Sport. En af de største kvindelige løbestjerner bliver væk fra VM i atletik. Hun vil ikke sænke sit naturligt høje testosteronniveau. Dermed udstiller hun dilemmaet mellem at sikre fair kvindekonkurrencer og tillade biologiske grænsetilfælde.

For mandigt blod?

For mandigt blod? Af Jane Benarroch

Transkønnet, ciskønnet, genderpivot, omnikønnet. Det er ikke så få nye kønskategorier, vi skal lære i disse år. I idrættens verden synes alt imidler­tid ved det gamle. Her insisteres der fortsat på den konservative kønsdistinktion, der siden starten af 1900-tallet har budt mænd at konkurrere mod mænd og kvinder mod kvinder. Evident er det nemlig, at den ene halvdel af verdens befolkning gennemsnitligt og ret konstant præsterer 10 til 12 procent bedre end den anden halvdel målt bredt over alle sportsgrene, hvor fysiologien betyder noget. I den fair konkurrences navn har positiv særbehandling af kvinder således været en hjørnesten i idrætten helt frem til i dag.

I takt med, at vi får mere og mere viden om både hormoners funktion og kromosomanormaliteter, er det dog blevet sværere at opstille klare kriterier for, hvad der definerer og adskiller de to køn. Det dilemma er senest blevet udstillet i sagen om den sydafrikanske 800-meterløber Caster Semenya, der i protest vil glimre ved sit fravær, når VM i atletik begynder i dag i Qatar.

Semenya har trukket sig fra årets mesterskab som følge af, at sportsdomstolen CAS har givet det internationale atletikforbund IAAF ret til at kræve, at kvinder med mere end fem nanomol testosteron per liter blod skal sænke det med hormonbehandling for at få tilladelse til at konkurrere i løbedistancerne 400, 800 og 1500 meter. Kravet kommer, efter at et studie foranstaltet af IAAF har vist, at testosteronniveauet har signifikant indvirkning – helt op til ni procent – på præstationsevnen i disse løb i modsætning til sprint- og langdistanceløbene.

Læs også, at ligestillingsdebatten endnu ikke er nået til værnepligten: »Ret og pligt«

»Det er ikke nyt, at de sportslige organisationer arbejder for at sikre en fair konkurrence inden for kønskategorierne. Helt siden første halvdel af 1900-tallet har man været optaget af at sikre rene kvindekonkurrencer. Men hvor man førhen blot inspicerede de ydre kønsorganer og senere indførte en kromosomtest til at fastslå kvinders køn, måler man nu de kvindelige atleters testosteron­niveau. Det mandlige kønshormon er i dag blevet den primære markør til at adskille kvinder og mænd i sport,« siger Ask Vest Christiansen, lektor i idræt på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. »For en generel betragtning er det fuldstændig evident, at testosteron betyder rigtig meget for præstationsevnen. Det øger muskelmassen, muskelstyrken, mængden af røde blodlegemer og evnen til at omsætte fedt og sukker. Ser man på kvindelige eliteidrætsudøvere ligger de gennemsnitligt på 0,7 nanomol testosteron per liter. Kun én procent er oppe over tre nanomol. For mænd, derimod, er gennemsnittet 24 nanomol per liter, spændende fra 10-12 nanomol i den lave ende op til 37 i den høje. Det siger sig selv, at det er svært for en ’normal’ kvinde at hamle op med.«

Den hormonbehandling, som Caster Semenya har afvist at gennemgå, ville formentlig gøre hende mellem fem og syv sekunder langsommere på 800 meter, har den sydafrikanske sportsforsker Ross Tucker udtalt til The Guardian. Semenyas testosterondata er imidlertid aldrig blevet offentliggjort. Men ifølge Ask Vest Christiansen er hun – ligesom i øvrigt formentlig alle tre kvindelige medaljetagere i 800-meterløb ved OL i Rio, 2016 – givetvis født med såkaldt androgent insensitivitetssyndrom, også kaldet AIS.

Hos mennesker med dette syndrom er niveauet af testosteron og andre mandlige kønshormoner meget højt helt fra foster­stadiet. Men de celler, der normalt udvikler sig til mandlige kønsorganer, reagerer ikke på hormonerne. Testiklerne forbliver således i bughulen, og kvindernes ydre kønsorganer kan ligne andre »normale« kvinders.

»AIS findes i to former: en komplet, hvor man overhovedet ikke reagerer på testosteron, og en partiel, hvor man i nogen grad reagerer. Semenya er sandsynligvis partiel, men i disse tilfælde er det svært præcist at afgøre, hvor stor en effekt man har af testosteron. Vi kan derfor ikke sige, at Semenya har lige så stor fordel som en mand med samme testosteronniveau,« forklarer Ask Vest Christiansen.

