SoMe. Det skal ikke være it-virksomheder, der styrer den demokratiske debat på sociale medier. Rammerne skal sættes af »folk, der står til ansvar over for vælgerne, frem for af private virksomheder,« lyder det for første gang i Danmark fra Facebook.

Vi vil faktisk gerne reguleres

Vi vil faktisk gerne reguleres

 

Af Peter Münster, nordisk kommunikationschef, og Martin Ruby, nordisk chef for public policy, begge hos Facebook.

De seneste uger har flere sat spørgsmålstegn ved, hvor meget ansvar Facebook tager for voldeligt og hadefuldt indhold på vores platforme. Senest har sagen været drøftet i Folketingets Kulturudvalg, hvor justitsminister Nick Hækkerup i et åbent samråd pointerede, at regeringen kommer til at se på, om de krav, der stilles til teknologivirksomheder som Facebook, stemmer overens med den betydning, som disse virksomheder har fået i det danske samfund.

Spørgsmålene om distribution af hadefuldt indhold og Facebooks betydning og indflydelse i demokratiske samfund er legitime, og dem vil vi gerne være med til at belyse. Men vi håber også at kunne starte en bredere og mere nuanceret debat af to overordnede spørgsmål:

Hvad er det for regler, vi som samfund ønsker skal gælde for de offentlige rum på internettet – og hvem har ret til at lave dem?

Lad os begynde med følgende udsagn: Vi vil faktisk gerne reguleres. Det kan måske lyde besynderligt, når en global virksomhed ligefrem beder om flere regler, men her er grunden:

Facebook er stadig en meget ung virksomhed. Vi er vokset med en enorm hastighed i et terræn, som ingen har stået i før os. Et lidt pudsigt faktum: Roger Federer har ligget i toppen af international tennis længere, end Facebook har eksisteret.

Når det er sagt, så har meget af den kritik, der har været rettet mod Facebook de seneste år, været lige så retfærdig, som den har været barsk.

Vi har begået fejl, og vi har opdaget utilsigtede konsekvenser – men vi er blevet klogere af fejlene, og vi står ved vores ansvar.

Der har – overraskende, måske – aldrig været en masterplan for, hvordan vi skulle nå hertil. Kort fortalt åbnede internettet mulighed for en helt ny form for kommunikation, og Facebook bidrog ved at gøre den kommunikation let.

Den menneskelige drift mod kontakt, fællesskab og samhørighed fik frie tøjler på Facebooks åbne platform. Og samtidig med, at platformen understøttede nogle grundlæggende menneskelige behov, fik den luft under vingerne af en eksplosiv udvikling inden for mobilteknologien.

Sammenlignet med tidligere tiders teknologiske revolutioner har udviklingen af internettet bevæget sig med lysets hast. Femten år er i virkeligheden ikke ret lang tid. De fleste af os havde ikke en mobiltelefon for 20 år siden, og selv for ti år siden havde de færreste af os en smartphone.

Sociale medier er nye platforme, nye teknologier, der gør det muligt for os at holde kontakten med dem, vi ellers ville være gledet fra. Det er i høj grad de sociale mediers fortjeneste, at sønner og døtre stadig kan være en del af hverdagens samtaler i familien, selvom de flytter langt væk fra deres forældres nærområde. Gamle venner, soldaterkammerater, fætre og kusiner kan holde kontakten, og folk kan mødes om selv de mest snævre interessefællesskaber på tværs af geografiske og kulturelle skel.

På tværs af alle Facebooks services bliver vi brugt af flere end 2,7 milliarder mennesker hver eneste måned. Det er rigtig, rigtig mange mennesker.

Men ud over at antallet alene skaber en enorm kompleksitet, så finder vi også os selv midt i rigtig mange menneskelige problemstillinger. Hvis det sker i folks liv, må vi forvente, at det også kan findes på vores platforme. Træder man et skridt tilbage og betragter det samlet, er det klart for alle, at vi står med både en unik udfordring og et unikt ansvar.

Udfordringen består først og fremmest i, at sociale medier har en iboende og uomgængelig menneskelig komponent. For selvom det er os hos Facebook, der skaber teknologierne, er det mennesker, der møder hinanden, finder på noget at dele og lægger det op, og som flytter grænserne for, hvordan vi alle sammen kommunikerer med hinanden.

