Krise. Folk i Sverige tror ikke, at noget farligt kan hænde dem. Derfor er vi passive i mødet med corona.

Svenskerne er fredsskadede

Der tales meget om tillid netop nu i Sverige. »Vi har meget stor tillid til hinanden og til politikere og myndigheder,« sagde den svenske udenrigsminister i Dagens Nyheter i søndags. Både den svenske statsminister og den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, arbejder ud fra dette fundament af tillid. Hele den svenske strategi over for et åbenlyst dødbringende virus (som vi hverken har nogen vaccine eller kur mod) udgår fra denne tillid. Man har tillid til, at medborgerne forstår, at det er alvor. Man har tillid til, at Folkhälsomyndigheten (den svenske Sundhedsstyrelse, red.) ved, hvad de gør. Man har tillid til, at politikerne gransker deres eksperter og derefter træffer selvstændige beslutninger. Man har tillid til, at journalisterne gransker politikernes tillid og eksperternes ekspertise. Man har sågar tillid til, at folk, der ikke forstår det svenske sprog, vil forstå, hvad de skal rette sig efter. Det er mageløst, hvor meget tillid der findes i en coronakrise.

Jeg plæderer ofte selv for, at tillid er demokratiets bedste værn. Men – der findes tillid, og så findes der tillid.

Jeg mødte den ungarskfødte cancerforsker og forfatter Georg Klein nogle gange. Selv om Klein var ti år ældre end min far, havde de fælles erfaringer fra krigsårene: Deres land ville myrde dem (Ungarn fik i øvrigt stort set gennemført sit forehavende: 564.000 mennesker af landets jødiske befolkning blev myrdet). Der sker noget med tilliden efter sådanne oplevelser. Man er beredt. Katastrofer kan indtræffe, fordi katastrofer er indtruffet før. Det er en logisk konklusion. Alligevel blev Georg Klein engang spurgt, om han ikke var krigsskadet. Nej, det er svenskerne, som er fredsskadede, svarede Klein. »Århundreder uden krig, revolution og andre store omvæltninger har formet jeres tro på, at mennesket i bund og grund er godt.«

Jeg vil gå hårdere til værks: Folk i Sverige tror egentlig ikke, at noget farligt kan hænde dem. De smertelige katastrofer, som er bevaret i den kollektive erindring – mordet på Olof Palme i 1986, Estonia-katastrofen i 1994, tsunamien i Thailand i 2004 og terrorangrebet i Stockholm i 2017 – medførte død, tab og smerte. Men disse begivenheder medførte ikke en umiddelbar risiko for, at mennesker over hele landet ville dø. I over 150 år er svenskerne sluppet for dødbringende naturkatastrofer og krig. Kort sagt: De fleste er ikke synderligt bange for katastrofer, fordi katastrofer ikke er indtruffet. Det kan man naturligvis også kalde logik, men en nationalt begrænset af slagsen, som om verden standser ved Sveriges grænser – som om analysen af coronatruslen lyder 1) det sker ikke her, 2) det sker i hvert fald ikke for mig.

Men er mangel på katastrofeberedskab det samme som tillid? Sagen er, at Danmark, Norge og Finland reagerer anderledes på truslen mod deres befolkninger, fordi de har oplevet katastrofer – de har for eksempel stadig Anden Verdenskrig i frisk erindring. Er de så krigsskadede? Eller er Sverige fredsskadet?

