Med en overordentlig præcis formulering lånt af en fagfælle sammenfatter Aarhus-historikeren Niels Wium Olesen, hvordan magten og æren blev fordelt i Danmark efter Befrielsen: Politikerne vandt institutionelt, mens modstanden vandt ideologisk.

Oversat til brutalt hverdagsdansk betyder det, at modstandsbevægelsen måtte nøjes med hæderen og tabte kampen om samfundsindretningen, da man accepterede at dele magten med samarbejdspolitikerne i befrielsesregeringen anført af Vilhelm Buhl – ham med den såkaldte antisabotage-tale i september 1942. Socialdemokratiet var omvendt nødt til at omfavne den modstandsbevægelse, man havde bekæmpet så ihærdigt, indtil man måtte slippe tøjlerne i forbindelse med 29. august 1943.