Leder.

Statsministerens nytårstale – ny version

I år er det hundrede år siden, Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Nationen blev helet. Sønderjyderne kom hjem. Det skal vi fejre. Dengang – i efterveerne af Første Verdenskrig – havde vi endnu en gang lært, at vores forhold til Tyskland var afgørende for Danmark. Kun 20 år efter genforeningen krydsede tyske tropper den nye grænse ved Kruså, nazisterne kørte kampvognene gennem Padborg og Tønder og besatte Danmark.

I år vil vi også markere 80-året for Besættelsen; den mørke tid, hvor vores eksistens som et selvstændigt, demokratisk land var usikker. Det tyvende århundrede lærte os, at vi ikke kan tage de værdier, vi sætter højest, for givet. At vi skal vælge vores venner og allierede med omhu. Den anden halvdel af århundredet gav os fred og fremgang, fordi vi sammen med ligesindede, demokratiske lande holdt sammen, økonomisk og militært.

2020erne bliver et årti, hvor vores værdier og de institutioner, der forsvarer dem, vil blive presset igen. Og igen har vi brug for stærke alliancer. Men de vestlige institutioner er i krise: Nato, der har sikret freden i 70 år, går svækket og splittet ind i det nye årti. Verdenshandelsorganisationen er kriseramt. Vores sikre pejlemærker, briterne og amerikanerne, har vendt sig væk fra samarbejdet.

Derfor vil jeg sige det højt og tydeligt: Danmark hører til i EU. Helhjertet. Til efteråret vil jeg derfor udskrive en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og jeg ser frem til at stå i spidsen for en kampagne, der klart anbefaler, at forbeholdet fjernes, så Danmark kan bidrage fuldt og helt til at gøre EU til en stærk regional aktør.

SKAL Unionen kunne det, kræver det, at alle, også Danmark, engagerer sig seriøst i arbejdet. I slutningen af januar forlader briterne efter planen Unionen, og vi kan lige så godt sige det, som det er: Det er et kæmpestort tilbageskridt for alle. Vi kan godt lade, som om det kun handler om de skøre, utilregnelige briter, men krisen er hele EUs.

Europas borgere vil kun støtte overdragelsen af vigtige opgaver til Unionen, hvis fællesskabet faktisk også kan løse dem, praktisk, fornuftigt og ordentligt: bevogtning af grænserne, bekæmpelse af kriminalitet, beskyttelse af borgerne og deres rettigheder.

Det kræver et stærkt og fokuseret EU. Alternativet er ganske enkelt forfærdeligt: Et splittet og svagt Europa uden en stærk, velfungerende Union med Tyskland som centrum er stik imod Danmarks interesser.

DEMOKRATIERNE var stærke i de syv årtier, der fulgte Anden Verdenskrig. Vi stod sammen i en fasttømret militær alliance under amerikansk ledelse og dominans. I det kommende årti vil Kina blive den stærkeste magt i verden. Jeg håber da at sætte mit præg på Danmark i de kommende år, men årtiet vil – også for vores lille land – blive husket som dét, der gjorde Kina til den dominerende supermagt.

Kina vil blande sig stadig mere, også i vores del af verden. Kinas størrelse og økonomiske styrke betyder, at den kinesiske samfundsmodel i stigende grad opfattes som et attraktivt alternativ til demokratiet. Vi ved stadig ikke, om Kina vil blive en rival, der respekterer fælles, internationale regler, eller om Kina bliver en fjende, der med magt vil udbrede sine værdier.

Men intet demokrati kan håndtere Kina alene. Det ser vi allerede i dag. Også her skal vi sørge for at have stærke allierede, der kan stå sammen. Er EU splittet, er vi svage. Et stærkt EU giver os styrke.

