Digitalt. Hvis kulturen er en spejling af vores samtid, burde den så være i karantæne i disse uger?
Kreativitet i coronaens tid
Nød lærer nøgen kvinde at streame,« mumler Peter Sommer mellem sætlistens andet og tredje nummer uden at vide, om han kvitteres med latter, klapsalver eller tavshed. Sangeren er fredagens hovednavn i Koncertkirken på indre Nørrebro, København. Foruden to musikere og et lille hold teknikere er Peter Sommer ene mand i rummet. Publikum lytter med fra hvor som helst, de live-streamer den dansksprogede lyrik via coronakoncerter.dk, en platform oprettet til lejligheden. Et MobilePay-nummer blinker i bunden af skærmen – man kan give en mønt, hvis man vil støtte de rastløse kunstnere på scenen. Mens store dele af det fysiske samfund stagnerer, er der rigeligt med kunstnerisk spræl i det digitale: livekoncerter, kortfilm, hjemmefilmede teatermonologer, musikquizzer, alternative interviewformater, små skuespil, digtoplæsninger og celebre kokke, der holder gryden i kog fra hjemmekøkkenet.
Coronavirussen ændrer spillereglerne for kulturskabere verden over. Restauranter og store spillesteder er beordret lukket for gæster, større produktionshold må ikke mødes, scenekunstnere står uden publikum, turnéaktuelle musikere er på standby. Situationens barske vilkår rammer langt de fleste aktører hårdt. Interessant er det at iagttage, hvem der accepterer stilstanden og afventer grønt lys til at udkomme, som før virus oprandt, og hvem der insisterer på fortsat at skabe og udkomme under de ændrede vilkår med de begrænsninger, de medfølger.
Del:
