Leder.

Uduelighed

Uduelighed Af Klaus Wivel

CORBYN taber valget i Storbritannien den 12. december. Labour-lederen halter langt efter i meningsmålingerne, og selv hans egne partifæller er for længst begyndt at undsige ham. For et par uger siden forlod den tidligere Labour-minister Ian Austin således sit eget parti, som han havde været medlem af hele livet, med en tårevædet anbefaling om at stemme på De Konservatives leder og premierminister Boris Johnson. Corbyn har »forgiftet Labour« og er »uegnet til at lede landet«. Han har brugt hele sin karriere på at forsvare Storbritanniens fjender, deriblandt »terrorister og jødehadere«, lød det fra Austin.

ER valget blevet et spørgsmål om Corbyns moralske dømmekraft og ikke om hans politiske reformer, er det i høj grad Labour-lederens egen skyld. Nålen i Corbyns politiske kompas har altid peget mod enhver tredjerangstyran rundtomkring på kloden, som erklærede sig som USAs fjende. Han har hyldet Venezuelas nu afdøde præsident Hugo Chávez som et ikon for venstrefløjen i Vesten, mens landets mange ofre har lyttet forgæves, hvis de ønskede et trøstende ord fra Corbyn. Labour-lederen har taget imod penge for at deltage i iransk tv, og Ruslands Putin og Syriens al-Assad har Corbyn heller ikke kunnet finde det store at udsætte på.

ANTISEMITISMENS plage i partiet er dog især rodfæstet i den alliance, som Corbyn og den fløj i partiet, han har ført til magten, har fået med islamister. Den ret ukendte Corbyn steg i graderne i opposition til forgængeren Tony Blairs fatale Irak-krig og mere Israel-venlige sindelag, og det gjorde han ved at knytte venskaber med militante islamistiske bevægelser som Hizbollah og Hamas. Sidstnævnte har han endda hævdet arbejder for »social retfærdighed«. Der burde ikke være nogen fællesmængde mellem en britisk venstrefløj, der hylder kvinders og homoseksuelles rettigheder, og bloddryppende islamister, der har Zions Vises Protokoller indskrevet i deres charter. Men den gensidige foragt for USA og Israel var nok.

NYTTIGE forklaringer lykkedes det heller ikke Corbyn at komme med, da han på BBC i tirsdags fik endnu en mulighed for at udrede sit betændte forhold til Storbritanniens jøder, som har ført til, at Labour som det første parti i landets historie er blevet genstand for undersøgelser af parlamentets egen Equality and Human Rights Commission. Labour var ellers i årene efter Anden Verdenskrig primært det parti, jøderne stemte på. I dag er antallet af jødiske Labour-vælgere styrtdykket til seks procent, mens 47 procent af den jødiske befolkning har sagt, at de »seriøst vil overveje« at forlade landet, hvis Corbyn bliver ny premierminister. Intervieweren gav tirsdag Corbyn rig mulighed for at undskylde over for Storbritanniens jøder. Det kunne partilederen ikke få sig selv til og afviste samtidig enhver anklage om, at Labour har undladt at gøre op med jødehadet i partiet.

IDIOT er den, der påstår sig blind, selv efter at problemets omfang er blevet synligt for enhver. Den egentlige skandale på Storbritanniens venstrefløj er, at denne mand overhovedet har været i nærheden af at blive landets leder. Hans ansvar for både Brexit og landets politiske elendighed er enormt. Der forestår et langt, smertefuldt selvopgør i det gamle arbejderparti.

 

Læs også denne uges reportage af Mette Rodgers om det britiske valg: »Toryernes hamskifte«

Læs også om Labour-støtternes reaktion på Jeremy Corbyns foretrukne Brexit-politik: »Neutralitet gør ingen glade«

Side 14