Interview. Tidligere udenrigs- og forsvarsminister Kjeld Olesen fortæller om sit hemmelige liv som antikommunistisk agent under Den Kolde Krig.

Firmaets mand

Årtier senere skulle han blive både udenrigs- og forsvarsminister og dermed en af de øverste ansvarlige for landets sikkerhed. Men i 1955 var han en ung mand, der havde brug for et job og en indtægt. Hans politiske engagement var begrænset til et ikke videre aktivt medlemskab af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Mest tænkte han på, at en drøm om at blive sømand var bristet. Han havde allerede sejlet nogle år, men en medfødt hofteskade havde tvunget ham til at opgive det fysisk hårde liv til søs. Også planen om at uddanne sig videre på rederiet J. Lauritzens interne uddannelser havde Kjeld Olesen været nødt til at opgive, da faderen døde i en alder af kun 53 år.

»Jeg havde haft et halvdagsjob i det, der hedder Atlantsammenslutningen, som min far i øvrigt havde været med til at stifte sammen med Erling Foss fra Frihedsrådet. Efter min far var død, kom Arne Sejr, som jeg kendte fra Atlantsammenslutningen, til mig og sagde: ’Jeg har et job til dig, og det er meget fortroligt, det jeg siger her. Det må endelig ikke komme videre,’« fortæller den nu 87-årige tidligere minister.

Arne Sejr, der henvendte sig, var en af Den Kolde Krigs mest mytiske figurer. Ligesom Kjeld Olesens far, Anker Olesen, havde han været en central figur i den ikkekommunistiske del af modstandsbevægelsen under Besættelsen. Efterfølgende havde Sejr sammen med en anden tidligere modstandsmand, Niels Thürmer, engageret sig i Den Kolde Krigs kamp mod kommunismen. Sejr og Thürmer havde begge været aktive i modstandsorganisationen Studenternes Efterretningstjeneste, og de var sammen, den dag tyskerne bankede på til en dæklejlighed i det indre København. Sejr havde held til at flygte, men Thürmer endte i koncentrationslejren Neuengamme, som han kun med nød og næppe overlevede.

Ansporet af blandt andet amerikanske kontakter engagerede de sig begge i kampen mod kommunismen – en kamp, der for alvor tog fart efter det sovjetstøttede kommuniske kup i Tjekkoslovakiet i 1948. Mange frygtede herefter, at Danmark stod næst i rækken.

Konkret blev indsatsen organiseret i »Firmaet« – et foretagende, der både tog sig af antikommunistisk propaganda, psykologisk krigsførelse og til tider regulært efterretningsarbejde. Aktiviteternes økonomiske grundlag var først og fremmest amerikanske penge. Men centrale folk i Forsvarets Efterretningstjeneste og personer på højt politisk plan – hvis ikke højeste – havde nikket ja til initiativet. Det var på vegne af Firmaet, Arne Sejr nu tog kontakt til Kjeld Olesen.

»Han fortalte mig tre ting. Den første var, at det drejede sig om aflytning af Alfred Jensen, den anden, at det var i samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste. Som den tredje ting nævnte han to politikere, der bakkede hele systemet op. Det var den konservative Ole Bjørn Kraft og socialdemokraten Urban Hansen,« fortæller Kjeld Olesen.

Nummer to

Alfred Jensen, der skulle aflyttes, var ingen hvem som helst. Han var nummer to i Danmarks Kommunistiske Parti efter formand Aksel Larsen. Han havde været medlem af Frihedsrådet, trafikminister i befrielsesregeringen, og i 1955 var han kommunistisk medlem af Folketinget. Sammen med sin hustru, den ligeledes fremtrædende kommunist Ragnhild Andersen, boede Jensen i en lejlighed i Vester Søgade 78 i København. Firmaets folk havde haft held til at leje lejligheden under parrets. Via kanalerne til ejendommens varmeanlæg havde man fået skubbet mikrofoner op, så man kunne lytte med, når der blev talt i stuen hos de to kommunister. Mikrofonerne var forbundet med en båndoptager, der var leveret af kontakter i USA. Det var den, Kjeld Olesen nu blev hyret til at betjene. Han beskriver jobbet således:

»Så vidt jeg husker, fik jeg 500 kroner om måneden. Men det var også mange gange meget sent om aftenen. Lejligheden var indrettet, så jeg kunne overnatte der, hvis det blev sent. Der var lige de nødvendige møbler. Man sad der vel cirka otte timer, men der var pauser, så jeg kunne gå ud og købe noget at spise. Så sad man og lyttede, og hvis der blev snakket oppe i stuen, og det, der blev sagt havde interesse, tændte man båndoptageren.«

Kjeld Olesen stillede dengang ikke spørgsmål til Arne Sejrs forsikringer om, at operationen var godkendt på højeste sted, men siden er han kommet i tvivl.

»Jeg tænkte, at det var i orden, når det var i samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste. Og så gik jeg ind i det. Det viste sig senere, at det måske ikke var Forsvarets Efterretningstjeneste, men en enkelt person – kommandørkaptajn Mørch – der var vicechef i FE, der kendte til sagen, mens den øverste chef, Hans M. Lunding, vist ikke gjorde. Jeg har gået i klasse med Lundings søn, og jeg kom meget i deres hjem. Jeg kunne selvfølgelig have kontaktet ham, men det følte jeg ikke var nødvendigt på daværende tidspunkt,« siger han.

Arne Sejr tog kontakt til og fik Kjeld Olesen med i Firmaets antikommunistiske arbejde. Privat scan
Arne Sejr tog kontakt til og fik Kjeld Olesen med i Firmaets antikommunistiske arbejde. Privat scan

Når Olesen ikke havde betænkeligheder ved at aflytte Alfred Jensen, skyldtes det dels, at han hjemmefra var opdraget med en stærk antikommunisme, dels at der generelt i samfundet og især i Socialdemokratiet ikke fandtes nogen illusioner om de danske kommunisters hensigter.

»Min far havde været modstandsleder og var forretningsfører for hjemmeværnsforeningerne, der blev skabt lige efter krigen af gamle modstandsfolk. Han blev konsulent, da foreningerne i 1949 blev lovfæstet til det hjemmeværn, vi kender i dag, og han var meget antikommunistisk.«

Politisk slog kommunisterne aldrig rigtig an. Bortset fra i 1945, hvor de fik 18 mandater. Men på arbejdspladserne og i organisationer og beboerforeninger var de meget aktive.

»Og dertil kunne man lægge, at de 100 procent fulgte ordrer fra Moskva,« fortæller Kjeld Olesen. »De kritiserede aldrig noget som helst fra Moskva. Og der var slet ikke tvivl om, at Ib Nørlund, der var en af de højst placerede i partiet, var Moskvas mand.«

Det var da også især de danske kommunisters internationale forbindelser, der skulle lægges mærke til, når Kjeld Olesen havde vagten i den hemmelige lejlighed ved de københavnske søer.

»Det var især, når der var gæster, det havde interesse, og man skulle tænde optageren. Det hele blev så skrevet ud. Man skulle især være opmærksom, hvis der var udenlandske gæster for eksempel. Der kom en del mennesker fra DDR hos parret, og så sad de og fortalte, hvordan det gik med DKP og så videre. Man kunne selvfølgelig også høre deres private snak, men det skulle man jo ikke følge med i,« siger Kjeld Olesen.

Stasiagenten Charlotte

Koldkrigshistoriker Peer Henrik Hansen, der er forfatter til bogen Firmaets største bedrift, har haft adgang til de kladdehæfter, der indeholder udskrifter og notater fra aflytningen, og de bekræfter Kjeld Olesens historie. Men hæfterne giver også indblik i de tekniske vanskeligheder omkring aflytningen. For eksempel, at Alfred Jensen og Ragnhild Andersen havde for vane at skrue højt op for deres radio, hvilket indimellem gjorde det umuligt for agenterne i lejligheden under at høre, hvad de talte om.

»Morgenkaffe, avislæsning, men ikke en lyd. Radioen er i gang, så det er ikke muligt at opfatte de bemærkninger, der falder,« står der eksempelvis i et af hæfterne.

Peer Henrik Hansens research bekræfter i øvrigt, at interessen især samlede sig om de danske kommunisters internationale forbindelser.

»Der var både besøg fra den sovjetiske og den østtyske ambassade, men en af de virkelig interessante var en kvinde ved navn Charlotte Møller. Hun var tysk og hed oprindeligt Kann, men havde i 1930erne boet i Danmark, hvor hun var blevet proforma gift med en dansk sømand. Hun var en del af kredsen omkring den kommunistiske undergrundsleder Ernst Wollweber, der efter krigen blev den første Stasichef. Og der er ingen tvivl om, at Charlotte Møller var Stasiagent, men hun var også nær veninde med Ragnhild Andersen og boede hos parret, når hun var i Danmark,« siger Peer Henrik Hansen, der i sin bog beskriver en episode fra aflytningerne, hvor man hører Charlotte Møller spørge: »Nu bliver vi vel ikke aflyttet,« hvilket Ragnhild Andersen så afviser.

Der er jeg sikker på, at jeg blev skygget. Det har man på fornemmelsen. På et tidspunkt drejer man om et hjørne og smutter ind i en port. Og så kommer der en rundt om hjørnet.

Kjeld Olesen

Ud over forbindelserne til Østeuropa interesserede Firmaet sig for DKPs indre liv, og det er siden dokumenteret, at organisationen bidrog aktivt til, at de danske kommunister i 1958 blev splittet og SF dannet. Det skete ved, at Firmaet lækkede oplysninger fra aflytningen til dagbladet Information, hvilket fik de i forvejen paranoide kommunister til gensidigt at mistænke hinanden for illoyalitet.

Peer Henrik Hansen har siden udgivelsen af sin bog i 2005 fået del nye oplysninger om Firmaet, blandt andet fra lederen Arne Sejrs familie. De oplysninger tyder eksempelvis på, at forbindelsen mellem den private efterretningsorganisation og Forsvarets Efterretningstjeneste har været tættere end blot et enkelt personsammenfald. I hvert fald findes et identitetskort fra tjenesten, hvor Arne Sejr er opført som kaptajn. Kortet er underskrevet af P. Winkel, der var den første militære efterretningschef efter krigen. Det kort indikerer ifølge Peer Henrik Hansen en tættere forbindelse.

De nye dokumenter viser også, at det muligvis langtfra var en tilfældighed, når Arne Sejr valgte at tage kontakt til netop Kjeld Olesen. Dokumenterne indeholder nemlig et maskinskrevet organisationsdiagram over Firmaet, og her optræder Kjeld Olesens far, Anker Olesen som en af otte personer i Firmaets inderkreds. Det viser sig at være en nyhed for sønnen.

»Aha – det anede jeg ikke noget om. Vi talte ikke meget om den slags. Det, vi havde talt om, var, at der i forskellige lande – også Danmark – var kræfter, der samlede våben sammen og var parate til at imødegå en russisk invasion. Det ville min far ikke have noget at gøre med. ’Vi har Hjemmeværnet, og det skal vi støtte og styrke,’ sagde han.«

Fra sin tætte forbindelse til faderen har Arne Sejr formodentlig været klar over, at Kjeld Olesen allerede som barn lærte, hvad man skal holde mund med.

»Vi var under jorden den sidste del af Besættelsen. I sommeren 44 boede vi på Hellerupgårdsvej 8, hvor vi kunne være et par måneder. Jeg kørte hver dag med S-toget ind til Holsteinsgades skole, og jeg sagde ikke noget som helst til de andre i skolen. Derefter flyttede vi ind i et træhus i Skovshoved. Der kom min far så en gang imellem og var sammen med os. En dag kom jeg hjem og så en Gestapobil, hvor de var ved at kravle op på ladet og køre væk. Min mor var inde hos naboen, og jeg blev sendt ned til Ordrup Station for at advare min far. Om aftenen sagde han: ’Vi skal afsted,’ og det blev i første omgang hjem til mine bedsteforældre. Det var godt, for næste morgen kom tyskerne tilbage til huset i Skovshoved og sprængte det i luften. Min mor og min lillebror boede derefter hos en familie i Lyngby, og min søster og jeg kom ned på en gård på Stevns,« fortæller Kjeld Olesen.

Krags brandert

Selv formåede han at holde mund om sin rolle i Firmaet, men det gjorde andre ikke.

»Jeg var til møde i FN i 1975. Det var den tid, hvor Jens Otto Krag arbejdede på EF-Kommissionens kontor i Washington. Der blev så holdt en middag på ambassaden, hvor der var en del journalister med. Krag var lidt indisponeret, som han ofte var derovre. Da vi så sad der ved kaffen, begyndte han at fortælle om det med aflytningen, og det betød jo, at det blev den store historie i de danske medier. Jeg holdt helt mund, men jeg måtte have en samtale med Krag næste dag.«

Det blev dog ikke partifællen, der afslørede Kjeld Olesen, men den konservative Erik Ninn-Hansen, der i en erindringsbog antydede, at en fremtrædende politiker havde deltaget i aflytningen i Vester Søgade, og til slut var rygterne så massive, at Kjeld Olesen måtte give sig til kende. Inden da var han blevet konfronteret af blandt andre den aflyttede Alfred Jensen.

