Nu kommer tv-serien om Kim Wall. Det var forudsigeligt. Vi så det komme allerede i den første tid efter mordet: Sagen var farverig, bestialsk, indeholdt en ubåd, en galning, en smuk pige.
Kun få måneder efter, at Kim Walls morder fik sin dom, gik tv-selskaberne MISO og OUTLINE ud til offentligheden med planerne om en serie. Nu er rollelisten så klar – et stjernebesat hold sammensat af svenske og danske skuespillere med Pilou Asbæk og Søren Malling i bærende roller. Man ser dem for sig med hver sin takeaway-kaffekop i hånden og en politiafspærring bag sig. Det ligner noget, vi har set før, og det skaber tryghed, også hos de internationale indkøbere. Serien har allerede fået den engelske titel The Investigation. Ambitionerne om et internationalt hit er slet skjulte, og hvorfor skulle de også være andet?
Tobias Lindholm er en respekteret prisbelønnet filminstruktør, der med sin baggrund i dokumentargenren synes at blåstemple projektet. Alt virker lødigt. Pressemeddelelsen kan fortælle, at Kim Walls forældre har givet deres samtykke og fungerer som en slags konsulenter på serien. Projektet vil ikke beskæftige sig med selve mordets voldelige detaljer, ja faktisk er karakteren Peter Madsen slet ikke med. Det kunstneriske hold vil koncentrere sig om sagens mere intellektuelt vedkommende del, efterforskningen.
Hvem kan dog være kritiske over for et kvalitetsprodukt som dette?
FØRST og fremmest kunne man sige, at det er meget tidligt efter Kim Walls død. Efter Holocaust gik der mange årtier, før nogen turde dramatisere emnet. 9/11 var også urørlig i en periode, for normalt er der en slags sørgetid, en uskreven regel om, at man giver tid, før man udfolder sin kreativitet oven på store tragedier. For at udvise respekt for de døde og deres pårørende. Senere kan gribbene så gå på rov og lave deres filmatiseringer, bogudgivelser, podcasts.
Men vi befinder os på en etisk glidebane, der begyndte for nogle år siden i forbindelse med fænomenet true crime: en kriminalgenre, der beskæftiger sig med virkelige ofre, virkelige mordere og virkelige pårørende. Først kom This American Lifes podcasthit Serial (2014) – en dokumentarserie om mordet på en gymnasiepige. Siden fulgte The Jinx, Making a murderer samt serier om O.J. Simpson og Gianni Versace, inden podcastmediet gik amok med Amagermanden, True Crime all the time, Broken Hearts og Minds of Madness. Også bogbranchen, der i forvejen bugner af den slags litteratur, skal nu lave »sande« krimier. For true crime har gjort det stuerent at dyrke andres lidelse for fornøjelsens skyld, og det er ikke længere kritisabelt for kulturelitens frontfigurer at tjene penge på menneskelige tragedier.
FRA BEGYNDELSEN skilte Kim Wall-sagen sig ud fra andre drabssager ved at blive behandlet som, ja, en tv-serie. Medierne havde svært ved at forstå, at der lå en virkelig forbrydelse bag. Man svælgede i mordets morbide detaljer. Man dyrkede gerningsmanden med ublu fascination. Man glemte mennesket Kim Wall, hun var bare endnu et blåfrossent lig i Øresund under Broen, i øvrigt navnet på en af vore mest populære tv-serier. Den empatiske side af dækningen var underligt underrepræsenteret. Hun fik endnu mindre medfølelse end den, der tilkommer ofre i krige.
Det var forventeligt, at tabloidpressen ville opføre sig blodtørstigt, inhumant og kynisk, men at hele den såkaldt seriøse presse, inklusive denne avis, fulgte trop i en afstumpet dækning af sagen, var skræmmende.
Det var, som om mordet ikke skabte forfærdelse, men inspiration. De store dagblade og aviser bragte lange artikler, hvori prominente kulturfolk udtalte sig om mordet. Man associerede og perspektiverede til mesterværker som Moby Dick og anden stor kunst begået af genier som Jules Verne, Chaplin og så videre. Det var, som om mordet på Kim Wall var et stykke kultur, en tilføjelse til vores i forvejen store dybdepsykologiske galleri af ikoner, en tankevækkende og stærk tilføjelse til rækken af bevidsthedsudvidende fortællinger. Som om mordet var et kunstværk udført af et ubådsbyggende geni; en historie, som det gavnede vores civilisation at forstå; en historie, vi kunne lære af, blive beåndede af, blive klogere ved. Som man bliver ved stor kunst.
