I september 1970 lagde en plantefysiolog hos kemikaliegiganten Monsanto en længe ventet rapport på ledelsens bord.
Firmaets kemikere havde gennem 12 år testet 51.000 stoffer i jagten på et nyt hårdt tiltrængt ukrudtsmiddel, og ét af dem viste sig at være et unikum. Det tog vitterligt alt. Ikke bare det kvælende kvikgræs, som invaderede bøndernes jorde, men også især tidsler og gråbynke visnede med et dødskys fra det nye pesticid – glyfosat. Forsøgsrotterne derimod, de omkom nærmest af forstoppelse, før de fik forgiftninger. Plantefysiologens rapport var en evaluering af glyfosat, og på forsiden skrev han med store fede versaler: »EUREKA«.
Glyfosat er aktivstoffet i Roundup og er ubetinget verdens bedst sælgende pesticid. Siden det kom på markedet i 1974, er over otte millioner ton af det lille molekyle blevet hældt ud over klodens marker.
Men nu, 50 år efter, er det slut. Glyfosat skal forbydes, hvis det står til flere danske partier, organisationer og borgerforslag, mens lande som Østrig og Tyskland allerede har valgt at indføre forbud fra 2023, hvor EUs midlertidige godkendelse fra 2017 udløber. EU-godkendelsen blev dengang allernådigst forlænget, da den tyske landbrugsminister skiftede hest i vadestedet.
Glyfosat skal ud, fordi det udgør en risiko for vores »sundhed, natur og drikkevand«, som De Radikales Jens Rohde og Zenia Stampe for nylig skrev på Altinget.dk under overskriften »Roundup skal være fortid i Danmark«.
På sidelinjen står en række måbende miljøeksperter og toksikologer, for glyfosat er et af de mildeste og mest effektive bekæmpelsesmidler, vi har. Ingen mennesker, dyr, insekter, fugle eller fisk er truet af glyfosat. Vores miljøplan er endda afhængig af stoffet. Det kan mindske kvælstof- og kuldioxidudledningen, og det kan sikre biodiversiteten. Glyfosats egenskaber er så sjældne, at det ofte omtales som et »hundredårspesticid«. Så hvordan blev det så forhadt?
Glyfosat er lavet af aminosyren glycin og fosfat. Molekylet virker ved at blokere enzymet EPSPS, og uden EPSPS kan planten ikke gro. Det heldige er, at EPSPS ikke findes i dyr og mennesker.
Patentet på glyfosat udløb i 1989 med et tifoldigt prisdyk til følge, og især herefter røg Roundup og andre midler med glyfosat over disken i et tempo, som var det flaskevand. Det bredspektrede middel blev solgt på, at det var »bionedbrydeligt«, »miljøvenligt« og »mere sikkert end græsslåning«.
»Monsanto promoverede meget kraftigt glyfosat som fuldstændigt harmløst,« fortæller professor i afgrødesundhed på Aarhus Universitet Per Kudsk, »og så lægger man næsten selv op til, at nogen skal begynde at grave efter skidt.«
Og det gjorde de så, forskerne og miljøgræsrødderne. I 1990erne og især i 00erne eksploderede antallet af studier om glyfosats mulige sundhedsskader. Omkring 2000 er publiceret til dato. Uhørt mange med uhørt få fund. Stoffet er øjenirriterende, kan påvirke visse vandorganismer, give mikroskopiske lever- og nyreskader i høje doser og give husdyr tarmproblemer.
Et stofs giftighed afgøres af dosen LD₅₀ – det vil sige den dosis, der skal til per kilo legemsvægt, før halvdelen af alle forsøgsdyr er døde. Jo lavere LD₅₀, jo mere giftigt. For Botox – ja, rynkemidlet Botox – er LD₅₀ 0,000001 milligram per kilo. Koffeins lyder på 192 milligram per kilo. Lidt mere giftigt end hovedpinepiller. Køkkensalts LD₅₀ er 3000 milligram per kilo. Glyfosats er 5000.
»Fire-fem firmaer har ansøgt om at sælge glyfosat, siden patentet udløb, og hver af dem har været nødt til at gentage alle de toksikologiske forsøg. Vi burde have set det nu, hvis der var problemer,« siger epidemiologen John Acquavella. Han arbejdede fra 1989 til 2004 for Monsanto og er i dag gæsteprofessor på Aarhus Universitet.
De udeblevne dokumenterede sundhedsfarer fik næsten proteststemmerne til at forstumme. Indtil starten af 00erne. Så udbrød der kræftpanik.
I 1999 koblede svenske kræftforskere som de første glyfosat til lymfekræftsygdommen non-Hodgkin lymfom. Svenskerne fandt frem til sammenfaldet ved at spørge 442 mænd med non-Hodgkin lymfom og en rask kontrolgruppe, hvor ofte og hvornår de havde brugt forskellige pesticider. Førsteforfatteren på studiet hed Lennart Hardell – den samme Hardell, som kobler mobiltelefoner til hjernetumorer.
I dag eksisterer der fem af den slags case-control-studier, hvor man tager patienter med non-Hodgkin lymfom og sammenligner deres eksponering for glyfosat med raskes. Et amerikansk og et canadisk studie fandt ligesom det svenske et sammenfald. Den slags studier kan dog ikke alene påvise en årsagssammenhæng, kun en korrelation. Flere eksperter peger også på, at kræftgruppen i den slags studier ofte husker bedre, hvornår de brugte pesticider, end kontrolgruppen.
Uanset studiernes styrke slog kræftmistanken rod, og det skyldes nok, at glyfosat fik sig en dårlig ven kaldet gmo. Monsanto havde nemlig lanceret såkaldte Roundup Ready-produkter i midten af 1990erne – gensplejset soja og majs, der var resistent over for glyfosat. Disse mutanter kunne bades i Roundup.
Professor i miljøtoksikologi på Københavns Universitet Nina Cedergreen fortæller, hvordan »glyfosat bliver brugt i helt horrible mængder« på gmo-afgrøder, men tilføjer, at »antibiotika også kan misbruges. Derfor forbyder vi det jo ikke«.
Debatten om glyfosatsprøjtede gmo-afgrøder toppede i medierne i 2012, da den franske molekylærbiolog Gilles-Éric Séralinis rottebilleder gik verden rundt. Han havde fodret sine laboratoriedyr med gmo-majs og Roundup, og nu peb de dødsmærkede i deres bure med svulster så store som golfbolde. Forskere her og der angreb forsøget for at være uredeligt og uetisk, og i 2013 trak tidsskriftet Food and Chemical Toxicology Séralinis artikel tilbage, men billederne sad fast.
Séralini-affæren var dog intet at regne sammenlignet med det kræftslag om glyfosat, som blev udkæmpet i 2015. Det begyndte i marts, da WHOs International Agency for Research on Cancer (IARC) vurderede glyfosat til at være »sandsynligvis kræftfremkaldende«.
Vurderingen kom som et chok, for stort set alle statslige og overstatslige myndigheder vurderer ikke, at glyfosat udgør en kræftrisiko. Det gælder USAs miljøstyrelse EPA, og det gælder det europæiske kemikalieagentur ECHA. Det gælder FNs landbrugsorganisation FAO, og det gælder WHOs egen pesticidgruppe.
Fordi EU stod over for at skulle revurdere tilladelsen til glyfosat, udarbejdede den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet EFSA også en rapport i 2015, og den kom så tæt på at frikende glyfosat for kræftmistanken, som videnskaben kan komme: »... det er usandsynligt, at glyfosat udgør en kræftrisiko for mennesker.«
Der findes lidt over ti muse- og rotteforsøg om sammenhængen mellem kræft og glyfosat. Ét dyreforsøg koster i omegnen af ti millioner kroner, og for de fleste pesticider findes der kun et par stykker. Alle evalueringer af glyfosats kræftrisiko er stort set baseret på de samme dyrestudier og de førnævnte fem case-control-studier – samt et langtidsstudie af en stor gruppe landmænd, et såkaldt kohortestudie, som vi vender tilbage til – så hvordan kom IARC og EFSA frem til så forskellige konklusioner?
Den store forskel er, at IARC har vægtet de epidemiologiske studier højest – altså case-control-studierne – mens EFSA stolede mere på dyreforsøgene.
»Der er lavet forsøg, hvor dyrene får kræft,« fastslår humantoksikolog Susanne Hougaard Bennekou, der i 20 år har vurderet pesticider for Miljøstyrelsen og nu er seniorrådgiver på DTU. »Men det er ved ekstremt høje doser, så det er simpelthen ikke relevant. Det er nogle meget syge dyr, vi der taler om.«
At IARC vurderer noget som kræftfremkaldende, er reglen mere end undtagelsen. Glyfosat er eksempelvis kommet i gruppe med rødt kød, varme drikke, frisørarbejde og udledninger fra stegning ved høje temperaturer. Indtil for kort tid siden havde IARC en kategori fire, som indeholdt stoffer, der sandsynligvis ikke er kræftfremkaldende. Da kategorien blev nedlagt, indeholdt den ét stof ud af over tusind, kaprolaktam, som bruges i nylon og plastic.
»I IARC er det ligegyldigt, om der skal ti kilo eller et mikrogram om dagen til, før en påvirkning kan vurderes som kræftfremkaldende. IARC vurderer primært, om en påvirkning har en iboende kræftfremkaldende virkning. I princippet er ét kræftfremkaldende molekyle nok til at give kræft, selvom risikoen selvfølgelig er uendelig lille,« siger epidemiolog og seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse, der bakker op om IARC-rapporten. Modsat anklager han EFSA for ikke at tolke de epidemiologiske studier korrekt og for at undervurdere case-control-studierne:
»Jeg får det indtryk, at de afsnit i EFSA-rapporten ikke er skrevet af epidemiologer. Det fremgår blandt andet af sprogbruget og den ringe argumentation.«
IARC-rapporten var ikke blot hovedårsagen til, at EU kun turde forlænge glyfosattilladelsen med fem år, men også til, at Monsanto tabte tre retssager i Californien anlagt af landmænd ramt af non-Hodgkin lymfom og er blevet sagsøgt af flere tusinde. På amerikanske tv-kanaler er 90ernes reklamer for Roundup skiftet ud med advokaters kampagner for at tiltrække flere glyfosatofre.
IARC-EFSA-striden endte også med at blive en beskidt affære. Det så ikke kønt ud, da Monsanto i de såkaldte Monsanto-papirer blev afsløret i at skyggeskrive videnskabelige artikler og debatindlæg, som »uafhængige forskere« satte deres navn på, eller da elementer i EFSAs rapport lidt for meget lignede afsnit fra et studie lavet af Monsanto, eller da Reuters omvendt kunne afsløre, at passager i IARC-rapporten var blevet omskrevet, uvist af hvem, så kræftsammenhængen blev stærkere. Mystisk var det også, da IARCs højtagtede specialist, Christopher Portier, to uger efter offentliggørelsen af rapporten, blev hyret af et af de advokatfirmaer, som kører retssager mod Monsanto.
Midt i det hele indløb der videnskabeligt nyt. Det store Agricultural Health Study, der har kørt siden 1993 og inkluderer over 54.000 amerikanske landmænd, blev opdateret med nye kræfttal i 2018. Et studie, som DTU-toksikologen Susanne Hougaard Bennekou kalder for »langt det største og det mest robuste« af alle studierne. Og konklusionen? Ingen sammenhæng fundet mellem glyfosat og kræft, på nær en svag ikke signifikant sammenhæng mellem høj glyfosateksponering og en særlig form for leukæmi.
Intet studie, ingen faktaark, ingen myndigheders beroligelse ser ud til at kunne redde glyfosat fra sin folkelige lavstatus. Kemifobien er løbet løbsk, mener flere. Selv IARC-forsvareren Johnni Hansen peger på en kommunikativ brist:
»Glyfosatdiskussionen er blevet mistolket, også af politikerne. Den potentielle kræftfare ved glyfosat i fødevarer burde indtil videre overvejende være en akademisk diskussion, og der er andre ting, jeg ville prioritere højere i forhold til den generelle folkesundhed.«
– Er debatten blevet hysterisk?
»Lidt,« svarer han.
