MANDAG spillede England mod Bulgarien i Bulgarien. De engelske spillere havde på forhånd sagt, at de ville forlade banen, hvis de hørte noget, de opfattede som racistisk. Et stykke inde i kampen kom der vistnok et par racistiske tilråb. Men England førte, så spillerne forlod ikke banen, hvilket også ville have medført pointtab; så de protesterede til dommeren i stedet for. Han gav ordre til, at de pågældende tilskuere skulle vises ud af stadion.
Er det fornuftigt? Hvorfor kan man tillade sig at sige, at Raheem Sterling løber som en pige, men ikke hvilken hudfarve han har? En af fordelene ved at deltage i fodbold er, at man skal være mentalt robust. Desuden kan man opleve øjeblikke af uforfalsket lykke. Jeg kommer fra en landbrugsbygd, og min far var bonde. Engang var jeg med i en kamp mod den største klub på egnen, Ålesund. Min opgave var at passe på en lille, teknisk ualmindelig dygtig wing. Jeg var stor og brugte min fysik til at påføre ham smerte. Han kaldte mig konsekvent for en svinedreng. Jeg på min side brugte varianter af dværgpenis og homofil. Af en eller anden grund trængte det igennem til ham. Måske havde han en lille penis, måske var han skabsbøsse? Han blev dårligere og dårligere og blev til sidst taget ud af kampen. Jeg var dagens helt, og vi vandt.
Nogle år senere kort tid efter Murens fald spillede Norge mod Polen. Hver sommer var Norge fuld af polakker, der plukkede jordbær. Nogle studenterkammerater og jeg lavede et banner, hvor der stod på polsk: »Jordbærplukkere søges, henvendelse ved indgangen.« De polske spillere syntes godt om banneret og gav os tommelfingeren. I dag findes hjemmelavede bannere ikke længere i europæisk fodbold – stængerne er potentielle voldsvåben.
Så spoler vi frem til 2015. Min søn blev af en lille sort spiller kaldt for forskellige varianter af homofil. Det levede han fint med. Men min søn var også anfører. Den lille sorte spiller forsøgte at komme alene ned til målmanden. Min søn gav derfor backen besked på at fælde ham. Backen blev udvist, men det var han ikke tilfreds med. Han forlangte af dommeren, at også min søn skulle udvises. »Hold kæft, din pygmæ,« sagde min søn til ham. »Der er ingen regel, der kan få mig udvist for det, der er sket.« »Nej,« sagde dommeren, »men jeg kan til gengæld udvise dig for racisme.«
INTERNATIONAL fodbold har nu sat sig i en situation, hvor man er nødt til at tage stilling til verbalt misbrug. Det handler balladen om de tyrkiske landsholdsspilleres honnør ikke om. Den drejer sig om at benytte international fodbold til nationalpolitiske formål. Det vil vi ikke have. Og UEFA har lovet at komme med en passende straf.
Men ethvert hold med mørke spillere kan nu selv mere eller mindre frit påstå, at de har været udsat for racisme, og enhver tilskuer kan få tømt tribunerne ved at råbe noget racistisk. Noget af det bedste ved fodbold har hidtil været, at det har været et frirum fra det politisk korrekte, et sted, hvor det ulovlige har været lovligt. Fodbold er krig, men krig med regler. Reglerne har hidtil kun korrigeret fysisk adfærd, men ikke den mundtlige. Det samme har været gældende på lægterne. Volden er blevet udryddet, og det mener stort set alle er godt, men nu skal det samme altså gennemføres for de verbale udtryks vedkommende.
Bemærkninger om hudfarve, seksualitet og fysik går altid på afvigelserne. Det er et forsøg på at definere spillere ud af hovedgruppen og på den måde gøre dem sårbare. Det er et psykologisk spil. Hvis man lærer at leve med det, bliver man stærkere. Det er en integreret del af fodbold.
UEFA og FIFA stopper ikke med racisme. Stadig flere forbund betaler kvindelige landsholdsspillere lige så meget som mandlige, selv om kvinderne næsten ikke genererer penge. Fodbold bliver mere og mere som et amerikansk universitet. Endnu et fristed for unge mænd og drenge bliver lukket ned. Den, der tror, at ungdommen bliver mere robust af det, kan række hånden op her.
Ståle Solbakken var anfører på sit hold i Norge. Han løb som en kvinde. Den faste sang var, at Solbakken var den eneste norske kaptajn med anførerbind i bukserne. Solbakken overlevede uden et safe room.
Oversat af Claus Bech.