Men mordet på Kim Wall var ikke kunst. Det var meningsløs vold. Det havde ingen dybere betydning, og vi kan ikke lære noget af det. Det burde ikke appellere til vores fascination. Det burde ikke appellere til vores kunstneriske fantasi. Det burde appellere til vores afsky, intet andet. Forbrydelsen bør straffes og forbigås. Forbryderens navn bør glemmes, og den levende Kim huskes.
Publikum vil se vold. Sådan har det altid været. Et kriminaldrama med vold som omdrejningspunkt er ikke i sig selv forkert, for krimigenren kan give katarsis for volden i vores natur. Man kan undre sig over, at så mange gider se det, men volden har været dyrket i alle kulturer til alle tider. William Shakespeare, kongen af al fiktion, udpensler volden igen og igen, men aldrig for voldens egen skyld. Det handler altid om noget andet. Det handler om magt, om passion, det tegner portrættet af mennesket.
Men bag Kim Walls sag, dens ydre detaljer, er der ingen visdom at vinde. Den sagesløse, brutale vold, som fandt sted i ubåden, er uden dybere mening, og når et tv-selskab og de enkelte kunstnere sætter deres navn under et produkt, der bruger, snylter på og næres af denne vold, gør de sig medansvarlige. Ikke at de får blod på hænderne direkte, men de svigter et etisk ansvar.
Det er nemlig ikke gratis at bruge virkeligheden som fiktion. Fiktionen forvandler og påvirker virkeligheden. Snart husker vi ikke Kim Wall, men flot løste scener og skuespilpræstationer. Det er en slags kannibalisme, et gravskænderi. Fiktionen æder virkeligheden, forstyrrer den, påvirker den, forandrer den. Så måske den ultimative ondskab skal mødes med tavshed, ikke med kunst. Måske bør kunsten kende sin plads.
SELVFØLGELIG er der undtagelser, der bekræfter reglen. Filmatiseringerne i kølvandet på Utøya-massakren i Norge er gået forholdsvis godt og synes at hjælpe de pårørende. Holocaust skulle måske have været berørt tidligere. Først i 1970erne kunne en tv-serie igangsætte bearbejdelsen af et folketraume, som Tyskland stadig bearbejder i al kunst. Her var kunsten en hjælp og ikke en forråelse, og der er god grund til at have respekt for film som Schindlers liste og Pianisten.
Gør det en forskel, om emnet er en kollektiv død eller en enkelt persons død? Jeg ved det ikke. Men filmatiseringerne skal være drevet af rene motiver. En søgen efter mening og et ønske om at skabe en dybere refleksion. Hvornår er der så gået længe nok? Det kan ikke sættes på formel, men faktum er, at gravfreden i dette tilfælde har været rekordkort. For tv-selskabet vil have aktualitet. Det gavner ikke de kommercielle og økonomiske interesser, hvis sagen forældes, og man kan levende forestille sig samtalerne på produktionsselskabernes kontorer.
VI, SOM ARBEJDER med fiktion, ved godt, hvad vores arbejde skal bruges til. Vi vil måske oplysning og dannelse, men vi vil også chokere, imponere og udtrykke os selv. Vi kan ikke, hvor gerne vi end vil, arbejde med fiktion uden at blive spekulative og manipulerende. Det er vores job. Vi skal have succes med det, vi laver. Det er ikke en Røde Kors-opgave, det er ikke velgørenhed eller humanitært arbejde ved fronten, det er underholdning, kunst og skyggevirkeligheder, der skal ramme folk på måder, som er fri for de domme og det ansvar, virkeligheden lægger på os. I den frihed gør vi det nødvendige for, at værket kan fungere. Vi bruger døden og lidelsen, men vi veksler den ikke til noget, de lidende kan bruge. Vi stjæler fra deres sjæl; det er deres historie, vi snylter på.
