Onsdag aften den syvende august tjekkede Chloe Wise ind i det kreative københavnske society. Ude i gården holdt Mads Nørgaard middag for tre hundrede, og inde i restauranten drak Soul­land slovensk orange­vin.

Murene og stenene havde suget sol, der var stadig 22 grader i Charlottenborgs gård, og restauratør Frederik Bille Brahe tog værts­rollen alvorligt og sad hos unge musikere og dj’s i norm­core (ingeniør­look), hang i baren med kunstnere og fotografer i Dries van Noten, hentede mere ufiltreret chardonnay til designere, vin­handlere og samlere fra Taarbæk og skinnede som en lille dreng over, at der igen var en scene.