Spekulationerne om Caster Semenyas køn har stået på lige siden 2009, hvor hun som 18-årig smadrede sine konkurrenter med den største margin nogensinde set på 800-meterdistancen ved VM i Berlin. Var den ekstraordinært maskuline løber med det flade bryst, de smalle hofter, den dybe stemme og det store kæbeparti da ikke i virkeligheden en mand, blev der hvisket. Den slags spekulationer kender professor emerita på Københavns Universitet Else Trangbæk selv til fra sin tid som elitegymnast og deltager ved OL i 1968 i Mexico City.

De bedste eliteatleter inden for hurtigst-højest-stærkest-sportsgrenene er jo ofte dem, som man i forvejen kan kalde biologiske særtilfælde.

»Der er altid blevet peget fingre ad kvindelige atleter, der tog sig maskulint ud. Ligesom der har været enkelte sager, hvor kvindelige atleter viste sig i virkeligheden at være mænd. Usikkerheden om kønnet betød blandt andet, at man først indførte nøgenparaderne, hvor kvinder skulle stå på række og vise deres kønsorganer, og siden kromosomtests, der skulle sikre, at ingen mand slap igennem til kvindernes konkurrencer. Kromosomtesten blev dog skrottet igen, fordi den kun fangede enkelte, som jo ikke kendte deres kromosomsammensætning, ligesom der var relativt stor risiko for falsk positive,« siger Else Trangbæk, der selv blev kromosomtestet i Mexico.

Læs også om en ny religion, der truer Vesten, med andre dogmer for krop, køn og metafysik: »De intolerante«

Først i 1996 blev den sidste kromosomtest lavet. I nogle år herefter så det ud til, at kønstestning var fortid. Lige indtil Caster Semenya løb ind på scenen og udløste et fornyet fokus på det svære dilemma: Skal man udelukke eller behandle grænsetilfældene for at sikre en fair konkurrence for flertallet af kvinder med normalt testosteronniveau? Eller skal man tillade det lillebitte mindretal af biologiske grænsetilfælde at løbe uden behandling med den konsekvens, at de andre kvinder ikke får et ben til jorden?

Spørger man Else Trangbæk, er der meget, som er problematisk i sagen om Semenya og brugen af testosteron som grænsemarkør for kvindelighed. Dels har Semenya et højt testosteronniveau fra naturens hånd og har aldrig snydt med doping. Dels har videnskaben endnu ikke samlet fuldstændig solid evidens for, hvor meget testosteronniveauet influerer på præstationsevnen. Alligevel mener hun, at man må insistere på en adskillelse af mænd og kvinder i sporten, da alternativet jo i yderste konsekvens ville være at lade alle kæmpe mod alle. Hun minder dog om, at lighed – uanset hvor meget man prøver at sikre den – i forvejen er en illusion i idrættens verden.

»Der er jo mange andre faktorer, der afgør atleters talent og konkurrenceevne. Hvor langt man når, afhænger blandt andet af genetiske faktorer som højde og krops­­konstitution. Men også mentalitet og træningsmængde og -kultur betyder noget. I Kina træner nogle gymnaster jo op til 60 timer om ugen, hvilket ville være utænkeligt i Danmark«, siger Else Trangbæk.

Det synspunkt er sportsfysiolog Thue Kvorning fra Team Danmark enig i. Han beskriver en atlet som et symfoniorkester, hvor testosteron blot er en – ganske vist vigtig – faktor for evnen til at præstere.

»Jeg ville jo aldrig kunne blive en god 100-meterløber, uanset hvor meget jeg trænede, eller hvor højt et testosteronniveau jeg havde – fordi jeg bare ikke har den rette genetik. De bedste eliteatleter inden for hurtigst-højest-stærkest-sportsgrenene er jo ofte dem, som man i forvejen kan kalde biologiske særtilfælde. En svømmer med store hænder og et stort vingefang vil eksempelvis have et langt bedre udgangspunkt for at vinde end en svømmer med lav højde og små hænder,« siger Thue Kvorning og nævner et måske endnu større dilemma, nemlig trans-kvinders indtog i kvindekonkurrencerne.

Ifølge Den Internationale Olympiske Komités regler for transpersoner fra 2016, kan trans-mænd konkurrere mod mænd uden begrænsninger, mens trans-kvinder skal kunne påvise et testosteronniveau under 10 nanomol per liter blod i mindst et år op til en konkurrence.

»Man kan virkelig tale om konkurrenceforvridning, når mænd, der har været udsat for testosteronpåvirkning fra fosterstadiet og helt ind i voksenlivet, pludselig skifter køn og kræver at stille op blandt kvinder, som vi senest har set med den canadiske banecykel­rytter Rachel McKinnon. Takket være blandt andet testosteron udvikler mænd jo større muskelmasse, større hjerter og måske også bedre muskelkvalitet i forhold til sprint­discipliner end kvinder, som de uanset efterfølgende østrogenbehandling får gavn af i konkurrencen. Disse atleter har klart en konkurrencefordel skabt på en kulturel indgriben i biologien, modsat Caster Semenya, der jo er, som hun er, fra naturens hånd,« siger Thue Kvorning.

Læs også Jane Benarrochs artikel om, at: »Elitesporten er i sin natur ond«

Side 56