Mere Alberone

Kender De mon den aldrende lærde mand, som rejser sig ved julefro­kosten og kaster sig ud i et længere causeri om den glaserede skinkes kultur­historie, og som stærkt beroliget ved lyden af sin egen stemme glemmer alt om tid og sted og fortsætter på automatpilot, indtil stilheden omkring ham er så larmende, at pudset begynder at drysse fra stukloftet?

Sådan en bog har Owe Wikström, svensk professor i religionspsykologi, skrevet »om venskab, tristesse og samtalens nuancer«, som undertitlen lyder. Selve titlen er Fra et cafébord i Paris. Det virker mere, som om der er tale om en samling foredrag og causerier fra skuffen, der er forsøgt genoppumpet med lige dele café au lait, bal-musette og oh là là, men vulkaniseringen lykkes desværre ikke. Safterne, musikken og følelserne siver ud, og tilbage er kun en humorforladt hvisken i spejlet, som helt sikkert er klog, men også ligegyldig, fordi fortælleren iscenesætter sig selv uden virkelig at sætte noget på spil og således ender med at være nærig med det, som skulle have bundet det hele sammen og givet det nerve. Tag for eksempel indledningen til kapitel 5, »Bogreolens venner«, en titel, som i sig selv trækker veksler på læserens tålmodighed og kræver et øjeblikkeligt klækkeligt afdrag. Men hvad får man?