Klumme. Der er dem, der nørder med træstammernes epifytiske mosser, og dem, der kan identificere en svamp ud fra frugtlegemets klæbrighed. De er naturnørder: sære mennesker, som bruger deres tid på at bevidne udfoldelsen af livets unyttige mirakel.
De sande tosser
Betegnelsen »klimatosse« er blevet et adelsmærke efter Dansk Folkepartis europæiske nedsmeltning og Pia Kjærsgaards frustrerede udfald mod den påtrængende grønne dagsorden. Nu erklærer høj og lav sig som klimatosser, hvis de er bekymrede over den globale opvarmning og politikernes manglende vilje til at leve op til Paris-aftalens mål.
Det er meget sjovt, men strengt taget usandt. De vælgere, som kræver politisk handling, har jo bare lyttet til IPCC, som baserer deres modeller og anbefalinger på målinger af temperaturer, iskapper, havstigninger og atmosfærekemi. Så der er vel snarere tale om rettidig omhu end om tosserier, når vælgerne insisterer på forsigtighedsprincippet og den nødvendige politiske handling?
Del: