Leder. Dokumentarfilmen Planet of the Humans er tankevækkende stof, vi gør dumt i at negligere.

Rigtige spørgsmål

Rigtige spørgsmål Af Klaus Wivel

GRØN teknologi er i årtier blevet beskrevet som det, der skulle redde kloden fra kul, gas og olie. Alle erhvervsledere og politikere af betydning har prist dens betydning, milliarder er investeret i vindmøller, solpaneler og biobrændsel, og alle kender Danmarks egen lukrative rolle i vindindustrien. Spørgsmålet har dog hele tiden været: Erstatter det virkelig de gamle energiformer? Langtfra, lyder det fra den nye, underholdende amerikanske dokumentarfilm Planet of the Humans, som lægger hele denne grønne bevægelse i graven. Den er lagt gratis ud på YouTube og er allerede set over seks millioner gange. Det er tankevækkende stof, vi gør dumt i at negligere.

ENERGI som vind- og solkraft har været en fiasko, er filmens påstand. Kun i begrænset omfang har det formået at udgøre et alternativ, særligt fordi fremstillingen af solpaneler og vindmøller er dybt afhængig af de fossile brændstoffer, den hævder at erstatte. Grøn energi er tillige en belastning af natur, den skal redde. Det kræver enorme landarealer med store konsekvenser for fugleliv og biodiver­sitet at opstille vind- og solparker, og de holder ofte ikke mere end et par årtier, før de må pilles ned og smides ud som forurenende skrot – ofte skibet afsted til fattigere lande. Værst af alt: De virker kun, når solen skinner, og vinden blæser. Der er altid brug for, at man kan tænde op under et sort kraftværk i nærheden. Biobrændsel, som Danmark bruger i stor stil, er en grufuld erstatning, fremgår det overbevisende af filmen. Under en grøn fane brænder vi kæmpe arealer af skove af, der kunne optage CO₂.

ER pointerne hørt før, ligger det opsigtsvækkende i, at kritikken denne gang kommer fra venstrefløjen. Dokumentarfilmen er instrueret af miljøforkæmperen Jeff Gibbs og produceret af Michael Moore, USAs mest berømte dokumentarfilmsinstruktør, der har står bag Bowling for Columbine (2002) og Fahrenheit 9/11 (2004), som han vandt henholdsvis en Oscar og Guldpalmen for. Den mands indblanding bør i sig selv vække mistanke, for han går ikke af vejen for at bruge manipulerende virkemidler. Men det øger filmens troværdighed, at de to har modet til at gå imod deres eget publikum – Al Gore fremstilles som en hovedskurk. De har da også på rekordtid skaffet sig adskillige nye uvenner i form af andre miljøforkæmpere, som har krævet, at filmen blev taget ned. Censurkravet har mildest talt givet bagslag, de astronomiske seertal in mente. Det har ikke holdt seerne væk, at Gibbs & Moore beskyldes for at gå olie­industriens ærinde.

HELT omvendt forholder det sig naturligvis. Gibbs er antikapitalist og naturpurist. Han mener, vi går vor udslettelse i møde som følge af overforbrug og overbefolkning. Hans mistænksomhed blev vakt, fordi klodens mest velstående ledere og virksomheder har udvist en kæmpe interesse i den grønne bølge, som de har investeret stort i. Deres appetit er, aner han, blevet vakt af den profit, grøn teknologi har kunnet indbringe – ikke af om teknologien rent faktisk også gjorde kloden renere. Det er filmens platte udgangspunkt, at den opfatter storkapitalens mænd som Lucifers garde. Men filmen har ret i, at erhvervslivet har investeret i grøn energi, fordi den så en god forretning. Naturligvis. Vi får aldrig renere energi, hvis ikke nogen er villig til at investere i den. Problemet med grøn energi i dag er alene, at den ikke i nævneværdig grad har gjort kloden grønnere.

SORT ser det stadig ud, hvis man skal tro filmens dommedagsretorik. Symptomatisk er det dog, at de hverken ser på naturgas, som udleder det halve af kul og biobrændsel, eller på atomkraft. Filmen er et indigneret, naturromantisk partsindlæg, hvorfor man går forgæves, hvis man søger en strengt videnskabelig korrekt fortælling. Men mens vi venter på regeringens ekstremt ambitiøse miljøplan, minder den os om, at alt for mange – også i pressen – har næret en blanding af håb og naivitet over for energiformer, der er blevet præsenteret som frelsende.