Teorien om kulturel kapital var som skabt til efterkrigstidens horder af studerende, der som første generation i familien kom på universitet. Her kunne de på første hånd konstatere, at uligheden i samfundet ikke var væk, selvom den brede befolkning havde fået adgang til uddannelsessystemet. Nok befandt høj og lav sig skulder ved skulder i klasseværelser og auditorier, men folk fra »bedre hjem« havde stadig et usynligt forspring, fordi de havde læst den gode litteratur, set de rigtige teaterstykker og havde dannelsens uudtalte spillerregler indgraveret i kroppen.

Det var den franske sociolog Pierre Bourdieu, der talte om, at nogle børn havde en opsparing af kulturel kapital med sig – en kulturel ballast, der muligvis ikke kunne sættes direkte ind på bankbogen, men alligevel under de rette forhold kunne byttes til velstand. Det var særligt lærerne, der vekslede de dannede børns kulturelle kapital til mere håndgribelige gevinster, påpegede Bourdieu, der selv var søn af en landpost. Når de kulturvante elever luftede deres viden om litteratur eller dramatik, tolkede lærerne – med deres middelklassebaggrund og ivrige kulturinteresse – det fejlagtigt som et udtryk for dygtighed.