Nedlukningen af det danske samfund ser ud til at have virket: Man har afbødet epidemien og undgået en eksplosiv bølge af smittede. Nedlukningen var en nødvendig fase, som kunne implementeres hurtigt og effektivt, men på et tidspunkt må Danmark uundgåeligt åbne igen.
Selv hvis epidemien lader til at være under kontrol, når det sker, er en genåbning et risikabelt projekt. Hvis genåbningen foregår for hurtigt, risikerer vi en genopblusning af sygdommen, og derfor har vi brug for en exit-strategi.
En mulig løsning kan være at gå over til en strategi domineret af omfattende kontaktsporing. En sådan strategi har grundlæggende tre trin: 1)Test personer, som udviser symptomer, 2) Isolér de positive og 3) Find ud af, hvem de har været i kontakt med, og fortsæt rekursivt – med andre ord, gå tilbage til punkt 1.
En sådan strategi vil tillade, at samfundet i det store hele genåbner, mens sygdommen holdes på et niveau, hvor sundhedsvæsenet kan følge med. Men kan det lykkes?
Den nuværende situation er uden direkte fortilfælde, og som sådan kan vi ikke fæste vores lid til erfaring eller anekdotisk evidens. Samtidig er der for meget på spil til, at vi kan begive os af med lemfældige eksperimenter eller fornemmelser. Det er i tilfælde som dette, at matematiske modeller er uundværlige, fordi de tillader os at afprøve strategier i et virtuelt laboratorium, før de slippes løs i den virkelige verden. Vi har derfor udviklet en model, som inkluderer interaktioner på individbasis og de kontaktnetværk, som opstår deraf. Gængse epidemimodeller, som regeringer verden over generelt baserer deres forudsigelser og beslutninger på, er her langt mere grovkornede. De har svært ved at forudsige effekten af interventioner såsom nedlukning og kontaktsporing, som netop afhænger af kontaktnetværk.
Den næste bølge
I det tilfælde, at vi intet gør for at stoppe smittespredningen, er modellerne enige. Da vil en meget stor andel af befolkningen hurtigt blive smittet, og epidemien vil overstige selv det niveau, der er nødvendigt for at opnå den meget omdiskuterede flokimmunitet. Ved hjælp af vores model kan vi dog også studere de mulige afbødningsstrategier. Nedlukningen af samfundet har den effekt at sænke antallet af kontakter mellem mennesker, simpelthen fordi vi omgås hinanden mindre. Effekten skyldes altså, at vore kontaktnetværk ændrer sig. Modelresultatet for denne situation kan ses i venstre side af illustrationen ovenfor, hvor smittekurven er ganske flad indtil den stiplede linje, hvor samfundet genåbnes. Problemet er dog tydeligt: Smitten venter fortsat på os og blusser kraftigt, så snart aktiviteten i samfundet igen øges til normale niveauer. I sidste ende vil næsten lige så mange blive smittet i dette scenarie, som hvis vi intet havde gjort. Vi har med møje og besvær skubbet problemerne foran os, for så at slippe dem løs igen.
Læs også om, hvordan epidemier og ideer spreder sig efter samme formel.
En mulig løsning er naturligvis at lukke ned igen, hver gang smitteniveauet bliver for højt. Dette er blandt andet blevet foreslået af Neil Ferguson-gruppen ved Imperial College – gruppen, som overbeviste Boris Johnson om at skifte strategi. Ud over de åbenlyse psykologiske og økonomiske omkostninger viser vore beregninger dog, at strategien er meget sensitiv over for timing: Hvis nedlukningstidspunktet er valgt en smule forkert, så kan smitten hurtigt blusse op, da der er tale om en eksponentiel proces. Og det er nemt at ramme forkert, for vores viden om smitteniveauet er altid forsinket, da der går tid mellem smitte og indlæggelse, hvilket er det eneste, vi kan holde øje med.
Nedlukning er altså kun en midlertidig løsning. Det er nødvendigt, at vi vælger en strategi, som tillader genåbning i det videst mulige omfang, uden at smitten genopblusser.
En sådan strategi kan være kontaktsporing. I den matematiske model implementeres dette sådan, at en smittet person vil få gennemgået sit kontaktnetværk, når sygdommen opdages. De, der har været i kontakt med personen, bliver da (såfremt de kan lokaliseres) selv isoleret, og senere testet, før de sættes fri igen. De smittede forbliver i isolation, og deres kontakter opspores – og så fremdeles.
Udbredt overvågning
Hvis sådan en »opspor-test-isolér«-strategi iværksættes efter en periode med nedlukning, hvor smitteniveauet er lavt, så vil den kunne holde smitten nede. Det er præcis det scenarie, som ses på den højre graf på artiklens billede. Her er der, i modsætning til det simple genoplukningsscenarie, ingen voldsom genopblussen, men derimod en fortsat, flad kurve.
Det kræver dog en effektiv opsporing. I lande som Norge, Tyskland og Sydkorea har man udviklet og benyttet smartphone-apps til at lette opsporingsarbejdet. For at en sådan løsning er spiselig, må apps udformes, så de respekterer brugernes privatliv i størst mulig grad. Dette er faktisk teknisk muligt, blandt andet ved kun at benytte kontaktdata og ikke brugernes geografiske positioner. Ydermere kan disse data lagres lokalt på deltagernes mobiltelefoner, fremfor i et centralt datalager. Opsporingen vil stadig kræve en massiv arbejdsindsats og kan ikke opnås med apps alene. Der vil efter alt at dømme stadig være brug for klassisk kontaktsporing, hvor mennesker hjælper med det detektivarbejde, det er at optrevle smittekæder.
Læs også Søren K. Villemoes kommentar om, at flokimmunitet var et dødfødt politisk projekt.
Hvis strategien skal være effektiv, er det dog klart, at en stor andel af befolkningen skal deltage ved eksempelvis at downloade appen – mindst halvdelen, og gerne flere end to tredjedele. Samtidig er det langtfra omkostningsfrit. Som den gule kurve viser, så vil en betragtelig andel af befolkningen – i størrelsesordenen fem procent ad gangen – være i karantæne i løbet af de første par måneder af et sådant kontaktsporingsprogram. Samtidig må der også udføres et stort antal tests. I gennemsnit vil hver person blive testet én gang, før epidemien er ovre – nogle endda flere gange.
Det vil være dyrt, men langt mindre dyrt end et lukket Danmark. For at dette er realistisk, bør vi påbegynde opsporingen på et tidspunkt, hvor der er ganske få smittede. Såsom nu.
Artiklens forfattere udgør en tværfaglig gruppe af forskere i teoretisk fysik og folkesundhedsvidenskab ved Niels Bohr Institutet, Universitet i Oslo og Roskilde Universitet.
Læs også om, hvornår virker videnskab?
