Leder.

Arvesynden

Arvesynden Af Martin Krasnik

JØDEHAD er Europas arvesynd. Hadet til jøderne er en almentilstand, der fandtes, længe før man overhovedet talte om europæere. Jødeforfølgelse har eksisteret siden Antikken og er kommet til udtryk i alle europæiske folkeslag siden. Jødehadet har altid været der; det er aldrig forsvundet. Det er ikke noget, Europas jøder går og glemmer. At der i Danmark findes nazister, der er parat til at skænde jødiske gravsteder og sætte gule stjerner op på jøders boliger, kommer derfor ikke bag på danske jøder. Det mærkelige er, at alle andre virker så overraskede.

HANDLER ugens vrede reaktioner om, at det kæmpestore flertal i Danmark finder forfølgelse af jøder uhyrligt, er det naturligvis meget positivt. Som Herbert Pundik har sagt det – måske med antydningen af håb i stemmen – er der antisemitter i Danmark, men ingen antisemitisme. I hvert fald ikke i en grad, der kan sammenlignes med resten af Europa. Men ugens hændelse minder om, at der er danske antisemitter i et antal, der nok overstiger manges forestillinger.

IKKE så snart kom der jøder til Danmark i begyndelsen af 1600-tallet, før antisemitterne meldte sig. Naturligvis: Jødehadet er dybt forankret i kristendommen og hentede efterhånden næring i både sociale fordomme og raceideologi, senere i antizionismen. Jøderne har alle dage udtrykt det fremmede, og jødehadet har inkarneret holdningen til alt anderledes. Deraf det evige ønske om at mærke jøderne, med hatte, armbind og stjerner. Det er racismens og xenofobiens urkraft, også i Danmark. For præcis 200 år siden – i efteråret 1819 – udbrød en pogrom i Danmark, hvor pøbel gik til angreb på jøder og jødiske butikker. I 1920rne og 1930rne begyndte jødehadet at brede sig fra Tyskland. Fra 1980erne blev det nødvendigt at pakke den jødiske skole ind i pigtråd og høje mure. I dag er de jødiske institutioner bevogtet af kampklædte soldater.

OM de danske jøder kan man heldigvis sige, at de har været forskånet for deres europæiske trosfællers forfærdelige historie. Men det skyldes ikke, at Danmark er en helt utrolig undtagelse, det eneste land i verden, hvor der ikke findes antisemitisme. Årsagen er, at det omgivende samfund og dets institutioner har sagt nej. At ledende kræfter aldrig har brugt jødehadet til at mobilisere eller skabe splid og had. Og at myndighederne er gået langt for at beskytte jøderne. I 1819 satte kong Frederik 6. hæren ind med besked om at kvæle de anti-jødiske optøjer, koste hvad det ville. I det tyvende århundrede sagde de fleste politiske institutioner fra over for jødehad. Fra 1970erne afviste Socialdemokratiet den hykleriske antizionisme, ligesom højrefløjen i det store og hele har afvist nazistiske tendenser.

JØDERNE i Danmark blev i denne uge udsat for ond, gammeldags, europæisk nazisme, den slags, der finder jødisk eksistens utilstedelig. Det skete på årsdagen for Krystalnatten i 1938, hvor tyske jøder blev udsat for myndighedernes overgreb og for deres ikke-jødiske medborgeres og naboers chokerende passivitet. Jødehad handler ikke om jøder, men om alle andre: om naboerne, om deres bekendte, om kollegerne, om samfundets institutioner, helt op til toppen. Jødehadet findes, også i Danmark, og det er der ingen grund til at overraskes over. Det afgørende er, at vi som samfund forstår vores unikke historie og siger nej; at naboer, bekendte og medborgere siger nej. Og at politikerne siger nej til eftergivenhed og den opfattelse, at ugens vandalisering nok er en ærgerlig undtagelse. For overgrebene mod jøderne vil ske igen. Spørgsmålet er – som altid – hvad alle andre vil gøre ved det.

 

Læs også reportagen om gravskændingen af den mosaiske gravplads i Randers: »Den kronjyske davidsstjerne«

Side 14