»Engang i Folketinget, mens det ikke var kendt, men hvor der havde gået nogle rygter, kom Alfred Jensen farende hen til mig og begyndte at skælde mig ud. ’Jeg, som kendte din far, jeg har endda været hjemme hos jer,’ sagde han. Og det er rigtigt. Jeg har min fars gæstebog, hvor han har skrevet et par pæne ord,« fortæller Kjeld Olesen og finder gæstebogen, hvor man kan se, at Alfred Jensen besøgte familien Olesen den 3. september 1947, mens der stadig var nogenlunde god stemning mellem kommunistiske og borgerlige modstandsfolk.

»Ja, vi vandt sejren, netop fordi vi vovede at være mennesker. Alfred Jensen.« står der.

Når det drejede sig om fagforeninger, var det sædvanligt, at kommunisterne trak generalforsamlinger i langdrag, så det var over midnat, når man nåede til valg. Og da var de fleste socialdemokrater gået hjem.

Kjeld Olesen

Netop spørgsmålet om, hvorvidt kommunisterne også fremover vovede at bevare menneskeligheden, var omdrejningspunktet for Firmaet, men også for socialdemokraterne. Og selv om Kjeld Olesen ikke var længe i den hemmelige tjeneste, fortsatte han engagementet i det antikommunistiske arbejde.

»Jeg arbejdede for Arne Sejr til et stykke ind i 1956, hvor jeg blev kontaktet af Urban Hansen, der var blevet socialborgmester i Københavns Kommune. Han ville godt have en partifælle i forkontoret som sekretær, og det blev så mig. Urban Hansen var jo blevet nævnt af Sejr i forbindelse med Firmaet, men vi har aldrig snakket om det. Det er nok igen noget fra krigens tid. Man snakkede ikke mere end højst nødvendigt.«

Siden blev Olesen medlem af bestyrelsen i den socialdemokratiske organisation AIC (Arbejderbevægelsens Informations Central), hvis vigtigste opgave var at støtte kampen mod kommunister i fagbevægelsen.

Historiker Iben Bjørnsson, der er forfatter til bogen Arbejderbevægelsens Informations Central, siger, at der var et samarbejde mellem AIC og den danske efterretningstjeneste.

»I begyndelsen havde PET ikke særlig god viden om kommunisterne og havde gavn af AIC. Der er også fundet AIC-rapporter hos offentlige myndigheder i både Danmark og USA. Men ellers foregik det på den måde, at en bestemt PET-mand besøgte Urban Hansen om morgenen. Han stillede sine spørgsmål, og Urban dikterede, samtidig med at han barberede sig og gjorde klar til dagen,« siger Iben Bjørnsson.

Kjeld Olesen siger imidlertid, at han som bestyrelsesmedlem ikke havde kendskab til den slags aktivitet.

»Det er muligt, at enkelte har deltaget i noget spionage, men det var ikke formålet med AIC. Man bistod arbejdspladserne med at få væltet kommunistiske tillidsfolk og få socialdemokrater valgt. Når det drejede sig om fagforeninger, var det sædvanligt, at kommunisterne trak generalforsamlinger i langdrag, så det var over midnat, når man nåede til valg. Og da var de fleste socialdemokrater gået hjem. Især omkring storkonflikten i 1956 var de stærke, men så kom den sovjetiske invasion i Ungarn, og det ødelagde alt for dem,« siger han.

I slutningen af sin politiske karriere og efter den engagerede Kjeld Olesen sig i kampen mod atomoprustningen. I 1985 sejlede han således med Greenpeace til Mururoa i Stillehavet for at protestere mod franske prøvesprængninger, og lige inden da havde han oplevet at stifte bekendtskab med de hemmelige tjenester fra anden side.

»Jeg var som folketingsmedlem med til en konference om ikke-spredning af A-våben i Geneve. Det var lige før, jeg skulle afsted med Greenpeace. Der er jeg sikker på, at jeg blev skygget. Det har man på fornemmelsen. På et tidspunkt drejer man om et hjørne og smutter ind i en port. Og så kommer der en rundt om hjørnet. Men det var nu ikke noget, der rørte mig,« siger han.

 

Læs også artiklen om bevægelsen fra studenteroprøret med bevidstheden om, at den onde stat lyttede med, til at kvinder kysser politibiler, og vi går vi ind for intelligent overvågning: »Fra Kejsergade til Krudttønden«