Forleden fik jeg en e-mail fra en ambassadør fra et EU-land, som har læst min bog Orden som formade Sverige om svenske værdier. Han søgte forklaringer på Sveriges coronastrategi:

»Vi er med på, at svenskere sædvanligvis stoler på deres myndigheder, og at dette styrkes i krisetider. Vi forstår også, at tilliden bygger på, at politikerne træffer deres beslutninger på videnskabelig ekspertise. Vi forstår, at coronakrisen i sit fulde omfang endnu ikke er nået ud til folk, og at de derfor ikke ser noget behov for strengere regler. Vi begynder også så småt at forstå, at det er en del af det svenske selvbillede at se sig selv som anderledes end alle andre lande.«

»Men,« spurgte ambassadøren, »hvorfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved strategien? Hvor er debatten?«

Sverige adskiller sig fra sine nordiske nabolande ved sin lange tradition for stærkt centralstyre. Det kan vi takke Gustav Vasa (og Axel Oxenstierna) for. Groft sagt er folk i det her land vant til at gøre, som myndighederne siger. Ordet »lagom« er et godt eksempel. Det har intet med vikinger at gøre, som det ellers hævdes, men er bare gammelt svensk, som betyder at gøre noget i henhold til loven, lovlydigt. Her bliver man først enige om reglerne, og så følges de.

Tillid er noget af det mest værdifulde, som findes, såvel mellem de enkelte mennesker som mellem samfundets forskellige bestanddele. Tillid er på én gang demokratiets største gevinst og dets forudsætning – jeg går fuldstændig ind for tillid. Men det, som i dag kaldes tillid, kan faktisk være en smukkesering, til og med en løgn, og en måde at skubbe ansvaret over på andre.

Tag statsepidemiolog Anders Tegnell. Hans modstykker i for eksempel Storbritannien, USA og Danmark fremtræder ofte side om side med stats- og regeringscheferne. I Sverige står Tegnell temmelig alene.

Det er storartet at skille politik og myndighedsudøvelse ad og lige så storartet at vise tillid til eksperternes kundskaber – men hvem skal egentlig holdes ansvarlig? Det er også fint, at samtlige riksdagspartier slutter op bag Folkhälsomyndigheten, men det indebærer jo i praksis, at det er styrelsens ansatte, som træffer afgørende beslutninger for hele nationen, uden at de er folkevalgte. Hvis strategien slår fejl, og mennesker dør i samme omfang som i Italien, er det så Tegnell, som skal have skylden?

Også pressen synes at have bestemt sig for at være tillidsfuld i den nuværende situation. Jeg læser kortlægninger og ser kvalificeret grafik, men hører dårligt nok et opfølgende spørgsmål. Jeg undrer mig over, hvorfor apotekere og kassedamer i butikker ikke står bag en plastrude som i Danmark. Hvis butikker og restauranter fortsat skal holde åbent, hvordan skal personalet så beskytte sig? Hvorfor tester vi ikke det størst mulige antal mennesker – de, som er immune, kan jo så vende tilbage til deres arbejde og besøge deres gamle forældre? Og det alvorligste af det hele: I Sverige er flere mennesker døde end i de øvrige nordiske lande tilsammen. Hvordan kan det være?

Er det måske sådan, at vi anvender ordet tillid, hvor det i virkeligheden handler om passivitet, aldersforagt eller dovenskab? Er Sverige fredsskadet, og kan det få skæbnesvangre konsekvenser? Det tror jeg. Jeg håber, jeg tager fejl.

Elisabeth Åsbrink er svensk forfatter. Kronikken er oversat af Joakim Jakobsen og har tidligere været bragt i Dagens Nyheter.

 

Læs også, at genåbning af Danmark måske vil kræve overvågning af borgerne i en hidtil uset grad: »Fagre nye færden«

Læs også, hvorfor regeringen ikke tør kalde strategien ved rette navn: »Det tabuiserede ord«

Læs også Martin Krasniks leder om, at medicin mod vildfarelser findes nok ikke: »Idelogisk bras«

Læs også om prisen på national selvagtelse: Hvordan man opgør værdien af at bevare et samfund, som ikke lader syge dø?

Læs også Klaus Wivels leder om, at WHO er i lommen på hele krisens udspring: »Kinesisk utopi«

Læs også om krydstogtskibe – et symbol på alt det, der var galt med verden før krisen: »Skattesvindler, slaveskib, smittebærer«

Læs også om sociologen, der mener, at hvis de fattige dør under coronakrisen, dør de rige også: »Demokratisk skillevej«

Side 13