KRONIK. Nedsættelsen af en kommission, der skal undersøge Inger Støjbergs ministertid, er udtryk for en kynisk, politisk kalkule.

Politisk kalkunjagt

 

Peter la Cour, forlægger og cand.phil. i samfundsfag

Det er tankevækkende, at ikke så snart Inger Støjberg havde meldt sit kandidatur til næstformandsposten i Vestre, mødtes regeringen og partierne i rød blok for at beslutte og planlægge en kommissionsundersøgelse mod hende. Det smager af politisk misbrug af det kæmpestore og kostbare apparat, som kommissionsundersøgelser er, og hensigten er letgennemskuelig: Nu skal der indledes en politisk kalkunjagt på Inger Støjberg.

»Hver sten skal vendes!« lyder det, hver gang et flertal i Folketinget beslutter at nedsætte en ny undersøgelseskommission. I de seneste år har vi haft ti af dem. De har kostet det danske samfund 280 millioner kr. Men blev hver sten så vendt? Det er vist kun kommissionernes egne medlemmer, der mener det.

Det mest grelle eksempel på, at hver sten ikke blev vendt, er det pinlige resultat af Tibetkommissionens arbejde, hvor det nu bagefter ser ud til, at Udenrigsministeriet tilbageholdt vigtige dokumenter, der viste, at ministeriet havde givet ordre til politiet om at forhindre lovlige demonstranter i at fremvise det tibetanske flag. Kommissionen konkluderede fejlagtigt, at det var politiets egen beslutning, og må nu gøre sit arbejde om.

Navnlig rød blok har under stor dramatik fået nedsat nogle kommissioner, som har været klart politisk motiverede. Det gælder blandt andet kommissionen om Stephen Kinnocks skattesag. I mangel af mulighed for at gennemføre programpunkter fra valgkampen kastede Thorning-regeringen sig i starten over nedsættelse af undersøgelseskommissioner, der skulle riste politiske modstandere over en mere eller mindre sagte ild.

Det er samme disciplin, Mette Frederiksen-regeringen nu kaster sig ud i.

Nedsættelsen af kommissionen om Kinnocks skattesag var et eksempel på en politisk kalkunjagt mod tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen. Det viste sig, at der ikke var noget at komme efter, og Troels Lund Poulsen blev renset for beskyldninger om lækage af personfølsomme oplysninger. Herefter gik jagten på selveste den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen med nedsættelsen af Irakkommissionen.

Nu har rød blok fået flertal igen. Og sandelig om ikke rød blok få dage efter valget som det allerførste enedes om en hævnaktion mod Inger Støjberg, der ud fra rent humanitære motiver greb ind for at forhindre, at mindreårige piger skulle være tvunget til at leve sammen i danske flygtningelejre med deres typisk langt ældre ægtemænd.

Læs også anmeldelsen af Søren Pinds erindringer – blandt andet om Støjberg og udlændingepolitikken: »Magtdrømme«

Forslaget om en undersøgelseskommission og måske også rigsretssag mod Inger Støjberg er udtryk for en uhørt politisk kynisme hos det nye folketingsflertal. Alle, der bare har en lille bitte smule moral i livet, må kunne se, at de såkaldte barnebrude bør have lov til at blive gamle nok til at træffe deres egne valg. Barnebrude er og bliver et umoralsk og udansk fænomen.

Det er muligt, at der er nogle paragrafryttere, der kan score en formel sejr ved at henvise til, at Støjberg fulgte en forkert procedure ved ikke at behandle hvert enkelt tilfælde af barnebrude individuelt. Og det er muligt, at der er nogle, der vil bestride Inger Støjbergs forklaring. Men ingen kan bestride, at resultatet ville være blevet præcis det samme: en række par blev adskilt – og i nogle tilfælde valgte de mindreårige piger faktisk deres ægtemænd fra. I et enkelt tilfælde blev der udbetalt en mindre erstatning til et adskilt par som følge af den forkerte procedure.

Der er således ikke skyggen af substans i Mette Frederiksen-regeringens initiativ til en kommission. Og det er mildt sagt tvivlsomt, om en eventuel undersøgelseskommission vil kunne afdække afgørende nyt om selve forløbet, hvilket regeringen og dens støttepartier udmærket godt ved.

