Det er onsdag eftermiddag, og 14 børn er samlet i et biologilokale på Frederiksberg Gymnasium i København, selvom ingen af dem er gamle nok til at gå i gymnasiet. Børnene har hvide kitler på, som er så store, at ærmerne skal smøges op. De kigger forventningsfuldt rundt i det laboratorie-agtige rum.
Børnene har fået fri fra skole, men de er ikke færdige med at blive klogere for i dag. De går nemlig til videnskab i fritiden.
Videnskabsklubben er et tilbud til elever i 4. til 6. klasse, som er nysgerrige på naturvidenskab. Her bliver de miniforskere og får lov til at rode med mikroskoper og lave forsøg. Det er helt frivilligt og svarer til at gå til fodbold, spejder eller klaver.
Drengene og pigerne i biologilokalet går alle sammen i 5. klasse og kommer fra forskellige skoler i København. Over de næste syv uger skal de lære en hel masse om mikrober – bittesmå organismer som bakterier, virus og svampe, der findes overalt omkring os.
»Hvor mange celler tror I, der er i en helt almindelig pakke gær?« spørger Noah Vatne.
Han går i 3.g på Frederiksberg Gymnasium og er en af underviserne i Videnskabsklubben. Her er der nemlig ingen lærere. Det er gymnasieelever, der fortæller og forklarer. De kaldes for senior-mentorer og får hjælp af elever i 8. og 9. klasse.
Hænderne ryger hurtigt i vejret rundtomkring ved bordene.
»Fem millioner!«
»Ti millioner!«
»Vi skal højere op,« siger Noah.
»Ti milliarder!« gætter et af børnene ivrigt.
»Det er faktisk flere endnu,« siger Lukas Brøns, en af de andre mentorer.
»Der er 50 milliarder celler i en enkelt pakke bagegær. Det er mere end fem gange så mange celler, som der er mennesker på Jorden, og alle cellerne er levende mikroorganismer,« forklarer han.
Naturvidenskab er sjovt
Videnskabsklubben er et forsøg på at gøre naturvidenskab som biologi, fysik og kemi spændende for børn i en tidlig alder. Forskning viser, at mange børn mister interessen for de naturvidenskabelige fag i løbet af folkeskolen, og det vil Videnskabsklubben gerne lave om på.
»Vi forsøger at gøre videnskab sjovt og konkret for børn. Det handler om at vække begejstring og vise børnene, hvor interessant det kan være at lave forsøg og lære nye ting,« siger Katrine Hassenkam Zoref, projektleder i Videnskabsklubben.
Hun forklarer, at målet er at skabe en stemning, der minder mere om en fritidsaktivitet end en skoletime. Ligesom når man går til sport eller musik. Det er også derfor, det er gymnasieelever og ikke skolelærere, der står for undervisningen.
»Gymnasieeleverne kan blive en slags rollemodeller for børnene,« siger projektlederen.
»Det er lettere at spejle sig i en, der kun er seks-syv år ældre end en selv.«
Alfred Steensgaard Sebro på 11 år er et af børnene i Videnskabsklubben. Han drømmer om at blive biolog eller astronom og kan slet ikke vente med at få biologi, fysik og kemi i skolen. Han har glædet sig til at starte i Videnskabsklubben.
»Videnskab er bare fedt,« siger Alfred, mens han skriver sit navn på brystet af sin lidt for store hvide kittel.
»Det er sjovt at lære noget, man ikke ved så meget om i forvejen. Man finder ud af, hvordan ting hænger sammen, og hvordan de fungerer. Man bliver bare klogere, og det er virkelig fedt.«
Alfred har mange fritidsinteresser og går både til fodbold, capoeira og harmonika. Da han hørte om Videnskabsklubben, var han ikke slet ikke i tvivl om, at det var noget for ham. Han glæder sig især til at lave eksperimenter.
»Jeg interesserer mig allermest for dyr, men det med mikroorganismerne lyder også spændende, og man skal jo helst vide lidt om det hele,« siger han.
Sultne gærceller
I biologilokalet er det blevet tid til det første forsøg. Det handler om gærcellers stofskifte, og hvordan de omsætter sukker til CO2. Lukas forklarer, at gær ligesom mennesker har brug for næring, og at cellerne i gæren er meget glade for sukker. Når gærcellerne omsætter sukkeret, laver de det blandt andet om til gassen CO2. Det er den, der får brødet til at hæve, når man bager.
