SKØRPING. Jeg går ind i et hul i en skovklædt bakkeskråning og befinder mig pludselig i en stringent verden, hvor intet, lige ud over placeringen af de overvintrende flagermus, synes overladt til tilfældighederne. En lang, hvidmalet buegang med kraftige afstivere og jævnt betongulv snor sig videre ind i bakkens indre, og jo længere jeg kommer ind, desto mere føles det som at befinde sig i en dystopisk film. Helt forkert er det ikke.

For dette anlæg er først og fremmest et udtryk for forestillingskraften. De mennesker, der i sin tid udtænkte det, havde billeder af død og ødelæggelse på nethinden, tæppebombardementer, atomangreb og fjender, der rullede ind over grænsen. I den »film« skulle dette sted være demokratiets sidste bastion.