»Coronavirus har flyttet sig fra dyr til mennesker fire gange, så det er måske noget, man skal være bekymret for.«

Sådan sagde professor i folkesundhedsvidenskab ved RUC Lone Simonsen i 2018, da hun var gæst i programmet 24 Spørgsmål til professoren, og jeg bad hende spå om den næste pandemi. Den tidligere medarbejder ved WHO og specialist i historiske epidemier fik ret. Nu knap to år senere spreder SARS-CoV-2 sig pandemisk (skønt ingen officielt bruger P-ordet), og vi kan efter alt at dømme se frem til, at den kommer til at indgå i flokken af årligt tilbagevendende sæsonvirus.