Argumentet for at nedsætte en undersøgelseskommission, der kan blive optakten til at slæbe Inger Støjberg for Rigsretten, er da også, som tydeligst den radikale Sofie Carsten Nielsen udokumenteret har påstået det, at Støjberg har givet Folketinget urigtige – for ikke at sige usande – oplysninger. Det må man ikke ifølge ministeransvarlighedsloven.

Nej! Men hvorfor var der så ingen i rød blok, der forlangte kommissionsundersøgelse og rigsretssag mod Morten Bødskov, da han som justitsminister i Helle Thorning-regeringen konstruerede en lang løgnehistorie sammen med den nu meget forhenværende PET-chef Jakob Scharf for at undgå, at Folketingets retsudvalg skulle besøge Christiania.

Her er tale om en ubestridelig kendsgerning: Bødskov løj både over for Folketinget, dets retsudvalg og offentligheden. Af samme grund måtte han gå af som justitsminister. Men nu har Mette Frederiksen gjort ham til minister igen! Så Bødskov er mildest talt sluppet særdeles let fra at overtræde ministeransvarlighedsloven.

Derfor bør den nye regering og dens støttepartier se i øjnene, at hvis der skal laves kommissionsundersøgelse og rigsretssag, må det gælde dem begge. Hvis Støjberg skal for Rigsretten, skal Bødskov også. Hvis regeringen og dens flertal insisterer på alene at føre sag mod Støjberg, vil det forpeste samarbejdsklimaet i Folketinget i lang tid. Så kan man godt glemme al snak om samarbejde hen over den politiske midte. For så misbruger regeringen sit flertal til at indlede en ny kalkunjagt med et politisk motiveret kommissionsarbejde og en rigsretssag, der kan ende med en politisk inficeret dom, idet det nye politiske flertal jo også er repræsenteret på dommersæderne i en Rigsret.

En ny kommissionsundersøgelse og en rigsretssag vil formentlig tilsammen koste op mod 100 millioner kr. at stable på benene. Den udgift er så også den eneste »substans«, der bliver i den sag. Guderne – og skatteborgerne – skal vide, at de penge kunne have været brugt bedre!

Allerede en kommissionsundersøgelse kan være en meget ubehagelig forestilling at blive udsat for. Rød blok har flere gange ønsket, at der både foretages en historisk og en retslig undersøgelse, der kan få alvorlige konsekvenser for aktørerne i det undersøgte forløb og for de afhørte. Der er også lagt op til en retslig undersøgelse denne gang. Netop her er vi ved et hovedproblem ved disse kommissionsdomstole, som dybest set er en hybrid mellem en rigtig ret og en studiegruppe.

De afhørte aner ikke, hvilken retssikkerhed de har, eller om de overhovedet har nogen. Afhøres de med en sigtets retsstilling (hvor man ikke bliver straffet for at tale usandt) eller som vidne, hvor man kan blive straffet for at tale usandt? Man ved det ikke, og i princippet kan ens eget »vidneudsagn« føre til, at man bliver straffet.

Derfor er det særligt kritisabelt, når der ligger klartgennem­skuelige politiske motiver bag nedsættelsen af den slags kommissioner. De bør kun nedsættes rent undtagelsesvis. Vi kommer for eksempel nok ikke uden om en undersøgelseskommission til at afdække en meget kompleks sag som det, der er sket i Skat. Men ellers kunne man ønske sig i en række tilfælde med juridisk indhold, at man i stedet for en kommission benytter sig af almindelig politimæssig efterforskning og retssager med den retssikkerhed, der knytter sig hertil.

I april 2012 forsøgte Den Danske Dommerforening faktisk at få talt politikerne i rød blok fra deres hyppige brug af undersøgelseskommissioner. Foreningens formand, Mikael Sjöberg, og juraprofessor Eva Smith kritiserede offentligt Irakkommissionens opgave for at være mere politisk end juridisk.

Synspunkterne fra dengang bør gøre indtryk på den fortsatte – og nødvendige – diskussion omkring brugen af undersøgelseskommissioner.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også: Det værste, den nye regering kan gøre, er at videreføre den borgerlige udlændingepolitik: »Stram myte«