Nye neuroner

Danner vi nye neuroner livet igennem? Spørgsmålet har delt vandene blandt alverdens hjerneforskere i årtier. Der er enighed om, at mange af vores hjerneceller allerede er på plads ved fødslen, ligesom det skulle være sikkert og vist, at hjernen fremstiller nye neuroner – såkaldt neurogenese – i løbet af barndommen. Til gengæld er der stor uenighed om, hvorvidt denne udvikling ophører i teenagealderen eller pågår livet ud.

Så sent som i marts sidste år viste et stærkt omtalt studie af hjernevæv fra 59 afdøde personer i alderen nul til 77 år, at fremstillingen af nye neuroner i hippocampus – hjernens hukommelsescenter – ophører omkring 13-års-alderen. Studiet blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature.