Lad mig bare sige det, som det er: Historikeren Søren Mørch hører ikke til den håndsky slags. I sin nye bog, Utilsigtede hændelser, der kompletterer trilogien med Store forandringer (2009) og Vældige ting (2010), fortsætter han med at vende og dreje stort og småt i tilvirkningen af den moderne verden.
Stilen er umiskendelig. Mørchs pen er velsmurt og ladet med vitriol, vid og vederstyggeligheder. Han er en idiosynkratisk skribent, som i modsætning til mange af sine kolleger ikke er nervøs for at vise, at historievidenskab i bund og grund er en subjektiv gerning, hvor historikeren trækker sin kultur, religion, politiske grundopfattelse og normer med ind i tolkningen af fortiden.
Mørch, som er inspireret af den franske Annales-skole med dens vægt på de store sociale, mentale og økonomiske processer i historiens udvikling, er dygtig til at flette personlige elementer ind i sin formidling og på den måde tydeliggøre, at han er et produkt af sin tid.
I den ellers flimrende indledning kommer han fint rundt om sin egen fars arbejdsulykke som kaptajn og efterfølgende psykiske deroute, ligesom han i et senere afsnit beskæftiger sig med kusinen Dea Trier Mørchs kommunistiske overbevisning og en passant nævner sit første besøg i det før-revolutionære Iran i 1978 med sin hustru, daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard.
Han kommer dog også et pænt stykke ud over de snævre familierammer og byder på beskrivelser af blandt andet kulstofkredsløb, olieudvinding, tyske og russiske intellektuelle, religion i Iran og politiske magtkampe i Mozambique.
Desværre fremtræder bogen – uberoende af Mørchs misundelsesværdige formidlingstæft – som lidt af en rodebunke, der blander stedvist spændende betragtninger med mærkelige indstik og overflødige petitesser.
Det er også besynderligt, at ingen af de »utilsigtede hændelser« – i en bog, der omhandler verden, som den ser ud i sin nuværende skikkelse – synes at være foregået i de seneste ti år. Finanskrisen, eurokrisen, migrantkrisen, krigene i Mellemøsten, islamismen, Kina, Barack Obama, Donald Trump, Brexit og så videre glimrer ved deres fravær.
Men Brexit kommer alligevel ind ad bagdøren i Mørchs forsøg på at hugge Winston Churchill ned for fode, sådan som det også fremgik af et interview med ham her i bladet (29. november). Hvorfor Mørch har et horn i siden på Churchill, står ikke rigtigt klart. Måske bryder han sig ikke om »churchillismen«, den ubændige tro på et stort og stærkt Storbritannien, som Alexander Boris de Pfeffel Johnson, Churchill-biograf og omstridt nuværende premierminister, udfolder i sin bagstræberiske Brexit-kamp. I hvert fald får gamle Winston på hattepulden for at være en økonomisk fallent, psykisk ustabil og dertil tæt på uduelig, indtil han fik nøglerne til Downing Street 10, endda uden at have gjort noget for sagen.
Når Mørch skal pege på, hvordan churchillismen har fået ben at gå på, er det med en vag henvisning til, at »ellers nøgterne og velrenommerede britiske historikere som for eksempel A.J.P. Taylor« hylder Churchill som manden, der satte en stopper for nazismen. Det er – med Mørchs ord – »vitterligt vås«. Man fristes til at sige i lige måde.
Det er sandt, at den højt respekterede A.J.P. Taylor (1906-1990), som for øvrigt lå til venstre for midten, havde et blødt punkt for Churchill. Men også mere nutidige britiske historikere som Antony Beevor, Max Hastings og Richard Overy ser Churchills rolle som central for den britiske krigsindsats – uden at opkaste ham til national frelser. Ingen af de tre, der alle har stor indsigt i Anden Verdenskrig, vil bestride, at Sovjetunionen ydede krigens største ofre, og at det nazistiske Tysklands skæbne blev beseglet af Den Røde Hær.
Mørch tromler ufortrødent videre ved at affeje den britiske krigsindsats med henvisning til, at »kun« 380.000 britiske soldater mistede livet, betragteligt lavere end tabstallene for USA og især for Sovjetunionen. De blødte mere for sagen og var krigens virkelige sejrherrer. At briterne er kommet med på vinderpodiet, skyldes ifølge Mørch »Winston Leonard Spencer-Churchills snakketøj og skrivefærdighed samt en pæn portion held«. Mørch går skridtet videre og påpeger, at Storbritanniens udfordringer i efterkrigstiden med indvandring, social splittelse og Brexit er en beskeden pris for at have gennemført »et sådant kæmpe fupnummer/illusion«.
Hvilket fupnummer? At Winston Churchill i samme nu, han tiltrådte som premierminister den 10. maj 1940, erklærede, at Storbritannien må yde et offer og bekæmpe det nazistiske Tyskland? Illusion, min bare!
Læs også interviewet med Søren Mørch: »Et ganske almindeligt land«
Det ville hjælpe på sagerne, hvis Mørch var mere grundig, men det er sigende, at han konsekvent kalder Lord Halifax for »Lord Hamilton«. Sidstnævnte var en adelig skotsk RAF-chef, mens førstnævnte var udenrigsminister i 1940. Lord Halifax var uenig i Churchills kamplystne position og mente, at det var bedre med en separatfred med Tyskland. Churchill bed sig fast i bordkanten og vandt den interne strid, men tænk, hvis hans linje var blevet bortdømt. Måske havde den tyske værnemagt langt tidligere kunnet koncentrere sig om at angribe Sovjetunionen, og så havde det isolationistiske, men pro-britiske USA ikke været tvunget ud i en ny europæisk krig.
Ingen tvivl: Churchill var en mand med mange fejl, og politisk havde han lidt et par svære nederlag, men hvordan havde Europakortet mon set ud, hvis ikke han havde insisteret på, at Hitler skulle bekæmpes også vestfra?
Ifølge Mørch havde Storbritannien allerede før krigen »mistet både sin stormagtsstaus og sit imperium og var blevet reduceret til en europæisk andenrangsmagt på linje med andre andenrangsmagter«.
Hvem sagde vås? Ganske vist anerkendte det britiske udenrigsministerium i løbet af 1930rne, at USA var ved at blive den vestlige verdens mægtigste stat, men at kalde Storbritannien en »andenrangsmagt« på et tidspunkt, hvor den britiske trone fortsat var udstrakt til cirka 30 procent af verdens befolkning og knap en fjerdedel af klodens areal, er at springe to træk frem på historiens skakbræt.
Så ja, Mørch er som altid en mand af sine meningers mod, men i Utilsigtede hændelser desværre også så firkantet en polemiker, at hans bog i lange stræk er intellektuelt uinteressant.
Søren Mørch: Utilsigtede hændelser. 54 fortællinger om verden, som den blev. 544 sider. 400 kr. Politikens Forlag.