Alan Irwin, CBS-professor og forsker i risikokommunikation, har set mekanismen udfolde sig mange gange før. Befolkningen higer efter svar: kræftfremkaldende eller ej? Mens forskerne er fanget i en metode, som aldrig kan bevise, at noget ikke kan give kræft. Men faktisk er problemet ikke risiciene i sig selv. Dem er det moderne menneske vant til at håndtere.
»Det er arrogant at tro, at folk panikker, hvis de får at vide, at der er en lille smule risiko. Men man skal ikke sige, at der ingen risiko er for så bagefter at rette det til en lille risiko. Så mister man troværdighed,« siger Irwin.
Monsanto har som før nævnt hævdet, at glyfosat er fuldstændigt uskadeligt. De har også stået fast på, at glyfosat ikke kan sive ned i grundvandet – indtil det dukkede op i boringerne. I Danmark er der fundet glyfosat over grænseværdien i 1,2 procent af alle grundvandsanalyser fra 1990 til 2017 ifølge GEUS. Vel at mærke en politisk vedtaget nultolerance-grænseværdi, som siger, at kan vi måle glyfosat, er det for meget.
»Problemet med politiske grænseværdier, der intet har med toksikologi at gøre, er, at det giver en frygtelig masse angst,« advarer førnævnte Nina Cedergreen.
Årsagen til angsten skal findes i den såkaldte frygtkarrusel, hvis man spørger Hans Jørgen Nielsen, der sammen med Steffen Andersen er forfatter til bogen Farligt fra 2018. På karrusellen sidder borgere, politikere, forskere, ngo’er og journalister.
»Hvis bare én af dem pipper og siger, at noget er farligt, vil vedkommende ikke blive modsagt. Enten går de andre med på den, eller også tier de stille. Ingen vinder på at sige, at noget er ufarligt, for hvad kommer der så frem i morgen?« forklarer Nielsen, der kalder glyfosat-kontroversen for den perfekte storm.
»Ngo’erne vælger selvfølgelig at slå ned på et stof med ramasjang i, og glyfosat er forbundet med satan selv – Monsanto.«
Det store paradoks er, at glyfosat næsten er uundværlig i vores kamp for et renere miljø, et stabilt klima og en høj biodiversitet.
»Et totalforbud mod glyfosat vil være en absolut katastrofe for fisk og dyreliv. Glyfosat er det mest effektive og ofte det eneste værktøj, naturforvaltere har, når habitater er blevet ødelagt af fremmede planter,« argumenterede miljøjournalisten Ted Williams for nylig i artiklen »Roundup-hysteri« i onlinemagasinet Slate.
Dertil kommer landmændenes ukrudtskamp. De kan enten fjerne ukrudt mekanisk, hvilket betyder bar, sort jord, der hverken binder kvælstof eller suger CO₂. Eller de kan sprøjte med glyfosat og straks plante nye gunstige afgrøder.
»Vi har mange regler i Danmark for efterafgrøder med det formål at mindske kvælstofudledningen. Men skal vi plante efterafgrøder, er der slet ikke tid nok til mekanisk jordbearbejdning. Et forbud mod glyfosat og reducering af kvælstof harmonerer slet ikke,« siger Per Kudsk fra Aarhus Universitet.
I det hele taget går trenden i verdens landbrug mod at pløje og jordbearbejde så lidt som muligt. Dels for at undgå erosion, dels for at beskytte nyttedyr som regnorme og dels for at undgå den bare jord, som næringsstoffer, kvælstof og CO₂ siver ud af. Conservation Agriculture hedder trenden, og den er i øjeblikket afhængig af glyfosat.
Der var engang, hvor danske landmænd praktiserede »spray and pray« med sprøjtetanken. Hvor de såkaldt gule svidemidler rev i næsen i det åbne traktorførerhus i medvind og gjorde føreren korngul i hovedet. Det gik over gevind. Der blev hældt så meget sprøjt ud over markerne, at folkestemningen blev forgiftet. Det har selv landbrugsorganisationerne erkendt, og fra 2011 til 2017 er pesticidbelastningen faldet med 48 procent ifølge Miljøstyrelsen. Glyfosat er ikke saftevand, og det kan lave ulykker, men vi har ikke noget, der er bedre – kun en masse, der er værre.
Læs også artiklen om, hvordan kæmpevindmøller er et nødvendigt onde: »Dårligt klima«