Og det er i orden, så længe det er en historie opfundet og skabt i den enkelte kunstners fantasi. Når inspirationen er omskabt, uigenkendelig for dem, som inspirerede til historien, er det i orden. Men når et virkeligt menneske er revet brutalt væk på denne måde, når personen navngives, og et blodtørstigt publikum står klar til at slikke på resterne af ødelagte liv, bør vi, der laver kunst og kultur, afkræve os selv en etisk stillingtagen.
Det samme bør publikum. Prøv at bruge to minutter på at sætte dig i de pårørendes sted. Tænk på deres virkelighed. Du har mistet dit barn, din kæreste, din veninde. Til efteråret, når serien kommer ud, risikerer du at befinde dig i selskaber, hvor folk begejstret omtaler din elskedes skæbne som spændende, kedelig, forudsigelig eller vellavet. Du vil befinde dig i et land, hvor alle bedømmer serien ud fra dens dramatiske opbygning, dens niveau af suspense, dens payoff, og gør det med lystfuld stemmeføring. Tænker man den tanke til ende, må det være klart, at serien bør bremses.
Kim Walls forældre har sagt god for serien. Er det et positivt argument? Er de »eksperterne« i denne tragedie? Alle tackler kriser forskelligt, også de ultimative, og Kim Walls forældre har valgt at gå offentligheden i møde. De gør, hvad de kan, i en situation, som der ikke findes manualer for.
Om de senere vil synes, de gjorde alt rigtigt, ved man ikke. Deres proces vil vare resten af deres liv. Men nu, så kort tid efter, bør de ikke bære det ansvar at skulle godkende en filmatisering af deres barns død. De bør ikke stilles i sådan en situation, og i stedet burde filmselskabet og medierne stille sig selv spørgsmålet, om det er etisk forsvarligt at lave fiktion ud af Kim Walls død?
Hvad medierne låner, gives ikke tilbage, skrev Kim Walls efterladte kæreste i en artikel her i avisen for nylig. Han beskriver oplevelsen af at høre journalisterne under retssagen tale om hans kærestes død, som var det en spændende sportskamp. Afstumpetheden og kynismen var rystende for ham. Og retssagen var kun begyndelsen. Derfor er hans konklusion klar: Serien ikke bør produceres. Hans holdning er blevet hørt, skriver tv-selskabet i pressemeddelelsen, men den har ingen afgørende betydning. Han føler sig svigtet og forrådt, no wonder, for oven i den ultimative krænkelse, et mord på hans elskede, kom den ekstra krænkelse – den, som medierne skaber.
Han må have mistet tilliden til verden, og det er måske samme tillid, Kim Walls forældre forøger at opretholde, når de forholder sig positivt til filmatiseringen. Hver sin overlevelsesmekanisme. Man må bare håbe, de ikke ender med at føle sig brugt eller misforstået, eller at deres tillid var naiv. Hvis processen hjælper dem, skal ingen af os dømme dem. Men meget kan ske, når tv-serien når det brede publikum.
EFTERFORSKNINGEN er nemlig ikke kun en tv-serie. Den er en principsag. Den er et symbol. Den velsigner lignende fiktionsgreb på ofre for alvorlig kriminalitet. Ingen kan føle sig sikre. Alt kan laves til tv. Alt må laves til tv. Ingen grænser er mulige, hvis de, der kan sætte dem, ikke gør det.
At det er for sent at stoppe serien, at den uundgåeligt måtte komme, at folket vil se den, er ikke et argument. At serien bliver fremragende, er heller ikke et argument. Tværtimod. At hele folket, fra top til bund, skal kende et stykke tv-kunst, som hedder Kim Wall, vil lige så stille koste dyrt.
Først vil det måske ikke kunne mærkes, men skaden bliver uoprettelig. Den kollektive medfølelse vil svækkes. Instinktet for empati vil svækkes. Afstumpetheden vil have vundet endnu en lille bitte sejr.
Lad os i det mindste tænke over det, bare to sekunder, inden vi ser vores verden forvandles til lyden af forteksterne.
Katrine Wiedemann er teaterinstruktør.
Læs også Ole Stobbes mindeord: »Det sidste døgn med Kim Wall«
