigt folkedrama.

Der var engang i Danmark

Der var engang i Danmark Af Bo Green Jensen

Der er intet som en klar dansk morgen i april, hvor solen er fremme, og alt tegner lyst. Direktør Karl Skov (Jesper Christensen) og hans hustru, Eva (Bodil Jørgensen), kan denne dag fejre sølv­bryllup. Der er livlig aktivitet ved den herskabelige strandvejs­villa. Slægt og venner, voksne børn og yngre børn, kolleger og fine forbindelser er mødt op. Selv en minister har fundet vej. Karl Skov er en meget betydelig mand.

Da alt er mere eller mindre på plads, begynder familien at synge. »Det er så yndigt at følges ad« bliver imidlertid afbrudt. Det er ikke skyer, men lavt­flyvende tyske maskiner, som passerer over solen og kaster flyve­blade ned. »Hvad står der?« spørger gæsterne hinanden. Karl Skov læser også det tyske »OPROP!«. Sproget er dårligt, men beskeden er klar. Det frem­går, at »vi ikke længere er herrer i eget hus«, siger han.

Ouverturen på plænen ved Vedbæklund er flot orkestreret og smukt gennemført. Det er den 9. april 1940, og Værne­magten annekterer sin nabo. Vi har set scenen mange gange på film, men det kan denne film ikke vide. Tiden er nu. Alt er usikkert. Besættelsen kommer ud af det blå. Vi er ikke blandt helte, som springer op og spænder bælte. Man kan hverken gøre fra eller til. Blot se tiden an og få det bedste ud af situationen.

De forbandede år følger familien Skov gennem de første tre år af krigen. Anders Refn og Flemming Quist Møller, som har skrevet manuskriptet sammen, lægger ikke skjul på, at de vil undersøge den danske samarbejdspolitik. Det er filmens særlige tilgang til stoffet, som ellers er endevendt ivrigt og ofte.

Begge mænd er krigsbørn. Refn er fra ’44, Møller er født to år før. Kan de sige noget om emnet, som ikke allerede er sagt?

DER skal i hvert fald først eksponeres. I nogle stræk føles De forbandede år næsten som en antologi over 10ernes besættelses­film. Der er lidt 9. april (2015) og meget Fuglene over sundet (2016) i filmen. Måske også takter af Flammen & Citronen (2008) og Hvidsten-gruppen (2012), som Refn var med til at klippe. Filmen klinger ud, snarere end den egentlig slutter, på et sted, hvor karaktererne har valgt side. Ellers var den nok også nået til de tyske krigs­fanger fra Under sandet (2015).

Formatet er måske det mærkeligste ved De forbandede år. Spilletiden er helaftens­længde – to timer og 40 minutter – men der er aldrig bare tilløb til det store episke sug. Snarere er historien en mosaik, stykket sammen af små episoder og spor. Nogle rammer klokke­rent. Andre er mere transport og forklaring. På den måde bliver det en ujævn oplevelse.

Ved vejs ende havde jeg et sært deja-vu. Da Sergio Leones store gangster­epos, Der var engang i Amerika, fik dansk premiere i 1984, var den store film klippet over i to. De forbandede år virker ligesådan. Man er klar til at se anden del, simpelt hen, da en skærmtekst kommer op med en kursorisk forklaring på, hvad der videre skete.

Der må have været flere narrative modeller i spil. Måske to forbundne film eller en mini­serie for tv. Der skal noget til at fylde 128 biografer. Man vil derfor ikke slippe grund­formen, som er en altfavnende sæde­skildring i stil med Matador eller Badehotellet. Men i glimt anes en episodisk fortælling, som skifter farve, alt efter hvilken karakter den følger med.

ANDERS Refn og Flemming Quist Møller betoner, at de ikke har villet skrive en historie om klare og korrekte valg i rene farver. Ej heller fortælle »en nostalgisk historie om en tid, der ligger bag os«. De vil beskrive mentaliteten og tale om prisen for at turde tage stilling. I den henseende leverer De forbandede år, hvad den lover.

Det er meget interessant at høre deres version. Filmene fra de sidste årtier er skabt af yngre instruktører. Refn og Møller tilhører generationen, som hørte på hele den første bølge af helte­historier. 68erne blev stopfodret med krigstid, til de næsten ikke kunne have det. Det er derfor heller ikke sært, at Refn først nu fortæller historien. Og lægger netop dét moralske filter ned over stoffet.

