Finanslov 2020. De radikale kalkerer Dansk Folkeparti og får indrømmelser på udlændingeområdet. Små, men tydelige. Alle får mere velfærd, højere skatter og et grønnere Danmark.
Tvunget venskab
Alle husker vist fra foråret Morten Østergaards svømmetur ud til øen Lindholm iført velsiddende våddragt, mens han svømmetag for svømmetag demonstrerede mod den fæle symbolpolitik, der udgik fra den daværende regering. Mange erindrer nok også hans ekskursion ud i det fremmede land Vollsmose året før medbringende en rullekuffert med skiftetøj til et par døgns overnatning i det ukendte.
Tirsdag tidlig formiddag i denne uge demonstrerede det lille støtteparti med den store selvfølelse igen sin sans for symboler. Man havde forlagt sin præsentation af finansloven for 2020 til De Forenede Dampvaskeriers produktionshal i Skovlunde, fjernt fra Slotsholmen, hvor magt og midler ellers distribueres. Det var ikke nogen dum idé.
Del:
