Professor MSO i koranstudier Afdeling for Bibelsk Eksegese Teologisk Fakultet Københavns Universitet
Sagen om de såkaldte barnebrude rumler igen. En kommission skal kulegrave omstændighederne ved den famøse instruks fra 2016. Den kom fra tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og lød: Tvangsadskil alle asylansøgerpar, hvis den ene part er mindreårig i forhold til den lovlige mindstealder for ægteskab, det vil sige 18 år. Sagen blev efterfølgende døbt barnebrudssagen, fordi de mindreårige i alle tilfælde var af hunkøn. I 2017 erklærede Folketingets Ombudsmand denne praksis i strid med dansk ret og internationale konventioner.
Vi ved, at to af de adskilte par kommer fra Syrien. De har åbent udtalt sig om deres sag i medierne. Formodentligt har flere andre sager også angået par fra den islamiske verden. Så alt imens vi afventer kommissionens afgørelse, kan ovenstående signatur bidrage med et indblik i de særlige islamiske traditioner omkring børneægteskaber.
Før vi begynder. Man skal passe på med betegnelsen »børneægteskab«. Personer mellem 15 og 18 år opfatter de færreste vel som deciderede børn, men snarere som unge. Ægteskab med mindreårige synes en mere neutral betegnelse, men den er også problematisk, fordi den nedtoner de tilfælde, hvor der vitterligt er tale om præpubertære personer. De er oftest piger.
Børneægteskaber er naturligvis ikke et unikt islamisk fænomen. De fleste før-moderne kulturer og religioner havde det, ligesom det også praktiseres i dag i forskellige religiøse dele af verden. I dag giftes én ud af fem kvinder, før de er 18 år, verden over. I visse områder, eksempelvis Sydøstasien, er det næsten én ud af fem, der giftes, før de er 15 år.
Børneægteskaber er udbredt i visse dele af den islamiske verden, også selvom mange muslimske lande har 18 år som den legale alder for ægteskab. Ét er den skrevne lov, noget andet er praksis. Et land som Saudi-Arabien har ingen minimumsalder, og i flere af de religiøst konservative lande kan retten godkende, at en far eller en værge bortgifter barnet før puberteten. I de mange lejre for syriske flygtninge i Jordan, Libanon, Tyrkiet og Egypten har en organisation som Red Barnet konstateret en dramatisk stigning i børneægteskaber.
Fattigdom, lav uddannelse og kulturelle normer er nogle af de klassiske faktorer, som børneægteskaber er blevet forklaret med. De gælder også for den islamiske verden. Hvis vi skal have det fulde billede med, må vi imidlertid også medtænke en distinkt religiøs faktor: at traditionel islamisk ret generelt tillader børneægteskaber.
Hvad siger Koranen? Ikke meget, nærmere bestemt kun et enkelt vers (sura 4:6), og det den siger er ikke specielt klart: »Test de forældreløse, indtil de har nået [alderen for] ægteskab! Finder I, at de er kommet i besiddelse af dømmekraft, så overdrag dem deres formue!«
Det arabiske ord for ægteskab, nikah, har også betydningen »samleje«, og reelt kan de to betydningslag ikke adskilles. Tilsyneladende betinger verset, at parterne skal være i besiddelse af dømmekraft, men det er langtfra klart, hvad der så definerer dømmekraft. Måske kriteriet består i evnen til at kunne håndtere egne pengesager? Uanset hvad siger verset ikke noget om nogen mindstealder – ligesom med barnebrudssagerne i de danske asylcentre synes det at komme an på en individuel vurdering.
Der er dog et enkelt andet vers, som taler for, at præpubertære piger faktisk kan giftes. Verset angår den såkaldte venteperiode, som muslimske kvinder skal iagttage efter deres mands død eller skilsmisse, før de må gifte sig igen. Det lyder således: »De af jeres kvinder, der har opgivet håbet om menstruation, for dem skal deres ventetid være tre måneder, hvis I nærer nogen tvivl, og ligeledes for dem, der endnu ikke har haft menstruation.« Her implicerer den sidste del af verset ganske klart, at piger, der endnu ikke har fået menstruation, også er en del af ægteskabsligningen. Bemærk i øvrigt, at verset adresserer mænd og omtaler kvinderne i tredje person, »De af jeres kvinder ...«
Lad os så nu bevæge os ind i shariaen, islams juridiske og etiske kompleks. Her er Muhammads ægteskab med Aisha i en alder af seks år (og fuldbyrdelse af ægteskabet i en alder af ni år) en handling, som de lærde måtte medtænke. Ved dette ægteskab satte Muhammad et eksempel, som ikke nødvendigvis skulle følges, men absolut heller ikke forbydes. Først i moderne tid er dette børneægteskab blevet en penibel sag i islamisk tænkning.
Hvordan skal nutidens muslimer forholde sig til Koranens, Profetens og den traditionelle sharias sanktionering af børneægteskab? Flere modeller praktiseres i dag. Én af dem er den ultra-konservative saudiske model, hvor ægteskab med piger under 15 er tilladt. Flere skandalesager med gamle mænd og pigebørn har dog udfordret systemet. Et forslag om en mindstealder på 15 er fremsat, men det kræver kongens godkendelse, der indtil videre er udeblevet.
En anden model er også traditionel, men udnytter, at juraen rummer et stort potentiale for genfortolkning og fleksibilitet til at indtænke moderne rettigheder, i dette tilfælde ved at fokusere på fysisk modenhed og frivillighed hos parterne. Ved hjælp af nyfortolkning opdager man så at sige, at de gamle regler rummer en tidssvarende kerne, i god overensstemmelse med moderne menneskerettigheder. Det prominente sunni-islamiske universitet, al-Azhar i Cairo, har således for nylig udsendt en fatwa, der anbefaler en mindstealder på 18 år.
En tredje model er lovgivning, hvor myndighederne simpelthen trumfer moderne, sekulære normer igennem, med krav om borgerlig vielse og 18 år som mindstealder. Indtil videre er det kun Tyrkiet af de muslimske lande, som praktiserer dette.
En fjerde model er ved at blive udviklet i disse år. I stedet for at bortforklare koraniske dogmer eller massere dem til rette med juridiske krumspring skal man i stedet indgå i en kritisk dialog med teksten, ja, ligefrem turde sige »nej« til Koranen, når den klart overskrider menneskerettigheder og lighedsidealer. I denne model bliver Koranen ikke en autonom og autoritativ bogblok, der skal stå uimodsagt eller passivt absorberes, men snarere et udfordrende mødested mellem tekst og læser. Selvsagt er denne model radikalt progressiv og reformistisk og har som sådan kun få tilhængere. Men med sine stærke intellektuelle baser blandt muslimske fritænkere og konvertitter i den vestlige universitetsverden skal man ikke underkende dens potentiale.
Læs også Gunver Lystbæks reportage fra Etiopien, hvor et typisk pigeliv for blot et årti siden bød på omskæring, kidnapning, voldtægt og tvangsægteskab, før hun blev 18. Men så mobiliserede én kvinde et dundrende oprør mod de barbariske skikke: »De intakte piger«
