Julegodter. Årets æske med yndlingsstykker afslører, at klimaet er helligt, mens der er knald på kønskrænkelser og jadepenisser. Og så kan den hvide jul fortsat købes, selv om den sjældent findes.

Blæk, Svik, Gak, Skær og Lokum

Blæk, Svik, Gak, Skær og Lokum Af Bo Bjørnvig

Først kom Blæksprutten i 1889, opkomlingen Svikmøllen fulgte i 1914, og endelig så Ved Julelampens Skær dagens lys i 1918, og de tre levede vi glade og fro med, indtil Lokumsbogen og At tænke sig-samlebindet Året der gak sprang op på julescenen i 1999 og 2001, og så var der fem.

De Fem var grundstammen, indtil Blæksprutten afgik ved døden i 2014, fordi for få købte den. Alligevel gav det et gib i julefolket: Kunne en så fast del af julerepertoiret sådan bare forsvinde pist væk?

Ja, det kunne den, og skal man være ærlig, var der meget skidt i juleklassikerne – eller møg i julekrybberne – de kørte for meget på rutinen og det forventede salg, folk var jo vanedyr, især i julen, på en måde, der nærmede sig noget religiøst. Varslede Blækkens ophør så julehæfternes masse­død? Frygten lurede, og måske netop derfor synes De Fires overlevelse sikret – folk giver gerne en skærv til traditionens overlevelse, når nu flere af hæfterne har været her i over 100 år. De må ikke smelte væk ligesom julesneen.

Men det er også, som om de har oppet sig i år, Svikmøllen har i hvert fald: På forsiden har Roald Als på toppen af et oversvømmet Rundetårn tegnet en rasende Pia Kjærsgaard, der råber »Klimatosser« efter Mette Frede­riksen og en knotten Greta Thunberg, hvis udtryk er hele hæftet værd. Begge sidder i samme robåd, og dermed er årets tema slået an: klima. Eller det skulle man tro, men af de 24 store helsidestegninger handler kun tre om klimaet, og de er uden ironisk bid. Klimaet er helligt.

Der er mere knald på køn og krænkelser, især udsalget af prinsens jade-penisser har fået tegnerne op at stå. Og så samtykke­underskriften inden kaneturen – hvis altså ikke kvinden erklærer sig krænkelsesparat. Ganske morsom årgang, blot kunne tegnerne godt gøre sig lidt mere umage på Roald Als-manér; mange tegner, som var det receptunderskrifter – bevidst henkastet.

At dét er tegnestilen i dag, bekræftes af bindet med Blæksprutte-tegningerne om kongehuset i over 120 år: De første 100 år er gennemtegnede, så vinder skitsen frem, som nogle behersker bedre end andre. Fem år efter aflivningen af det årlige julehæfte gør Gyldendal passende afbigt i form af en gang kongerøgelse med storartede kongelige tegninger fra årenes løb af blandt andet Alfred Schmidt, Hans Bendix, Arne Ungermann, Bo Bojesen og Mette Dreyer, hvis »skitse« af en udendørs cigaretsugende dronning rammer plet. Vores storrygende dronning inspirerer!

Ved Julelampens Skær er nok den julegodte, der sætter éns fordomme i højeste alarmberedskab, og man bliver ikke skuffet: Det emmer af julebag og forløsende jule­aftener, det sner altid i lampens skær, og så er der ingen global opvarmning her: Det frøs »et par minusgrader, tilstrækkeligt til, at de få snefnug blev liggende ...«

Illustration: Jens Hage
Illustration: Jens Hage

Den ikke helt uefne novelle »Smukke øjne« af Hans Kierkegaard er snefri indtil allersidste linje, hvor syndefaldet indtræffer: »Udenfor dalede sneen stille ned.« Så opgav jeg, for selv om julesnemiraklet kun er indtruffet ni gange siden 1915, er regnvejr stadig tabu. Så længe julen er truet, regner det, men når julen er reddet, sner det.

Og den dystre førjulestemning hører med: Lampens redaktør, Ursula Maegaard, mindes, da hun som barn gik i luciaoptog på et plejehjem, hvor nogle af de ældre beboere »sang med eller greb ud efter os. Nogle troede vitterlig, at de var blevet hentet af englenes skarer (...) en skræmmende tanke for os præpubertære piger ...«

Julehæftet er småsentimental brugslitteratur, som det egentlig er rørende, at et helt sekel ikke har kunnet tage livet af.

