Kan De huske, dengang verden var sjovere? Nostalgi kan være en hyggelig øvelse, men bygger på et optisk bedrag: Den overvurderer fortiden og undervurderer nutiden. Det er som regel noget med ægte frihed over for kunstig kontrol.
Således også i Jon Hustads kommentar i sidste uges avis.
Her mindes Hustad, hvordan han som dreng havde held med at destabilisere en fodboldmodstander ved at kalde ham vulgære øgenavne, og hvordan han som ung mand til landskamp på Ullevaal mobbede de polske spillere med et hjemmelavet banner.
Men verden er blevet en anden. For nogle år siden fik Hustads søn rødt kort for at kalde en mørk spiller for »pygmæ«. Slut med alt det sjove. Han skriver:
»Bemærkninger om hudfarve, seksualitet og fysik går altid på afvigelserne. Det er et forsøg på at definere spillere ud af hovedgruppen og på den måde gøre dem sårbare. Det er et psykologisk spil.«
Et synspunkt, der overser en vigtig pointe: Fodbolden er ikke en urtilstand, ikke et lukket rum, hvor man kan tillade sig alt. Også sporten forandrer sig. Værdier fra den omgivende verden siver ind. Heldigvis da.
»Et stykke inde i kampen kom der vistnok et par racistiske tilråb,« skriver Hustad videre om optakten til afbrydelsen af sidste uges landskamp mellem Bulgarien og England i Sofia.
Det tør svagt antydes.
Flere hundrede karseklippede unge mænd heilede i flok, mens de forfulgte Englands tre mørke spillere – Raheem Sterling, Marcus Rashford og debutanten Tyrone Mings – med abelignende lyde. Det er tredje hjemmekamp i træk, at de bulgarske neofacister rører på sig.
»Noget af det bedste ved fodbold har hidtil været, at det har været et frirum fra det politisk korrekte, et sted, hvor det ulovlige har været lovligt (..) Fodbold bliver mere og mere som et amerikansk universitet,« skriver Hustad.
Krasimir Balakov og Hristo Stoitjkov, der ikke just kan kaldes snowflakes, er langtfra enige. Bulgariens to største fodboldspillere gennem tiderne har således reageret på hver sin tydelige måde efter England-kampen.
Balakov gik af som landstræner, Stoitjkov brød sammen i tårer i en direkte tv-udsendelse. Sidstnævnte forlangte sit land udelukket fra al fodbold i fem år.
Den tidligere Barcelona-forward var kendt som en hård negl på banen, men han kender fodboldens grænse. Han ved, at uden en grundlæggende respekt for modstanderen som menneske eroderer spillets fundament.
Enhver, der har dyrket sport eller stået på en tribune, er kommet til at sige noget grimt i kampens hede. Der ryger en finke af panden. Det er nemt at pege fingre ad FIFAs og UEFAs højtidelige kampagner mod diskrimination. For hvilken forskel gør et par velmenende flag før kampstart?
I de seneste 30 år er elitefodbolden blevet rigere, dyrere og pænere, men også mere strømlinet, kontrolleret og forudsigelig. Arbejderklassens spil tilhører nu den liberale middelklasse, der prædiker pæn tale og gode manerer. Fodboldens myndigheder kan få travlt, hvis de skal stoppe kampene, så snart der falder et ukvemsord. Det er ikke et ønskværdigt scenarie.
Men gentrificeringen har også haft en positiv effekt. Den organiserede chauvinisme og systematiske forfølgelse af spillets »afvigelser«, der for få årtier siden var en del af dagens orden på de fleste fodboldstadioner, er næsten forsvundet i Vesteuropa. Og når den finder sted, bliver den slået ned med stor kraft.
Hændelsen i Sofia var ikke et udtryk for en nærtagende ungdom, men handlede om at statuere et eksempel. En grænse var blevet krydset.
»Det var ikke, fordi jeg blev såret. Jeg ser det ikke som et personligt angreb. Men jeg føler, at det er min pligt at tale på vegne af dem, der ikke har en stemme. Det er væsentligt for mig, at det handler om andet end mig,« forklarede Tyrone Mings efter at have gjort dommeren opmærksom på den verbale forfølgelse.
Hustad har ret i, at fodbolden ikke bør være et safe space, hvor ingen tør sige noget, men ved at tillade racistiske ytringer som en del af fodboldens ritual risikerer vi at åbne en flanke til den voldelige ekstremisme.