»Man kan sige, at gæren spiser sukker og udånder CO2,« siger Lukas.
For at demonstrere, hvordan det fungerer, får hvert bord udleveret tre flasker. De fyldes med lunkent vand og gær. Der skal lige meget i hver. Derefter skal børnene putte sukker i nogle af flaskerne. Den ene får én teskefuld, den anden får to. Den sidste får ingenting.
Til sidst trækker børnene en ballon ned over mundingen på hver flaske. Nu skal gæren have tid til at omsætte sukkeret, og om tyve minutter skal miniforskerne se, om gassen fra gæren puster ballonerne op – og om der er forskel fra flaske til flaske.
Mens gærcellerne arbejder, går børnene videre til mikroskoperne. I dag skal de lære, hvordan de fungerer, så de i de kommende uger kan bruge dem til at undersøge forskellige mikroorganismer.
Mikroskoperne er udstyret med en adapter, så børnene kan lægge deres smartphones oven på og kigge gennem teleskopet via kameraet i telefonen. På den måde kan de også tage billeder undervejs.
Noah hjælper Alfreds gruppe med at komme i gang. Han åbner en lille boks med små, aflange glasplader. De indeholder bittesmå prøver af forskellige materialer.
»Mikroskopet forstørrer materialerne op til 100 gange,« forklarer Noah.
»Prøv at se nu. Det her er faktisk et lille stykke løg.«
»Ej, det ser sejt ud,« siger Alfred.
På telefonen kan man tydeligt se en hel masse små, lilla felter. Alfred knipser et par billeder.
»Det, vi ser, er forskellige celler, der sidder helt tæt på hinanden. Hver eneste celle har en kerne, hvor den har alt sit dna. Det ser meget flot ud, ikke?« spørger Noah.
Miniforskerne nikker koncentreret.
»Prøv at sætte dén her ind under mikroskopet, det er ret sejt,« siger Noah og rækker Alfred en ny prøve.
Noah hjælper ham med at placere prøven rigtigt, inden Alfred sætter øjet hen til mikroskopet og zoomer ind.
»Dér var den. Det er et flueben, og det her er spidsen af foden. Det er alle de små hår, der gør, at fluen kan sidde fast på glatte og lodrette overflader,« forklarer Noah.
Gærballon
Tilbage ved bordene er det tid til at evaluere gærforsøget fra tidligere.
»Hvilken ballon er blevet størst?« spørger Lukas og kigger rundt.
»Den med to skefulde sukker,« svarer Alfred og de andre i kor.
Foran på bordet står gruppens tre flasker. To af ballonerne er pustet op. Den på flasken, som fik mest sukker, er svulmet op og er på størrelse med et æble. Den anden er lidt mindre.
Ballonen på den flaske, som intet sukker fik, hænger stadig slattent ned langs flaskehalsen.
»Forsøget viser os, at gæren, der får mest sukker, laver mest CO2. Det er det, der har pustet ballonerne op,« forklarer Lukas.
Mentorerne har hænderne fulde med de ivrige miniforskere, der stiller det ene spørgsmål efter det andet. For Lukas giver det rigtig god mening at være mentor og vise børnene, at naturvidenskab ikke behøver at være støvet og uforståeligt.
Når han selv tænker tilbage, kunne han godt have ønsket sig en rollemodel, da han var på børnenes alder.
»Min interesse for naturvidenskab kom ret sent og opstod lidt tilfældigt,« siger han.
»Jeg er sikker på, at jeg ville have haft godt af en lignende inspiration i en tidligere alder.«
Faldende interesse
Børns interesse for naturvidenskabelige fag som matematik, kemi og biologi falder i løbet af skoletiden. Det konkluderer en rapport, der udkom tidligere i år, fra tænketanken DEA.
Spørgeskemaundersøgelser viser, at børnenes interesse for naturvidenskab i gennemsnit falder med en fjerdedel i årene fra 4.-5. frem til 8.-9. klasse. Det er især pigerne, der i årene op til udskolingen mister interessen.
