FLYGTNINGEKRISEN i 2015 må ikke glemmes. Da en million flygtninge og migranter vandrede op ad de europæiske landeveje, stod det klart for enhver med en smule realpolitisk dømmekraft, at dette var et vendepunkt i europæisk politik. Det lærte os en række afgørende lektier. I kortform: Ukontrolleret indvandring polariserer akut de europæiske befolkninger. Hvis politikerne ikke magter at håndtere situationen, vil store vælgergrupper vandre mod populister, der lover at tage sig af det på en mere håndfast måde. Det har vi allerede set ske i lande som Italien og Ungarn. Samtidig svækker det tilliden til de eksisterende institutioner, skaber politisk ustabilitet, øger kriminaliteten, utrygheden og koster i øvrigt en formue i offentlige udgifter. Det splitter også de europæiske lande. De østeuropæiske lande vender ryggen mod vest, mens de nordlige og sydlige lande forsøger at tørre asylmigranterne af på hinanden. Det er ikke bare beskidt at være vidne til. Det er ren gift for EU, den politiske orden og solidariteten mellem landene.
SKAL man være bekymret for, at det sker igen? Ja. De sidste to måneder har der været en dramatisk stigning i antallet af flygtninge og migranter, der ankommer til de græske øer. Ifølge Berlingske er der på to måneder ankommet 16.108 migranter – en fordobling i forhold til samme periode sidste år. Det tyder på, at aftalen med Tyrkiet om at tilbageholde flygtninge er brudt sammen. Antallet er stadig langt fra niveauet i 2015, men det bør alligevel give anledning til bekymring. Har de europæiske ledere lært lektien og forberedt sig? Vil de mange nye grænsehegn, der er blevet bygget som en labyrint op gennem den såkaldte Balkanrute bremse tilstrømningen? Og hvad skal der ske med dem, der nu kommer til de græske øer?
ALDRIG har dilemmaerne i EU været mere tydelige. Ingen seriøse folk tror på, at en fælleseuropæisk kvoteløsning er mulig – eller overhovedet vil løse noget. Fri passage for flygtninge eksisterer kun i hovederne på fantaster. Og det er ved at være tydeligt, at EU ikke kan udlicitere opgaven til Tyrkiets præsident Erdogan som en holdbar løsning. Endnu værre er det at placere ansvaret hos libyske militser. Der er derfor kun to måder, Europa kan håndtere det på. Enten lukker hver stat sig inde og lader de sydeuropæiske medlemslande sejle deres egen sø. Det er dét, der sker i disse år, hvor grænsehegn, gensidig national mistro breder sig, og den fri bevægelighed, som er kernen i Unionen, er under pres. Eller også begynder EU-landene faktisk og i fællesskab at håndhæve Unionens ydre grænser. Det vil betyde massiv patruljering i Middelhavet, hvor man vel at mærke ikke tager bådene tilbage til europæiske havne. Det vil gøre ondt på den europæiske selvforståelse. Men alternativet er værre. Det lærte vi i 2015.
GENTAGES det, kan det meget vel blive enden på EU, som vi har kendt samarbejdet. Hvis det står klart for vælgerne, at de europæiske ledere ikke har forberedt sig og sikret sig mod endnu en flygtningekrise, har vi kun set begyndelsen på den krise i legitimitet og politisk tillid, der truer med at vokse op på det europæiske kontinent og har ført til alt fra Brexit til det yderste højres opblomstring. Vi må håbe, at man i Bruxelles tager udviklingen meget alvorligt.
Læs også Morten Beiters artikel om fornyet pres på EU: »I mellemtiden i Libyen«
