Det var betingelserne

Malou Aamunds romandebut er et dobbeltportræt til let aflæselig skræk og advarsel: I en Sliding Doors-struktur møder vi to gange Maria, den ene en undskyldning for sig selv, som ofrer sig på familiens alter, den anden en hensynsløs karriere-amazone, der hakker sig op gennem et kontor- hierarki med machete og forholder sig til sin familie med en afstumpethed, jeg ikke ved, om jeg skal afkode som satirisk (fra forfatterens side) eller som let psykopati (hos hovedpersonen). Begge romanens halvdele er struktureret omkring én dag, hver Marias 40-års fødselsdag, men endagsstrukturen sander til i erindringer, som halvspejler hinanden og har samme kapiteloverskrifter.

Det er genkendeligt at føle sig som offer for livet, for forældre, parforhold, karriere, børn, alt det hverdagsinventar, der lovede os lykken, men gav os neuroser, stress og knugende gensidig afhængighed i stedet. Og derfor er det en god idé med de to ekstremer, der begge synker sammen under eget og omverdenens forventningspres. Men Maria er desværre en slukøret læseoplevelse. Begge narrativer er nedtrykte: sammenbidte, modvillige derouter i miniature (hvis hovedpersonen havde været en mand, tænker jeg, ville han være gået i hundene med et brag).