Drink. Historien om den tonic, der hældes over gin, er uløseligt forbundet med opdagelsesrejser, kolonitid og tyveri af andre landes planter.

Medicinvand

Medicinvand Af Annette K. Nielsen

De seneste 10-15 år har den klassiske drink gin og tonic med is og citronbåd oplevet en sand revival. Fra 1970erne gik drinken næsten af mode, men et utal af små brænderier har genskabt interessen for gin ved at lægge vægt på håndværket i produktionen, kvalitet og smukke flasker. I dag er der en næsten uudslukkelig tørst efter den historiske drink. Samtidig er små tonicvandproducenter hoppet på gintoget og fremstiller særlige (og dyre) kvalitetstonicvand, der kan måle sig med de bedste ginmærker.

To forskere ved den berømte botaniske have Royal Botanic Gardens, Kew i London har benyttet denne G&T-vækkelse til at skrive tonicvandets naturhistorie. Det rigt illustrerede værk hedder Just the Tonic, idet plantemedicinhistoriker Kim Walker og kurator for Kews Økonomisk Botaniske Samling Mark Nesbitt mener, at tonicvand er den mest interessante komponent i den forfriskende drink. Walker og Nesbitt er dykket ned i Kews omfattende arkiver og samlinger for at mixe en fortælling om »den globale historie indkapslet i hver flaske tonic«, som de skriver. De kommer i deres gennemgang omkring tidlige opdagelsesrejser, kolonimagters ekspansion, plantetyveri, medicinhistorie og industriel revolution.

Tonicvandets bitre smag kommer fra stoffet kinin, som i flere hundrede år var det eneste kendte, effektive middel mod malaria. Der har dog aldrig været nok kinin i tonicen i en G&T til, at det har en medicinsk effekt på malaria. Forfatterne fremhæver til gengæld, at de kemiske egenskaber i ginens enebær sammen med den bitre kinin forstærker smagsindtrykket af begge dele og gør en G&T til en særlig læskende og udsøgt drink.

Kinin blev i datiden udvundet af kinatræets bark. Kinatræer tilhører slægten Cinchona, som er naturligt hjemhørende i Andesbjergene i 1000-2500 meters højde. Præfikset »kina« betyder bark på det indianske sprog quechua og har altså ikke noget med landet Kina at gøre. Traditionelt brugte indianerne kinabark til at behandle diverse febertilstande, dog ikke malaria. Sygdommen kom nemlig først til Sydamerika med vestafrikanske slavegjorte i 15- og 1600-tallet. En af de første referencer til brugen af kinabark mod malaria finder man i en peruviansk optegnelse fra 1633 skrevet af Fader Antonia de la Calancha:

»Der vokser et træ, de kalder febertræ (arbol de calenturas), hvis kanelfarvede bark, når den pulveriseres og gives som drik, kurerer feber og tredagesfeber: Den har skabt mirakuløse resultater i Lima.«

Andre historikere peger på Loja-regionen i det sydige Ecuador som stedet, hvor kinabarkens malariahelbredende egenskaber blev opdaget allerede i slutningen af 1500-tallet. Mere forskning i gamle spanske arkiver er påkrævet for at verificere dette, fremhæver forfatterne.

Bitre planter har altid været anvendt som middel mod feber, skriver Kews forfatterduo. I dag ved man, at den bitre smag tyder på tilstedeværelsen af medicinske stoffer såsom alkaloider. Kinabarkens kinin og piletræets salicin, forløberen for aspirin, er sådanne alkaloider. Hen over midten af 1600-tallet blev kinabark eksporteret til Europa som kur mod malaria. Malaria var nemlig ingenlunde kun en tropisk sygdom i datiden, men hærgede også på vores breddegrader. I 1831 blev Sydsjælland og Lolland-Falster for eksempel hårdt ramt af en omsiggribende malariaepidemi. I hele regionen døde hver tiende, der blev syg. Alene i Maribo Amt var 30.000 syge. Historiker Poul Duedahl skriver om epidemien i Velkommen på bagsiden (2018) og fremhæver her, at 1831 var det eneste år, hvor Danmark ikke havde befolkningstilvækst, netop på grund af den dødelige malariaepidemi.

Læs også om, at forekomsten af malaria stiger igen flere steder – måske har vi undervurderet den virkelige fjende: »Malariaens revanche«

For kolonimagter som England og Nederlandene var et effektivt middel mod malaria nødvendigt for, at landene kunne ekspandere og beholde deres oversøiske besiddelser. Dødeligheden for europæere, der indtog Afrika, det indiske subkontinent, Sydøstasien og de indonesiske øer, var ekstremt høj på grund af diverse tropesygdomme og ikke mindst malaria. I 1850 brugte den indiske regering over 500.000 pund om året på kinabarkimport fra Sydamerika, hvor al kinabark kom fra. Ikke mærkeligt ønskede kolonimagterne selv at kunne kontrollere produktionen af kinabark. Omvendt ønskede de sydamerikanske lande at holde på deres monopol, og i Peru risikerede folk, der forsøgte at smugle planter og frø ud af landet, som minimum at få kappet fødderne af. Til sidst lykkedes det både englænderne og hollænderne at smugle levedygtige planter og frø ud, og indholdet af kinin var især højt i de typer af kinatræer, som hollænderne fik smuglet ud. De etablerede store plantager i deres indonesiske besiddelser og udviklede et stort eksportmarked. Briterne dyrkede deres udsmuglede planter i Indien, primært til lokal produktion af kinin mod malaria.

Billig adgang til kinabark var også en forudsætning for at kunne brygge en egentlig tonicvand. Optakten til denne styrkende drik skete i slutningen af 1700-tallet, hvor man eksperimenterede med at tilføre kuldioxid til vand for at højne nydelsen. Samtidig mente man, at vand med brus havde en medicinsk effekt og kunne kurere alt fra podagra og leddegigt til dårlig fordøjelse. Angiveligt begyndte man i USA at putte vin og frugtsaft i det brusende vand i 1820rne, men første gang, man kan læse om kinin i sodavand, er i 1835 i avisen Bristol Mercury. Fra da af gik det slag i slag for tonicvand, der blev bredt markedsført fra 1860erne som en helsebringende og forfriskende drik – specielt i troperne, ikke mindst på grund af kininindholdet.

I Shanghai noterede den britiske læge James Henderson sig, »at tonicvand er gavnlig og god … Schweppes vand er bedst …« Det er et navn, der formentlig får et par klokker til at ringe. Tyske Jacob Schweppe perfektionerede produktionen af en maskine til at tilføre brus til vand i slutningen af 1700-tallet, og hans virksomhed begyndte også at producere tonicvand hen over midten af 1800-tallet. Varianten Schweppes Indian Tonic Water, som drikken stadig hedder i dag, blev produceret fra 1870. Første gang man kan læse om en gin og tonic med is, er i det angloindiske blad Oriental Sporting Magazine fra 1868 i forbindelse med et veloverstået hestevæddeløb. »Der var masser af væddemål, og vores ydmyge femmer blev sat på Polly (…) Høje råb på ’gin og tonic’, ’brandy og soda’ og ’cerutter’ tydede på, at festlighederne var ved at bryde op …«

Kim Walker og Mark Nesbitt: Just the Tonic. A Natural History of Tonic Water. Kew Publishing, 2019.

 

Læs også om, at der er sket noget med Ruslands alkoholkultur. Forbruget er styrtdykket, og den russiske machomand sluger ikke længere vodkashots, men lever sundt og disciplineret: »Vodkamiraklet«