Abdelaziz Saleh Al-Anesi står i fløjens fjerneste hjørne. Han flakker manisk med øjnene og inviterer os ind på sit tomandsværelse. Et sort kors dominerer den afskallede bagvæg.
»Jeg er træt, de har givet mig medicin, jeg spiser al medicin desværre. Jeg vil gerne snakke med mig selv her alene, og jeg snakker med mig selv, men der kommer personer hele tiden. Jeg har papir fra psykolog, fra psykiatrien ...«
Han taler ustoppeligt om dokumenter, om at blive beskyldt for at være iraker, men han er født i Kuwait, siger han, han er statsløs, han er kristen, han er psykisk syg. Han løfter op i trøjen og viser, hvad der ligner to uheldigt helede skudsår. »De skød min mor i Kuwait.«
Udlændingecenter Ellebæk har plads til 136 ikke-kriminelle afviste asylansøgere, der alle skal ud af Danmark. For at forhindre dem i at gå under jorden inden lever de bag meterhøje dobbelthegn, pigtråd og tremmedøre for enden af hver fløj.
Der er to fortællinger om det hermetisk lukkede kompleks godt 30 kilometer nord for København: Den ene handler om en statistisk succes, hvor myndighederne lykkes med at sende de fleste frihedsberøvede hjem på et tidspunkt. I 2018 gjaldt det 87 procent af de 953 personer, som Nordsjællands Politi havde frihedsberøvet i løbet af året.
Den anden fortælling berettes af dem, der ser Ellebæk som et tegn på, hvor langt dansk asylpolitik er sunket. Hvor blandt andet frihedsberøvelsen, som er en af politikernes »motivationsfremmende foranstaltninger«, der skal få de afviste til at forlade landet, er taget til det ekstreme. I Ellebæk holdes »afviste asylansøgere bogstaveligt talt fanget i nedslidte gamle fængselsbygninger«, forklarede DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur – og Amnesty i april: »Stedet er overfyldt og underbemandet. Adgang til lægehjælp er mangelfuld, og mange af ’beboerne’ har psykiske lidelser.«
I Udrejsecenter Sjælsmark, to kilometer derfra, skal børnefamilierne flytte ud efter fakkeloptog og historier om traumatiserende tilstande. Men Ellebæk er gået under radaren, selvom forholdene ifølge kritikerne skraber bunden. »Det her er jo ikke et tag selv-bord. Det her er endestationen i Danmark,« lød Inger Støjbergs kommentar til TV2.
Er den nedre grænse nået?
Et hemmeligt fængsel
»Kom og tal med mig« og »se, han er syg,« bønfalder de fra værelserne, hvor de bor sammen to til fire. »Det her er et hemmeligt fængsel,« råber en anden, mens vi passerer hans vindue. Desperationen er overalt at høre, og det kan være svært at verificere de frihedsberøvedes udlægning af forholdene i Ellebæk og historien om, hvorfor de er endt her.
»Beboerne har en agenda over for journalisterne, nemlig at nedgøre det og få så meget hjælp som muligt. Jeg siger ikke, de gør noget forkert, men de gør det for deres egen sag,« siger fængselsbetjent Jan Zachariassen.
Sikkert er det, at aggressioner er dagligdag. Nogle vender den udad, andre skærer sig med ødelagte tallerkener og barberblade. I sommer påbød Ombudsmanden at dække fritlagte rør i loftet til, efter en »indsat havde forsøgt at begå selvmord ved at hænge sig i et stykke sengetøj«. I løbet af fem år havde der været syv tilfælde af fuldbyrdelse og forsøg på selvmord.
Det er lovgivningen og dermed politikerne, der dikterer forholdene, og politiet, der varetager udsendelserne. Men det er fængselsbetjentene, som låser dørene hver dag.
»Det skal man kunne klare uden at have et alt for blødt hjerte. Kunne se realistisk på det og eksekvere og skubbe ansvaret hen på de regler, som samfundet har lavet. Min mening i det private er sådan set ligegyldig for mit arbejde,« siger Zachariassen.
Ventesal i nord
Safeer Hamid er klædt i en sportsjakke for Aggersund IF og piller nervøst ved en sølvfarvet bedekrans, mens han taler. Han er iraker og yazidi, siger han, og bange for at vende hjem til et land, hvor Islamisk Stat har slået hans folk ihjel. De sidste to måneder har han boet på Ellebæk og før det på et asylcenter nær Aalborg.
»Jeg lavede aldrig problemer. Jeg købte altid billet, når jeg skulle med toget, jeg sloges aldrig med andre, og da politiet tog mig hertil, forsøgte jeg ikke at flygte. Hvis jeg kommer hjem til Irak, dør jeg,« siger han.
»Jeg er ikke kriminel. Men hvis jeg er her længere, bliver jeg det. Jeg stoler ikke på mig selv, for det roder med min psyke.«
I gennemsnit bor Ellebæks afviste asylansøgere her i 26 dage. Nogle en enkelt nat, andre i månedsvis, på papiret maksimalt i halvandet år, men i få tilfælde kan der gå længere tid. Det gælder dem, hvis hjemlande ikke vil tage imod dem, og dem, der modsætter sig udsendelse som Safeer.
»Jeg gjorde alt det rigtige, alt, hvad de sagde, jeg skulle. Undtagen en ting. Jeg sagde, at jeg ikke ville tilbage.«
Ved hans side i sengen sidder 18-årige Ahmed Sayer Mezher. Han er statsløs fra Kuwait, siger han, og har været her knap fire måneder.
»Vi venter, venter og venter. Vi arbejder i køkkenet, sover, arbejder og sover. Hver gang siger dommerne; en måned mere, en måned mere. Men hvorfor, når jeg ikke har gjort noget kriminelt?« siger han. Safeer bryder ind:
»Vi vil gerne arbejde og betale skat til Danmark. Vi arbejder også herinde ligesom dig og alle andre. Men du er et menneske, når du bevæger dig udenfor. Vi er dyr. Danskere har deres hunde, som de går tur med hver dag, men vi kan ikke gå frit.«
Udlændingelovens paragraf 36 giver hjemmel til at frihedsberøve ikke-kriminelle afviste asylansøgere med det formål at motivere dem til frivillig hjemrejse. Hver fjerde uge fremstilles deres sag for retten, hvor en dommer beslutter, om frihedsberøvelsen skal forlænges. Indtil da kan de arbejde i køkkenet eller produktionen til en ugentlig »dusør« på 350 til 500 kr. De bruges på kiks, chips eller cigaretter til en af dagens to rygepauser. Eller et telekort til mønttelefonen på gangen. Kameraer og mobiltelefoner er bandlyste. Straffen for at være i besiddelse af én er 15 dage i isolation.
Mange af de frihedsberøvede døjer med psykiske og fysiske mén som følge af et misbrug, siger sygeplejerske Maria Mortensen. Andre har PTSD, og i 2013 vurderede Amnesty, at det gjaldt en tredjedel af de undersøgte. Hun ville gerne have »mere tid hos de indsatte« og så gerne, at der »ikke blev stuvet så mange mennesker sammen i de enkelte fløje«, men ressourcerne er knappe.
Sygeplejerskerne og lægerne tilser de frihedsberøvede og tilbyder medicin til dem, der ikke kan sove, kamfercreme og psykomotorisk træning til dem, der har ondt i musklerne, og spreder lidt »fis og ballade ind i en verden, hvor de ikke ved, hvor de skal hen,« som hun siger.
»Det er jo en voldsom oplevelse for dem, som aldrig har siddet i fængsel, og det kan få store konsekvenser. Særligt fordi der oftest ikke er en slutdato. De hemmelige udsendelser om natten er noget af det værste. Frygten i øjnene på de indsatte, som ikke ved, om de bliver hentet,« siger hun.
Andre gange får personalet at vide, hvornår det sker.
