Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach har forladt Det Danske Akademi i protest. Suzanne Brøgger og Ida Jessen har erklæret, at de ikke længere vil deltage aktivt i Akademiets arbejde. Det fremgår af Weekendavisens forside i denne uge.

Udmeldelserne skyldes deres utilfredshed med et andet akademimedlem, litteraten Marianne Stidsen, som gennem de seneste år har markeret sig som en kontroversiel debattør med blandt andet omstridte holdninger til identitetspolitik og Det Svenske Akademis magtfulde og meget omdiskuterede medlem Horace Engdahl. Det var ham, der i 2018 modsatte sig udredningen af Akademiets forbindelse til den nu voldtægtsdømte »kulturprofil« Jean-Claude Arnault og eksklusionen af hans hustru Katarina Frostenson. De seneste to år har Stidsen hyppigt forsvaret Engdahl i både svenske og danske medier, og hun har i den forbindelse blandt andet omtalt MeToo-bølgen som en »terrorbevægelse«.