Do svidaniya. Der er sket noget med Ruslands alkoholkultur. Forbruget er styrtdykket, og den russiske machomand sluger ikke længere vodkashots, men lever sundt og disciplineret. Kan vi lære noget?

Vodkamiraklet

Vodkamiraklet Af Andrey Kazankov

Har du været alkoholiker?« spørger Olga.Jeg møder hende på et lille kontor i centrum af Ruslands næststørste by, Sankt Petersborg. Her, hos fællesskabet Anonyme Alkoholikere, hjælper mænd og kvinder hinanden med at komme sig efter et alkoholmisbrug.

»Har du været en anden slags misbruger?« fortsætter Olga, da jeg svarer nej på hendes første spørgsmål. »Måske narkoman? Heller ikke? Så bliver det da svært for dig at skrive om, hvad det vil sige at være alkoholiker,« siger hun og kigger medfølende på mig.

Hun går med til at fortælle om sit eget liv som alkoholiker, og om hvordan hun kom ud af misbruget, så jeg kan skrive hendes historie ned i stedet. Her kommer den:

»Jeg var slave af alkohol og kunne derfor ikke leve et normalt liv. Ingen af mine planer blev til noget, for når man er alkoholiker, så vejer alkohol tungere end alt andet. Har man fået lyst til at drikke, så betyder det ikke noget, at flyrejsen allerede er bestilt. Man kommer ikke af sted og går glip af sin ferie.«

»Jeg forsøgte mig med både læger og spåkoner for at stoppe med at drikke, men det var resultatløst, indtil jeg for godt 20 år siden kom til Anonyme Alkoholikere. Siden har jeg ikke drukket. Nu har jeg en helt anden livsstil og lever som et frit menneske.«

Jeg takker for historien og fortæller Olga en fantastisk nyhed, som man for nylig kunne læse i en rapport fra Verdenssundheds­organisationen, WHO: Langt færre russere end tidligere er nu »slaver af alkohol«. På 13 år, fra 2003 til 2016, faldt russernes alkoholforbrug med ikke mindre end 43 procent. Det er især et kæmpestort fald i forbruget af vodka og andre stærke drikke, der har drevet udviklingen: I 2016 var spiritusforbruget reduceret til kun en tredjedel af, hvad det var i 2003. WHO har ikke publiceret data for det russiske alkoholforbrug i de sidste par år, men meget peger på, at den positive udvikling fortsætter.

Læs også om to mænd, der er trætte af ekstrem-øl og opsatte på at rehabilitere verdens mest almindelige øl: »Fetish og foragt hos ølfolket«

Samtidig med det markante fald i alkoholforbruget har man oplevet en lige så imponerende stigning i russernes forventede levealder: Fra kun knap 65 år i 2003 til næsten 73 år i 2017. De to glædelige tendenser hænger direkte sammen, kan man læse i WHO-rapporten: Russerne lever længere, især fordi de drikker mindre.

»De tiltag, Rusland har gennemført, er et eksempel til efterfølgelse for mange andre lande i Europa og verden,« fastslår Carina Ferreira-Borges, en af WHO-rapportens forfattere, der som projektmanager arbejder med netop alkohol og ulovlige stoffer. Med 11,7 liter alkohol per person om året ligger Rusland stadig et godt stykke over det europæiske gennemsnit på 9,8 liter. Men russerne er ikke længere verdens- eller europamestre i druk.

BÅDE i Vesten og Rusland tænker man ofte på vodka som noget ærkerussisk. Men hverken vodka eller for den sags skyld vin var kendt i de historiske russiske fyrstendømmer, hvor man drak øl, mjød og lignende drikke, der sjældent var stærkere end to-tre procent.

Destilleret alkohol blev først importeret til Moskva i 1400-tallet, og i løbet af de næste århundreder udviklede russerne deres særlige alkoholkultur, hvor man typisk drak meget på forholdsvis kort tid. I begyndelsen af 1900-tallet var alkoholforbruget i Tsar-Rusland dog langt under forbrugsniveauet i en række andre europæiske lande, men alligevel så regeringen sig nødsaget til at indføre et delvist spiritusforbud for at forbedre disciplinen i militæret.

Forbuddet blev løftet af landets nye sovjetiske ledere, få år efter at de kuppede sig til magten under Den Russiske Revolution i 1917. I sovjettiden var russernes alkohol­forbrug stigende, ligesom det blev et til­svarende stigende problem på arbejds­markedet og i de russiske hjem. Helt galt gik det i 1991, da Sovjetunionen brød sammen – og med den de mange sovjetiske begrænsninger på produktion og salg af alkohol. Pludselig kunne russerne købe spiritus hvor som helst, når som helst og til en meget lav pris. Alkoholforbruget eksploderede og blev ved med at stige indtil begyndelsen af 00erne, hvor problemets omfang endelig gik op for de russiske myndigheder.

