Søren Kjær den Haan, Studerende på samfundsfag, Aalborg Universitet
Kære Stat
Tak, fordi du passer på mig. Og tak, fordi du passer på mine medmennesker og dem, jeg holder allermest af.
Tak, fordi du sikrer mig mine friheder. Alle mennesker har ret til frihed og tryghed, men ikke alle lever i stater, der har værktøjerne og viljen til at sørge for, at de bliver opretholdt. Så tak for, at du værner om det.
Det er barske tider, vi lever i. Og der venter værre forude. Tak, fordi du udviser styrke og handlekraft. Fordi du er så velorganiseret og udstyret med så kompetente folk og værktøjer, at du kan gøre dit arbejde ordentligt, og at de kan gøre deres. Det er essentielt for håndteringen af denne krise.
Jeg skriver til dig som borger i det her land. Vores land. Folkets land. Vi har en aftale om, at jeg afgiver min suverænitet til dig til gengæld for, at du skal passe på den – og på mig. Det er ikke en aftale, jeg selv har lavet. Faktisk havde jeg slet intet valg – jeg blev simpelthen bare født ind i den. Født i og ind i den frie verden og den frie tidsalder, hvor du behandler mig med værdighed og skaber nogle gode rammer for, at jeg kan skabe et godt liv sammen med alle de andre, du holder hånden over.
Det har altså aldrig været noget, jeg aktivt skulle tage stilling til, eller kunne, om jeg ville være med i. Det var jeg bare. Lige nu gør du nogle ting, som du finder nødvendige for at passe på os. Du smøger ærmerne op. Tager godt fat i problemet. Du sliber dine værktøjsknive. Men du giver også bæltet et ekstra nøk.
Jeg nærer af natur en dyb, dyb mistillid til dig – det er sundt, og det bør man have til al magt. Men jeg har tillid til, at de mennesker, som udgør dig og dine organer, vil os alle sammen det bedste. Og at de gør deres bedste. Til gengæld vælger jeg at have tillid til, at du kun udvider dine beføjelser, fordi det er højst nødvendigt i disse prøvende tider. Jeg vælger at tro på dig nu, fordi det er vigtigt, at du regerer over os netop nu.
Jeg vælger at have tillid til, at du ikke vil misbruge de nye rammer for din magtudøvelse, du selv har sat. Du er blevet hasteudstyret med en skræmmende drastisk epidemilovgivning – og du har fået værktøjer, der ellers kun hører hjemme i tillidsløse slyngelstater, vi hoverende distancerer os fra. Pludselig må du med arme og ben gøre, nærmest hvad end du finder nødvendigt. Lovens lange arm må gribe fat i os borgere på hidtil usete måder, mens dine støvler må – i begge ordets betydninger – vade taktfast på hidtil uset grund.
Jeg har tillid til, at når vi er kommet ovenpå igen og kan ånde lettet op, så holder du dit løfte, ærer dit ord – og ruller dine nye beføjelser tilbage.
Men du skal vide, at jeg holder vejret. Og jeg er rædselsslagen. Ikke for sygdom, for jeg ved, at når både du formår at regere, og folket forstår at lytte til dig, så klarer vi det alt sammen – sammen.
Nej, jeg er bange for dig. Bange for den, du måske vil blive. Bange for, at du med dine nye redskaber ender i de forkerte hænder. I onde kløer. For selvom ekstraordinære situationer ganske vist kræver ekstraordinære handlinger, så er det også præcis samme retorik, der bruges, når totalitære typer overtaler befolkningen til at bytte deres friheder væk for tryghed. Så jeg vil holde øje med dig. Jeg vil holde dig i skak. Og præcis som jeg opfordrer mine medborgere til at samarbejde med dig nu, vil jeg med ordets fulde magt og mine lungers fulde kraft opfordre dem til at sætte sig op mod dig, hvis ikke du overholder din del af aftalen. Og hvis ikke det er nok, at vi griber til pennen, hvad må vi så gribe til ...?
Så kære Stat, tak, men tag mit ord i agt. Jeg vil gøre det samme over for dig. Og til mine medborgere: Ligesom vi hver og én bærer et ansvar for at passe på hinanden i krisetid, lige så vel bærer vi som folk og som individer et ansvar for, hvordan vores land skal se ud efter krisen. Vi bærer alle for én og én for alle et ansvar for at stille magthaverne til ansvar, hvis de svigter os. For bryder de tilliden nu, er den forsvundet for evigt. Vil vi være en ledestjerne for rettigheder, folkestyre, ansvar og tillid – og for alt det bedste i os mennesker? Eller vil vi være en skygge af os selv og vor fordums frihed? Vil vi holde hovedet højt – eller lade det blive trykket mod brostenene af totalitarismens taktfaste hårde støvler i et århundrede? Måske en middelmådig mellemløsning?
Husk, at magt ikke kan gives, men kun afgives. Så kære Stat, pas godt på den. Men husk: Den er kun til låns.
Og har du tænkt dig at tøve, når det er tid til at give os vores afgivne frihedsrettigheder tilbage, må du endelig ikke forestille dig, at vi vil gøre det samme. Jeg holder vejret.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også, hvorfor regeringen ikke tør kalde strategien ved rette navn: »Det tabuiserede ord«
Læs også Martin Krasniks leder om, at medicin mod vildfarelser findes nok ikke: »Idelogisk bras«
Læs også Klaus Wivels leder om, at WHO er i lommen på hele krisens udspring: »Kinesisk utopi«