De kommer hele vejen rundt og gennem alle etiske positioner. Direktør Skov er, som han hele tiden siger, en god mand, der prøver at gøre sit bedste. Han nægter længe at tage imod de tyske ordrer, som andre griber med kyshånd. På elektronik­fabrikken bliver der fyret gode folk, som så kan genansættes, da han kapitulerer moralsk.

Eva Skov er hustru nummer to og stedmor til den ældste søn, Michael (Gustav Dyekjær Giese), som melder sig til Fri­korps Danmark. Også han har sine grunde og er en af de bedste figurer. Hun ser tidligt, hvor det bærer hen, og flytter sig aldrig. Kort efter Besættelsen bliver de opsøgt af en jødisk barndoms­veninde og hendes mand. Skov tror, at han kan ringe og ordne det hele, men parret bliver sendt tilbage til Tyskland.

Kan Anders Refn og Flemming Quist Møller sige noget om Danmark og 2. Verdenskrig, der ikke allerede er sagt? Foto: Scanbox Entertainment
Kan Anders Refn og Flemming Quist Møller sige noget om Danmark og 2. Verdenskrig, der ikke allerede er sagt? Foto: Scanbox Entertainment

Palævillaen i Vedbæk er et privilegeret sted, hvor minister Bang (Peter Schrøder) holder sankthanstalen, og erhvervseliten kommer til nytårskalas. Kun de er tegnet som opportunistiske karikaturer. Tommy Kenter gnider sig i skægget, svigerfar Paul Hüttel er for fin til selv at få sorte hænder. Heldigvis spiller to yngre sønner swingpjatter­jazz, så filmen kan tage på Café Stardust. Vi slipper for at høre Leo Mathisen synge »Take It Easy«, men der er tendenser, når filmen skal bruge kulør.

I køkkenet står Pernille Højmark ikke tilbage for Laura fra Matador. Hendes søn (Cyron Melville) er kommunist og kommer hjem fra Den Internationale Brigade i Spanien. Skovs mellemste søn (Mads Reuther) brænder efter at handle, mens andre bare taler. Han bliver også belejligt forelsket i Liva (Kathrine Thorborg Johansen) fra DKP. Det er netop nostalgisk at se en film, hvor der bliver brugt Rød Front-hilsen i alvor. Også dét slipper filmen af sted med.

Politiet er fremstillet som lakajer. Officeren Michael tager til Øst­fronten, fordi han væmmes over regeringens vægel­sind. Beslutningen går via et ven­skab med den belevne tyske ubåds­kaptajn, som fordrejer hovedet på husets datter. De gifter sig i Norge. Hun har sit illusions­tab dér. Knud hærdes lidt efter lidt. Nogle af de moralske rejser savner tyngde og troværdighed. Andre er fuldt skrevet ud.

DET er Refns første film i 20 år. Han har klippet for de bedste, og han har været Triers trofaste fødselshjælper, men han har ikke instrueret alene, siden novellefilmen Seth (1999) fik premiere. Jeg genså for nylig Strømer (1976) og tænkte, at han er savnet. Det er godt at høre fra generationen, som efterhånden kun tæller Refn, Clausen, Arnfred og August.

Skuespillet er uegalt, men stabiliseres af Jesper Christensen og Bodil Jørgensens karakterer. Det sker med en indlevet autoritet, som gør ordet forankring til mere end en floskel.

Alligevel er jeg endelig lidt skuffet. Filmens stilistiske soliditet er både dens styrke og svaghed. Der er ingen vilde arier, som der var i Slægten (1978), De flyvende djævle (1985) og Sort Høst (1993) engang. Man savner måske at se borgerskabet brænde op. Her bliver det ristet over en sagte ild i lang tid. Det er ligesom ikke det samme. Får vi noget nyt at vide om moralen under krigen? Måske ikke, men der bliver samlet op. Filmen får sagt, at det er let at have ret på efterbevilling. Og at der i begyndelsen af krigen var mere sympati for det tyske projekt, end vi og historikerne har villet være ved. Ingen er skyldig, ingen er ren. Det er altid et godt udgangspunkt.

De forbandede år. Instr.: Anders Refn. Manus: Flemming Quist Møller og Anders Refn. Foto: Morten Søborg. 152 min. Danmark 2020. 128 biografer.

Læs også artiklen om den bølge af besættelsesfilm og film og Danmarks samarbejdspoltik, der har ramt det danske filmunivers: »Der var munde at mætte«

Side 31