I første omgang indførte de en række begrænsninger på, hvilke typer virksomheder der kunne sælge alkohol. Senere kom flere skatte- og prisstigninger samt regler om, hvor man kunne sælge og indtage alkohol. I 2012 blev det forbudt for supermarkederne at sælge alkohol mellem klokken 23 og otte, og de enkelte russiske regioner fik lov til at udvide denne tidsbegrænsning, hvis de ønskede det. Desuden satte myndighederne turbo på at promovere en sund og aktiv livsstil.

»Man hører ofte argumentet om, at det hverken giver mening at øge prisen på alkohol eller indføre restriktioner, som gør alkohol mindre tilgængelig, fordi faldet i det lovlige salg vil føre til en stigning i det såkaldt ikke-registrerede forbrug (sort marked og hjemme­lavet alkohol, red.). Men vi har set, at det ikke er sket i Rusland, hvor man har haft et kæmpestort fald i både registreret og ikke-registreret forbrug,« fortæller Carina Ferreira-Borges.

»Vores undersøgelse viser altså, at alkoholpolitik har en stor betydning, især hvis de forskellige tiltag er implementeret som en del af en samlet strategi. I så fald kan det som her i Rusland resultere i en markant nedgang i dødeligheden og en stigning i den forventede levealder.«

Læs også interviewet med Henrik List, der har skrevet et leksikon over Vesterbros værtshuse: »En skygge i halvmørket«

RUSSERNES reducerede alkoholforbrug er ikke den eneste årsag til, at de er begyndt at leve længere. Især gennem 00erne har der været en markant økonomisk vækst og derfor et betydeligt løft i levestandarden, som utvivlsomt er blevet afspejlet i dødeligheds- og levealderstatistikken.

Men lige så sikkert er det, at det massive fald i antallet af solgte vodkaflasker har haft en væsentlig betydning for stigningen i russernes levetid. I WHO-rapporten kan man således læse om en enormt stor nedgang i russiske dødsfald på grund af alkohol­forgiftning, alkoholisk leversygdom og en række andre sygdomme, der udelukkende skyldes alkohol.

En lignende nedgang ser man i dødsfald på grund af selvmord, mord, trafik-, drukne- og andre ulykker. Især i Rusland er den slags ofte forbundet med alkohol, fremgår det af en række studier. Et større indtag af alkohol end et par genstande per dag er desuden forbundet med en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, der er den hyppigste dødsårsag på verdensplan. I Rusland er netop denne dødelighed faldet voldsomt siden begyndelsen af 00erne.

»Selv om der er andre faktorer, der har haft indflydelse på nedgangen i dødeligheden i Rusland, er vi sikre på, at faldet i alkohol­forbruget har været en helt afgørende faktor,« fastslår Carina Ferreira-Borges:

»Tidligere var over 50 procent af alle dødsfald blandt russiske mænd i den arbejds­dygtige alder forbundet med alkohol.«

En af dem, der har været med til at dokumentere dette, er David Zaridze, afdelingsleder ved Blokhin-kræftforsknings­centret i Moskva.

»Der er ingen tvivl om den aktuelle positive tendens,« siger Zaridze, der blandt meget andet er gæsteunderviser på Oxford University. Han forventer, at det lavere alkoholforbrug med tiden også vil føre til en betydelig nedgang i dødsfald på grund af kræftsygdomme.

»Her har vi en mere tidsforskudt effekt. Men vi ved, at alkohol fremkalder kræft i blandt andet mundsvælget, strubehovedet og leveren. Og allerede nu kan vi se en reduktion i disse kræftformer,« oplyser David Zaridze.

I 00erne dokumenterede han, at over 50 procent af dødsfald blandt russiske mænd mellem 15 og 54 var relateret til alkohol. Nu er tallet kommet ned på 25-30 procent, vurderer Zaridze. Det er altså stadigvæk et stort problem, og han ser gerne, at myndighederne fortsætter med at stramme lovgivningen.

»I Rusland er vodka langt billigere end i de fleste europæiske lande, og derfor er det oplagt at lade prisen stige yderligere. Men vores magthavere er måske lidt bange for at gøre det, fordi de er bekymrede for et slags vodkaoprør i befolkningen.«

MAN kan godt forstå, at den russiske regering træder forsigtigt frem. For det er set før, at en antialkoholkampagne har haft høje omkostninger for russiske toppolitikere. Det gik især ud over den sidste sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, da han i anden halvdel af 1980erne indførte en række hårde restriktioner for at bekæmpe alkoholismen og den udbredte vodkakultur i Sovjetunionen.