»Vi må ikke forberede dem, for de må ikke vide det. En gravid somalisk kvinde spurgte mig en dag: ’Tror du også, de tager mig?’ Jeg var jo nødt til at sige, at det vidste jeg ikke, selvom det ikke var sandt.«
Et evigt Ellebæk
Mændene taler i munden på hinanden om »spøgelsesadvokater«, om et løgnagtigt system, om en krop og psyke i opløsning. Ellebæks kvinder i bygning 64 er mere lavmålte, og omgivelserne er mindre slidte. De unge halvløber om fællesrummets bordtennisbord, resten sidder i tunge sofaer foran TVet.
»De sagde, at de ville afgøre min sag den 18. november. Det er fire dage siden. De forhandler med Tyskland og Sverige om, hvem der skal tage mig. Hvor de vil deportere dyret hen,« siger brasiliansk-libanesiske Isa Danije.
Hun har været her én måned og fire dage, men har levet under jorden i Europa i seks år, siger hun.
»Jeg vil ikke have noget af Danmark. Jeg var på vej til Sverige, hvor folk har mere værdighed. Mange, der bor her, har ikke råd til at ringe hjem til deres familier. Det er dyrt. Jeg har ikke lyst, for så ville de få at vide, at jeg sidder i fængsel.«
28-årige Jacinta fra Ækvatorialguinea, der ellers har undveget samtalen og sippet til aftensmaden serveret i en sort plastikbakke, blander sig.
»Der er mennesker her, som har mistet seks måneder af deres liv. Et halvt år, hvor du kunne komme videre i dit liv og udvikle dig. Det er ikke som i et almindeligt fængsel, hvor du afsoner din straf, og så løslader de dig. Her ender det med, at du bliver deporteret,« siger hun.
»Der er mange, som hellere vil være her end at vende hjem. Jeg vil hellere tilbage til Spanien, hvor jeg var før, for der behandler de os som deres egne. Nok fordi de koloniserede os.«
Snart skal Ellebæk udbygges med 56 flere sengepladser. Pædagogiske assistenter skal lave aktiviteter med de frihedsberøvede, så de er mindre nede på fløjene. Der kommer andet inventar, bliver malet og lagt nye gulve. Lappeløsninger på et system, der er succesfuldt, men menneskeligt uværdigt, lyder kritikken.
»En afrikansk kvinde sagde til os, at andagten var det eneste lyspunkt i hele ugen. Så er tilværelsen altså virkelig ringe,« siger Jens Kenneth, som sammen med sognepræst Per Bohlbro fra Grønnevang Kirke besøger de frihedsberøvede og arrangerer andagter for Ellebæks katolikker, muslimer, kristne, buddhister og hinduister.
»Vi har fået lavet de her altertavler,« siger Bohlbro. Han viser en række udskårne trætableauer frem med keramiske hænder og hjerter på toppen. Dem stiller de på et lille sofabord og forvandler lokalet, der konnoterer mere kommune end kirke, til et interimistisk helligt rum.
»Her er skæbner, som er syge og ved at bryde ned. Nogle med lidelser fra før, men det her fængsel gør det jo ikke nemmere at lide af PTSD eller at have været udsat for tortur.«
For nogle bliver Ellebæk det sidste stop i Danmark. For en etiopisk mand blev det endegyldigt. Han havde rakket rundt i Europa, havde et barn i Tyskland og var nu endt i Ellebæk, siger Per Bohlbro. En dag ringede etiopierens værelseskammerat og fortalte, at han havde taget sit eget liv efter meldingen om, at han ikke ville blive sendt til Tyskland, men tilbage til fødelandet.
»Og så kan man jo diskutere frem og tilbage, om det er en rigtig eller forkert beslutning, men det er jo et menneske.«
Nu ligger han begravet på Skanse Kirkegård i Hillerød.
»Vi har nok også et Ellebæk om ti år, for vi kan ikke have et land med tusindvis af mennesker under jorden,« siger Jens Kenneth.
»Jeg kan godt forstå, at nogle skal sendes ud. Men det her er det sidste visitkort, de får fra Danmark.«