IGEN har vi i Danmark en særlig erfaring – og en særlig geografi. Det forløbne år mindede os om rigsfællesskabets værdi og om de store internationale interesser, der nu er i Arktis. Både Rusland og Kina ser området som afgørende for de kommende års magtkamp, en magtkamp, som USA nu også er gået ind i. Vi kan ikke alene forsvare vores interesser i Arktis, men vi kan gøre langt mere, end vi gør i dag. Grønland og Færøerne giver os mulighed for at løfte stemmen i verden. Det handler ikke blot om naturressourcer og nye sejlruter, nej, også hér drejer det sig om de grundlæggende værdier, der er meget mere værd end råstoffer i undergrunden. Mine få måneder i Statsministeriet har vist mig, hvor vigtige Grønland og Færøerne er for Danmark – og omvendt. Vi må tage vores geografi og historie alvorligt og bruge de nødvendige ressourcer – økonomisk og politisk. Jeg har selv været for nonchalant med min holdning til dette værdifulde fællesskab.

I dag siger jeg det meget klart: Danmark, Færøerne og Grønland hører sammen. De næste år er det en topprioritet for mig at beskytte og bevare rigsfællesskabet til alle parters bedste.

KLARE udfordringerne kan demokratierne kun, når de arbejder sammen. Det er lidt af en indrømmelse fra en ny statsminister, det ved jeg godt, men for Danmark er det afgørende valg i disse år faktisk ikke sidste sommers folketingsvalg, men det nye års store valg – i USA. Jeg kan konstatere, at mange allerede nu mener at vide, at Donald Trump vil blive genvalgt.

Hvis det virkelig er tilfældet, er det nok, fordi mange amerikanere er glade for hans politik og enige i hans grundlæggende kritik af det politiske system. Det er jeg ikke. Jeg tror på det amerikanske demokrati. Men også her gælder den samme sandhed som i alle demokratier. Tror vælgerne ikke på, at de kan skabe et bedre samfund med en retfærdig fordeling af goderne, ja, så vil de stemme på politikere, der klarest udtrykker, at systemet er gået i stykker. Man kan godt kalde Donald Trump for populist, men sådan ser jeg det ikke. Han er politiker, og han har en politik, der bedst kan opsummeres med modstand mod globaliseringen. Jeg er uenig: Jeg ønsker mere frihandel, mere samarbejde, mere åbenhed. Det er absolut den eneste måde, hvorpå vi i Vesten kan ruste os til de næste år.

Vi skal investere i infrastruktur, i uddannelse og i vores militære forsvar. Det koster penge, og der er ingen andre veje frem. Vi kan godt diskutere, hvordan vi bedst fordeler goderne, men forestillingen om et grundlæggende opgør med markedsøkonomien er decideret skadelig.

PRØVEN for de demokratiske lande består altså i, om de kan levere. Det burde give sig selv, men i det kommende årti bliver det alvor. På et eller andet tidspunkt stopper den økonomiske fremgang, der for tiden gør mit arbejde som statsminister nemt. Her skal jeg og alle andre demokratiske ledere vise, at vi står sammen. Det gør vi ikke ved at vende os indad, tværtimod. Vi løste det tyvende århundredes udfordringer ved at samarbejde – det samme gælder i dag.

For nogle uger siden vedtog vi verdens mest ambitiøse klimalov. Jeg er allerede lidt træt af at kalde den det, for sagen er jo, at den endnu ikke har rykket noget som helst ud over at skabe en masse international opmærksomhed. Foreløbig har vi politikere sagt meget om grøn omstilling uden at forklare, hvordan den skal opnås.

Jeg har, som de fleste ved, kaldt mig selv for børnenes statsminister, men det vil jeg faktisk holde op med. Vi politikere har en kedelig tendens til at skubbe børn og unge foran os i klimakampen og rose deres engagement. Det er noget pjat, for ansvaret er vores. Også klimapolitikken kræver, at vi arbejder sammen internationalt. Og at vi træffer nogle upopulære beslutninger. Den slags skal vi naturligvis ikke overlade til børn. Det er ikke alle, der vil være enige. Men sådan er politik. Godt nytår.

 

Læs også Arne Hardis' kommentar til Mette Frederiksens nytårstale: »Mor«

Læs også om, hvordan Mette Frederiksen havde gaver med til Donald Trump under NATO-topmødet, men dog ingen planer om et øget forsvarsbudget: »Kun pengene mangler«

Læs også om Jonas Eikas vindertale efter modtagelsen af Nordisk Råds litteraturpris, der retter skarp kritik af Mette Frederiksen: »Efter talen«