Leder

Overflade­klima

HVIS man interesserer sig for historiske miljøkriser, vil man støde på denne: I slutningen af 1800-tallet handlede krisen om – lort. Eller rettere: Hestepærer. I London var der sådan cirka 200.000 heste til at trække folk og deres ting gennem byen. I New York 150.000. Dyrene lagde uendelige mængder af hestepærer, gaderne var dækket af møget, og aviserne skrev arrige ledere: Fremskriver man udviklingen, skrev The Times i London, vil hver eneste gade i 1910 være dækket af ni fod møg (altså op til første sal!). Den »Store møg-krise« blev debatteret ved en stor konference i New York, der endte i uenighed og lammelse.

MARKEDET og menneskets opfindsomhed klarede ærterne: Få år senere kørte de første automobiler ud af fabrikkerne, en hurtig, nem og, syntes man, chokerende renlig transportform. I begyndelsen af 10erne var der flere biler end heste på gaderne i New York og London. Det skete uden politisk indblanding og kontrol. Politikerne skulle bare bygge vejene og holde sig gode venner med oliesheikerne.

FEJLER den historiske parallel et afgørende sted, er det hér: Når det gælder vor tids klimatiske møgkrise, konstaterer også vi, at det ser uoverskueligt ud, og at beslutningstagerne er rådvilde. Denne gang ordner markedet det bare ikke for os. Teknologien og menneskelig hittepåsomhed er ikke ved at udkonkurrere vor tids hestemøg: olie, kul og gas.

SKAL det kunne lade sig gøre at nedbringe udledningen af CO2 i den nødvendige hastighed, må man først konstatere dette helt åbenlyse: Efterspørgslen på olie og gas stiger med 13 procent i 2030 – altså med samme tempo som de sidste 50 år. Alle de store olieselskaber investerer derfor heftigt for at imødekomme behovet. Det går altså i den helt forkerte retning, for ifølge eksperterne skal produktionen falde med 20 procent i 2030 og 55 procent i 2050 for at forhindre en temperaturstigning med uoverskuelige følger. Det er situationen. Den grønne dagsorden bliver stadig mere markant, men udgør en bevægelse på overfladen, mens oliepumperne kører hurtigere og hurtigere i undergrunden. Det fineste eksempel er Norge, hvis utilslørede hykleri næsten er rørende: Med den ene hånd laver man alle mulige grønne fagter, mens den anden sælger olie i en grad, at fossile brændsler udgør halvdelen af hele landets eksport.

POLITIKERNE i Norge – og i resten af verden – ved selvfølgelig godt, hvad det handler om: Fossile brændstoffer har skabt den moderne civilisation, gjort os rigere, raskere og givet os en tilværelse, de slet ikke kunne drømme om i hestevognene i 1890erne. Så længe brændstoffet bag denne udvikling er billigere og mere tilgængeligt og praktisk end alle alternativer, ja, så vil den grønne omstilling aldrig komme rigtigt i gang. At forestille sig, at olieselskaberne vil opføre sig anderledes, er ønsketænkning. For næsten alle andre i verden gør det samme som dem: former deres tilværelse efter olien, kullet og gassen.

HANDLE vil altså ingen på et systematisk niveau, og det skyldes denne tydelige markedsfejl. Prisen på fossile brændsler er alt for lave i forhold til de reelle udgifter, som afbrændingen af dem fører med sig. Hvis politikerne – og alle vi andre – virkelig mener, at der nu skal ske noget markant, kræver det, at olie, kul og gas gøres langt dyrere at bruge. Først når grøn energi er billigere end sort, vil forbrugerne – og olieselskaberne – ændre adfærd i et omfang, der betyder noget. Modstanden mod atomkraft vil sandsynligvis hurtigt fordufte. Og denne efterspørgsel vil skabe et marked, der trækker forskning og innovation med sig.

HURTIGT kommer det ikke til at gå. Faktisk er det stærkt tvivlsomt, om det vil ske, før konsekvenserne af klimaforandringerne for alvor kan mærkes. Det kræver politiske reformer af skatter og afgifter, som vil medføre enorm modstand. Det vil have stærk social slagside, som skal imødegås med andre upopulære politiske tiltag. Det giver kun mening på internationalt niveau, men man kan begynde i EU og håbe, det breder sig til resten af verden, når der findes en grøn teknologi, der kan udkonkurrere olien på samme måde, som bilen udkonkurrerede hestevognen. Det er forståeligt, at utålmodige folk ønsker en Folkets Klimalov i Danmark, en klima-finanspagt i EU eller en grøn New Deal i USA. Men alt andet end denne politiske korrektion af markedet for energi er slag i luften, grøn fantasi, mere håb end forstand. Enhver klimadebat burde begynde dér.

 

Læs også Pernille Stensgaards reportage fra feriemessen i Herning, som underligt nok ikke var omringet af klimademonstranter: »Turist uden fortilfælde«