ÅNDEN bag den alternative bevægelse blev lanceret som en kærlighedens og godhedens revolution, et opgør med gammelsamfundets stivnede og glædesløse manerer. Længslen efter rar politik var forståelig nok, partiet blev dannet under den dysfunktionelle Thorning-regering med dens vestagerske tugt. Den radikale leders forvaltning af de økonomiske nødvendigheders tørre politik skulle skrottes til fordel for naturens nødvendighed. Uffe Elbæks parti markedsførte sig fra fødslen som særlig grønne, særlig gode og lyttende, og man dansede og iklædte sig tyl i håbets og naturens egen farve og havde kærlighed nok til alle mennesker. Så skamløst selvrosende mentale selvangivelser bringer sjældent noget godt med sig, og efter partiets sammenbrud i denne uge er det svært at nævne nogen af Alternativets kerneværdier uden at komme til at smile en smule skadefro. Empatien, ydmygheden og generøsiteten har ikke just præget opgøret mellem Elbæk og hans ubudne arvtager, Josephine Fock.
SLAP de alternative dyder op i mødet med valget af Elbæks efterfølger, har partiopgøret til gengæld tydeliggjort det, som har ligget gemt i den grønne fanes folder fra Alternativets fødsel i 2013. Partiet var ikke bare et eksperimentarium for mere kreativ politik, det var en sekt med mange af sektens klassiske kendetegn. Den gode guru, hvis ord var lov, fordi bevægelsens succes formentlig med rette mentes at afhænge af hans velbefindende. Det seksualiserede partimiljø, som stødte sammen med mere klassisk partikultur. De seks kerneværdiers trosbekendelse, som i mødet med en mere grå hverdag konverterer til ritualiserede løgne. Man lykkedes mirakuløst med at gennemleve en lang valgkamp om Elbæks efterfølger, hvor de angivelig helt forfærdelige sider af Focks ledelsesgemyt ikke blev nævnt med ét ord. Efter hendes uventede sejr er de til gengæld så aldeles umulige at leve med, at man er nødt til at underkende baglandets klare valg af hende og de facto slå partiet ihjel.
UD i det fri er Uffe Elbæk sluppet, og så røg proppen af sekten. Partistifteren er offentligt boblet over med sin dybe krænkelse over, at hans kredsbestyrelse har tilladt sig at forlange opbakning bag medlemmernes valg af ny leder. Elbæk fandt kravet »dybt, dybt pinligt«, som han betroede Politiken. Frem under tylskørtet stikker en klov, som røber det egentlig alternative ved Alternativet. Nysproget, hvor ordene efter behag betyder det modsatte af deres pålydende værdi. Den pludselige insisteren på, at Elbæk alene har retten til at definere trosbekendelsens kerneværdier, »for det er mig, der har defineret værdierne!« Sektlederens manglende accept af baglandets valg af ny leder, så hellere sektens død. Alternativets og Uffe Elbæks realpolitiske gave til det politiske Danmark var en tidligere og mere utålmodig insisteren på den grønne dagsorden, end andre partier kunne og ville præstere. Men den egentlige gave var en anden: en spektakulært afleveret påmindelse om, at man altid skal tage sig i agt for partier, som mener at kunne patentere det gode.
Læs også artiklen om, hvad Uffe Elbæk og co. vil nu: »De fire frie«