Illustration: Roald Als
Illustration: Roald Als

Året der gak. ATS 2019 er som julebog rettidig modgift til moderorganet Politiken og klarer omplantningen fra daglig dosis til årsdosis: »Flugtvejsskiltene er diskriminerende. En række kvinde- og LGBTUVWXYZÆØÅ-organisationer retter nu en voldsom kritik imod de gængse skilte (...) ’Skiltene forestiller en mand, der flygter (...) Vi må kræve, at personen på piktogrammet som minimum forsynes med bryster eller en dametaske. Ellers vil vi overveje at boykotte flugtvejene.’«

Platte vitser har fast ophold: »Disintegrations­­­­ministeriet gør nye stats­borgere opmærksom på, at trykkefriheden ikke længere gælder for håndtryk.«

Og navneforbistring udøves til ug: Racismus Paludan, Uwe Mad Max Jensen, Sam Manskidesour, Theresa Mayday, Stram Buks, Suicidaldemokratiet, Muslimsk Trusselssamfund, Tortour de France, Venstres næstenformand og så videre.

Endelig meddeler PostNord: »Da vores kunder i stigende omfang ønsker at få ud­leveret deres pakker, udvider vi nu antallet af pakkeudleveringssteder.« Aktuelt her til jul, hvis man ellers kan finde udleveringsstederne i supermarkedernes fjerneste hjørner.

Måske ved siden af toilettet, hvor man i Lokumsbogen kan læse om Tintin og hans skaber Hergé og se et foto af en 15-årig Palle Huld, som avisen Politiken sendte jorden rundt i 1928, hvilket inspirerede Hergé til Tintin-figuren. Dén historie kan vi godt lide, os der blev opfostret med hårtoppen.

Illustration: Bob Katzenelson
Illustration: Bob Katzenelson

Det er 68-generationen, der dyrkes, så selvfølgelig celebreres 50-året for »alle musikfestivalers moder«, Woodstock, med en gennemgang af samtlige musiknumre, der blev spillet på festivalen. Den liste fylder en fjerdedel af bogen, og ungdomsoprørsgenerationen må knibe en tåre, for de er der allesammen – The Incredible Stringband, Grateful Dead, The Who, Jefferson Airplane, The Band, Crosby, Stills, Nash & Young, Jimi Hendrix og så videre. Hvilke dage!

Bogens serier af gamle malerier ville være interessante, hvis de ikke forsvandt ind i det dårlige tryks skygger. Så står et foto af 12 høje køleskabe med glasdøre klarere – de indholder kun snus, for så vildt et udbud kræver vores svenske naboer. Underholdende indimellem, ja, men også lidt sjusket: Oplysninger om de mange skønmalerier mangler, og hvorfor er et foto af en måge interessant?

Det var årets høst, De Fire blev nok en gang til De Fem, da Blæksprutten gentog sig selv. Skulle denne anmeldelses gamle nisse vælge, ville han gribe Svik og Blæk først, så ATS, og hvis han faldt over Lampen og Lokumsbogen, ville han da kigge i dem for at få tiden til at gå. Og overveje, om sidstnævntes redaktører har en forudanelse, når de skriver: »Samtlige fejl, mangler og deciderede dumheder er naturligvis tilsigtede.«

Illustration: Roald Als
Illustration: Roald Als

Jan Hedegaard og Stig Nielsen (red.): Svik­møllen. 48 sider. 99,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Ole Knudsen og Anitta Aaen Sundby (red.): Blæksprutten og Kongehuset. 99 sider. 199,95 kr. Gyldendal.
Ole Rasmussen og Gorm Vølver: Året der gak. ATS 2019. 192 sider. 149,95 kr. Politikens Forlag.
Ursula Maegaard (red.): Ved Julelampens Skær 2019. 122 sider. 99,95 kr. Grønvald Fynbos Forlag.
Ole Knudsen og Mons René Andersen (red.): Lokumsbogen 2020. 192 sider. 99,95 kr. Gyldendal.

Side 37