Den menneskelige komponent betyder, at vores tjenester på én og samme tid bliver velsignet og udfordret af nogle helt grundlæggende træk i den menneskelige natur. En ubekvem, men uundgåelig sandhed: Hvis man skaber et socialt rum for flere milliarder mennesker, får man ikke kun det bedste af sine medmennesker at se – man skal også være klar til at håndtere noget af det værste, som mennesker kan finde på.

Det er fra denne dobbeltsidede dynamik, at vi får overdraget et helt unikt ansvar:

Samtidig med, at vi investerer et tocifret milliardbeløb hvert år på at bekæmpe skadeligt indhold og misbrug af platformen, skal vi arbejde lige så fokuseret på at beskytte de mange unikke kvaliteter, som vores platforme tilbyder, herunder især at alle nu har en stemme, så de kan sige, hvad de mener, uden at skulle spørge om lov først.

Hver eneste gang vi regulerer indhold, er det vores ansvar at ramme en kompleks balance mellem hensynet til ytringsfriheden og vores ansvar for, at vores platform ikke bliver misbrugt til at gøre folk mindre sikre.

At sætte rammerne for en global samtale mellem flere milliarder mennesker rejser mange svære dilemmaer. Hvor trækker vi for eksempel grænserne for, hvad man må sige på Facebook? Det, der synes som harmløs satire i et trygt og fredeligt land som Danmark, kan nemt fremstå hadefuldt eller som en opfordring til vold andre steder i verden.

De nuværende rammer for ytringsfriheden på Facebook er fastlagt af os selv, fordi Facebook er vores ansvar. Hvor end vi vælger at trække grænsen, vil det være genstand for debat. Og det med rette, for det er store beslutninger for en privat virksomhed at skulle træffe på egen hånd.

Derfor er vi ved at skabe et forum for et uafhængigt tilsyn, hvis beslutninger er transparente og bindende, og som brugere kan anke vores beslutninger om for eksempel skadeligt indhold til.

Og derfor har vi også forpligtet os til kvartalsvis afrapportering af, hvor meget indhold vi har fjernet på tværs af forskellige kategorier af indhold.

Af vores seneste transparensrapport fremgår det, at langt det meste af alt det indhold, vores medarbejdere har fjernet, blev identificeret proaktivt af vores systemer via kunstig intelligens.

Men selvom vi gør tydelige fremskridt i at holde Facebook fri for skadeligt indhold, er det også åbenbart, at vi nok aldrig vil kunne opstille et regelsæt, som alle vil være enige i.

Og det er her, regulering kommer ind i billedet. For det vil naturligvis være godt, hvis beslutninger som disse blev truffet af folk, der står til ansvar over for vælgerne, frem for af private virksomheder. Skal en privat virksomhed virkelig have ansvar for at afgøre, hvem der har lov til at deltage i debatten omkring et demokratisk valg, og hvem der ikke har?

Og skal private virksomheder virkelig være dommere over, hvad der er legitime politiske udsagn?

Mens internettets første fase gav os adgang til alverdens information, gav den næste fase os adgang til hinanden. Til at skabe kontakt og finde fællesskaber på trods af forskelligheder og geografi. Og det er helt afgørende, at vi holder fast i netop det.

Internettet er ved at modnes. Mere end nogensinde før er vi bevidste om de frisættende kvaliteter, som en hurtig, åben og tilgængelig verden online tilbyder, ligesom vi mere end nogensinde før er bevidste om de risici, selvsamme verden indebærer.

Den næste fase bør derfor være at sikre et internet, hvor brugerne nyder både frihed og beskyttelse. Hvor de muligheder, der skabes, er tilgængelige for alle, og hvor de risici, vi nu er bevidste om, minimeres.

Disse beslutninger bør ikke overlades til private virksomheder at træffe på egen hånd. Regeringer og parlamenter er også nødt til at opsøge disse problemstillinger.

Sammen skal vi debattere og nå til enighed om det helt fundamentale spørgsmål: Hvad er det for et internet, vi gerne vil have? Og derefter må vi samarbejde om at omskrive de eksisterende regler, så vi får, hvad vi ønsker.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også interviewet med Roger McNamee, der var mentor for Mark Zuckerberg, men nu har vendt sig mod sit livs investering: »Alle tiders monster«

Side 15



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter