Oasebyen Palmyra i det nord­lige Syriens ørken var i flere århundreder et myldrende kulturelt knudepunkt. Mellem Vestens romerske imperium og – via kamel­karavanerne med kostelige handelsvarer som silke, krydderier, ædel­sten, røgelse, farve og perler – Orientens Arabien, Indien og Kina. Historien er fejet gennem byen som vind­piskende ørken­sand i mere end to årtusinder, meget fint illustreret i udstillingens start. Ende­væggens foto viser ruin­byens templer, embeds­paladser og kolonnader, som det så ud helt indtil 2015, mens byens skiftende udformning gennem tiden projekteres ned på et »lærred« af omrørt sand, der udviskes jævnligt med lyd og videografik af en sand­storm.

De første tre århundreder efter Kristi fødsel var Palmyras storhedstid. Byen var underlagt Rom, men her taltes græsk og Jesu modersmål, aramæisk. Antikkens polyteistiske religioner fra Rom og Athen, de lokale guder inklusive oase­vand­kildens ånd, det nærliggende Persiens ditto og tidlig kristendom, bidrog til en broget sam­eksistens i datidens Palmyra. Man kunne med en vis anakronisme fristes til at kalde den multi­kulturel, skønt det intet har med stats­sanktioneret ideologisk multi­kulturalisme at gøre. Snarere var det vel en udpræget pragmatisme, der netop trumfede kulturelle tilbøjeligheder; en transkulturel sans for karavanehandelens afsmittende rigdom på alle i Palmyra. Kamelerne skulle jo læsses og losses her, og varerne handles videre ved det lokale embeds­værks og præste­skabs mellem­komst, ligesom Palmyras handels­mænd kunne træffes helt i Yemen, Pakistan og Rom.