»Hvad er det dog alt, som verden opsminker med favr gestalt? Det er jo kun skygger og skinnende glar, det er jo kun bobler og skrattende kar,« skrev Kingo spydigt om den udvortes jordiske forfængelighed, som dødens ubønhørlige forgængelighed udfrier sjælen fra. Menneskebarnet, det forfængelige skarn, har alle tider og steder rejst et mindre lån i spektakulær materialitet netop for at kompensere for, at intet varer evigt; ting smuldrer og forgår, vi selv forfalder og dør, alting ændres, intet består. Forfængelighed og forgængelighed er nok modsætninger, men også komplementære.
Museer indsamler og bevarer i princippet genstande »til evig tid«; et musealt begreb, som jævnligt indhentes dels af borebiller, dels af oversøiske samfunds livlige kreativitet og mangel på purisme. På Moesgaard Museum ses nu skinnende glar fra Nepal og Tibet og skrattende kar fra Papua Ny Guinea. Desuden vil fire milde munke fløjet ind fra en dal nær Annapurna – som denne fredag står og smiler genert i deres vinrøde dragter og matchende Nike-sko – lægge en såkaldt mandala; et buddhistisk mikrokosmos drysset som et cirkulært mønster i flerfarvet sand, der på en og samme tid er forfængeligt smukt, men højst forgængeligt i sin blotte form; de roder endda selv op i det.
De vil give den ekstra gas med farverne for danskernes skyld, da de er bekendte med den buddhistiske kulturs globaliserede popularitet med tryk på pop. At spejle sig i fremmede blikkes eksotiserende begær afstiver den kulturelle selvtillid og udsætter forgængeligheden – eller ligefrem opskummer kulturen som på Papua Ny Guinea. Ton Otto har siden 1980erne arbejdet på øen Manus nord for Papua Ny Guinea. Den schweiziske etnograf Alfred Bühlers (1900-1981) indsamling fra øerne i 1932 foregik i det, Bühler formodede var et kapløb med tiden, før kulturen var borte. Døden som noget på én gang bestandigt og ubestandigt vises gennem et forfaderkranium indsamlet af Bühler på et tidspunkt, hvor missionærer havde overtalt øboerne til at droppe deres forfaderkult. Dengang blev forfædrekranier opbevaret i huset; man så at sige boede sammen og gav kraniet små gaver mod forfaderåndens beskyttelse og modydelser. Missionærerne fik øboerne til at begrave deres døde ude i skoven.
Bühler indsamlede over 1000 genstande og nedskrev deres funktion, men hans teori om kulturen som forgængelig viste sig selv at være forgængelig. I Ottos tid siden 1980erne er kulturen blusset voldsomt op, og det er nærmere på grund end på trods af kontakten med den globale omverden. Øboerne fortrød ved eftertanke, at de havde skilt sig af med forfædrekulten og solgt dens mange genstande til museerne, så da Otto medbragte fotos af Bühlers genstande, blev de nøje gransket, og træskærerarbejdet prompte genoptaget. Nu begraves de døde tættere og tættere på husene og i holdbare cementgrave formet som små huse i sig selv, så man kan snakke med sine forfædre og få hjælp, beskyttelse og tjenester af dem igen.
Der holdes desuden store kulturfestivaler, hvor kvinder danser barbrystede i farverige skørter og smykker, mens kulturen tales – råbes, faktisk – op i stort anlagt selvfejring; både for deres egen identitetsmæssige og turisternes oplevelsesmæssige skyld. Her er catwalk, hvor kvinder paraderer i fuldt etnisk udtræk, og kulørte smykker af miniperler, fjer, plastik og hundetænder. Før var de af muslingeskaller i dæmpede farver. Omverdenens interesse i kulturen – først antropologers og nu også turisters – giver en lokal identitetsopskumning, samtidig med at der er penge i det.
Udstillet er en kæmpe tromme skåret ud af ét stykke træ; disse trommer var næsten forsvundet, men takket være stædige fastholdere hamres der nu mere end nogensinde før på dem. Her er også en udskåret balancebom, en dansebjælke, som bruges til disse fester; bjælken kaldes »traditionens skelet«. En ny politisk leder skal stadig op på den og holde tale til både de levende og ånderne i forsamlingen, mens han danser rundt på dens gyngende grund; at falde ned varsler sygdom og død. Professor Otto har også været en tur på bjælken for at holde tale og selv følt presset fra trommerne og forsamlingen; han siger, at gamle filmoptagelser viser den såkaldte big man danse på bjælken helt nøgen bortset fra en prestigefyldt konkylie klemt fast om spidsen af penis, mens han med rasende fart »laver propellen«. Oh mangfoldighed, oh genkendelighed. Magtanalyser fra RUC er overflødige.
Werner Jacobsen (1914-1979) indsamlede 88 rituelle genstande til Moesgaard, da han i 1957-59, kort efter Nepal blev åbnet for indrejse, boede i Kathmandu-dalen; »et etnografisk paradis« kaldte han det. Ulrik Høj Johnsen fremviser en gammel tempel-figur af Tara, den beskyttende buddhistiske gudinde, indsamlet af Jacobsen, og sammenligner med en ny Tara, han selv fik fremstillet i 2017. Efterspørgslen udefra holder den håndværksmæssige tradition i gang. Når ting går til grunde i jordskælv, slides op eller stjæles, laver man bare en ny som erstatning. For nepalesere er den materielle genstand i sig selv ikke vigtigst, men snarere den guddommelige energi, den tilføres gennem ritualer.
Prins Peter (1908-1981) indsamlede tøj og smykker i Nordindien i 1950erne fra de tibetanske aristokrater, der fulgte med Dalai Lama i eksil efter Kinas grumme invasion. Her udstilles enkelte af de fabuløse smykker udlånt fra Nationalmuseet. Cameron David Warner viste fotos af Prins Peters samling til den tibetanske diaspora i Indien og Nepal i 2017, men de ville hellere tale om nutiden. En kvindelig tibetansk modedesigner fik ham til at indsamle moderigtig streetwear til tibetansk storbyungdom; her er hiphop-kasketter og hoodies med motiver fra traditionel tibetansk batik og en 600 år gammel operamaske. »Vær ikke bange for forandring,« citerer Warner dem for at sige som sin konklusion. Måske lige lovlig kækt i betragtning af, at 150.000 tibetanere på syvende årti lever som papirløse flygtninge, og resten i et diktatorisk jerngreb siden Kinas fatale kulturrevolution.
Fravær af purisme er udstillingens gennemgående tema. I det vestlige Stillehav ligger kontinuiteten ligefrem i ændring. En big man med rødt slim på tænderne fra den lettere euforiserende betelnød udlægger teksten: »Hvis man holder kulturen for sig selv, vil den dø; hvis man blokerer den, uddør den. Men hvis man åbner den, vil den tiltrække ting, der får den til at vokse.«
Forgængelighedens museum – historier fra Nepal, Papua Ny Guinea og Tibet,
Moesgaard Museum til 19. maj.