»Det bidrog til hans image som en leder, der ikke kunne finde ud af at styre landet. I stedet for generalsekretær blev han kaldt mineral­sekretær, og mange russere så ham som en tøsedreng, der ikke var en rigtig mand,« fortæller forfatter og tidligere Moskva-korrespondent Leif Davidsen, som oplevede Gorbatjovs opgør med alkohol på nærmeste hold.

»Det kom som en tyv om natten, uden nogen som helst folkelig debat og diskussion, og mange mennesker fandt de voldsomme restriktioner uretfærdige. I forvejen skulle de stå i kø efter alt muligt andet, og pludselig skule de så også stå i kø ved de få salgssteder, hvor man fortsat kunne købe alkohol. Folk var virkelig rasende, og politiet blev nødt til at være til stede for at regulere køerne.«

Men på en måde var det »et genialt eksperiment«, som David Zaridze formulerer det:

»Vi så et skarpt fald i dødeligheden og kunne ikke være i tvivl om sammenhængen,« fastslår den russiske ekspert.

»Til gengæld havde det ingen langvarig effekt, for spiritusforbud af den slags har aldrig virket på længere sigt – heller ikke da man forsøgte sig med det i USA (i 1920-1933, red.), hvor det først og fremmest førte til stigende kriminalitet,« påpeger Zaridze, der roser det nuværende russiske styre for, hvordan de aktuelle alkoholrestriktioner er blevet indført.

»Det er blevet gjort stille og roligt, og befolkningen er blevet vant til det og har taget det til sig, selv om mange var utilfredse i begyndelsen.«

RUSLANDS præsident, Vladimir Putin, har således opnået det, som Mikhail Gorbatjov forgæves stræbte efter. Han har ændret russernes alkoholkultur, uden at det er gået ud over hans popularitet i befolkningen.

Og så alligevel ikke helt. For på grund af russernes stigende levealder blev Putin sidste år nødt til hæve deres pensionsalder i en omdiskuteret reform, der straks blev afspejlet i samtlige meningsmålinger. Før reformen havde Putin typisk haft opbakning fra omkring 80 procent af befolkningen. Straks efter faldt præsidentens popularitetstal til 65-70 procent, og det er ikke steget siden. Trods faldet er der dog stadig tale om en ganske solid opbakning til Ruslands stærke mand, der også på det personlige plan har bidraget til den positive udvikling på alkoholfronten, pointerer Leif Davidsen:

»Putin har fremelsket den russiske machomand, men en helt anderledes machomand end for eksempel Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, der var kendt for at kunne lide sin vodka. Putin er den sporty machomand,« understreger Leif Davidsen.

»Til kamp mod druk« står der på denne plakat fra 1986. Illustration: Zyraynov V.M.
»Til kamp mod druk« står der på denne plakat fra 1986. Illustration: Zyraynov V.M.

Når den danske forfatter rejser i Rusland i dag, oplever han »en generel holdnings­ændring« til alkohol:

»Det et stadig et stort problem ude på landet, men i storbyerne er man blevet langt mere sundhedsbevidste,« siger Davidsen, der får opbakning fra David Zaridze:

»Russiske landsbyer er helt ødelagte, og mange af de mennesker, der bor der, er ligeledes ødelagte, både psykologisk og sundhedsmæssigt. Til gengæld ser vi en hel ny generation i byerne, hvor man ikke længere mener, at man er en helt, hvis man kan drikke meget vodka.«

Det gælder især for middelklassen, istemmer Leif Davidsen:

»Og det er uanset, om vi taler om hovedstaden Moskva eller om en større provinsby som Volgograd, hvor jeg var for nylig. Den russiske middelklasse lever nu efter nogle af de samme middelklassenormer, som vi har i Vesten.«

Da Olga fra Sankt Petersborg henvendte sig til Anonyme Alkoholikere for godt 20 år siden, havde fællesskabet kun fire grupper i millionbyen og regionen omkring den.

»Prøv at se, hvor mange vi er i dag,« siger Olga stolt og giver mig en flere sider lang liste med adresser, tidspunkter og kontakt­informationer for 73 grupper.

 

Læs også også om grænsehandel som et nostalgitrip, men måske også et skjult oprør mod velfærdsstaten: »Dåsebajer­opstanden«

Side 60