Informationsfrihed. Bevægelsen bag Open Science vil mildne den akademiske evalueringskultur og trække forskerne ud af tidsskrifternes kløer. Interview med en af bevægelsens frontfigurer, den »løsgående palæontolog« Jon Tennant.

Alle data er født frie

Flere og flere forskere er frustrerede over videnskabens tilstand anno 2019. Udgiverne af akademiske tidsskrifter har for stor magt over forskningen, siger de. Mange forsøgsresultater kan ikke reproduceres. Og de er trætte af at blive målt og vejet med et væld af tal, som kvantificerer frugten af deres arbejde.

I et oprør mod de herskende normer samler et stigende antal utilfredse forskere sig i disse år bag bevægelsen Open Science.

»Folk er vrede over mange ting: Udgivernes profitmargener. Tiden, det tager at publicere i tidsskrifter. Måden, de bliver evalueret på. Open Science er en reaktion mod alt det, en modbevægelse, der samler al frustrationen i én stor bølge, som ingen rigtigt ved, hvad står for, eller hvor bevæger sig hen,« fortæller britiske Jon Tennant, en af de førende fortalere for bevægelsen.

Tennant har sat en lovende karriere inden for palæonto­logien på pause og rejser verden rundt som »løsgænger« for at udbrede begejstringen for en åben videnskab. Han har især gjort sig bemærket som stifter af Open Science MOOC, et online fællesskab og uddannelsesplatform på området. I disse måneder er han på besøg på Syddansk Universitet.

Den brede gruppe af støtter spænder fra dem, der blot ønsker at gøre alle akademiske artikler frit tilgængelige på nettet, til dem, som ligefrem vil revolutionere forskernes arbejde. De stræber efter at indvie kolleger i alle aspekter af deres arbejde, for eksempel ved at udveksle ideer, frigive tidlige data eller crowdsource redigeringsprocessen.

Læs også om, hvordan tvivlsomme tidsskrifter udgiver hvad som helst for et mindre beløb: »Adgang for alle«

Adskillige organisationer og videnskabsfolk slutter sig til sagen i disse år. Bevægelsen er især kendetegnet ved initiativer som »Plan S«, et projekt om at frigive al statsfinansieret forskning fra 2021, der blandt andet støttes af EU-Kommissionen. Også fonde som Gates Foundation har fremmet ideerne ved at tvinge alle støttemodtagere til at dele deres data.

Fælles for tilhængerne er, at de vil bringe den moderne forskning tættere på videnskabens ægte formål, som de ser det: at forøge samfundets vidensbase ved at arbejde i flok frem for i siloer.

Flere af dem er nu begyndt at pege fingre ad universiteternes voksende evalueringskultur som den vigtigste hindring til at nå det mål. Den forvrænger forskernes motivation og skaber et usundt miljø, siger de.

»Det største problem i dag er, hvordan forskere bliver målt, og hvem der har kontrollen over det evalueringssystem,« mener Jon Tennant.

»Forskere bliver i højere grad målt på, hvor og hvor meget de publicerer, end hvad de udgiver. Det giver forkerte incitamenter. Samtidig er selve evalueringsprocessen styret af kommercielle interesser hos en snæver gruppe udgivere, som ikke altid deler forskernes interesser. I dag er forskerne ikke i kontrol over systemet, og det er et stort problem,« uddyber han.

Jon Tennant og Open Science-bevægelsen vil gøre op med det, som den tyske sociolog Steffen Mau har døbt »kvantificeringskulten« i videnskaben.

Over de seneste årtier er mange universiteter begyndt at tilpasse deres kultur for at leve op til de ranglister og pointsystemer, som giver prestige på feltet. I forskernes hverdag har faktorer som citationsrater og h-indeks (en målestok for en forskers indflydelse) samt tidsskrifternes impact factors for eksempel opnået stor betydning for deres karriere og anseelse blandt kolleger.

Stemmerne bag Open Science ønsker en ny model. Den skal fremme kvalitetsforskning og være ansvarlig over for fællesskabet frem for snævre interesser.

Det er ideen om, at data har ret til at være frit, og at mennesker ikke bør begrænse dets bevægelser.

Første skridt er at udbrede adgangen til akademiske artikler. Forskere skal kunne bygge videre på alles arbejde, og private udgivere bør ikke have magten over produktet, siger de. Ifølge talsmænd som Jon Tennant bør vi også åbne hele den videnskabelige proces op ved at bruge internettet bedre.

Læs også om, hvordan tidens tendens til at evaluere og måle samtlige aspekter af vores liv risikerer at ændre vores sociale værdier: »Skæbne på autopilot«

»Tidsskrifterne skal fortsat have en plads i systemet, men i dag står deres gammeldags model i vejen for at kommunikere vores forskning effektivt. Vi udnytter slet ikke netværksteknologiens muligheder godt nok,« siger han.

Fra en ny idé opstår, til metoden udvikles, data indhentes, og konklusionerne foreligger, skal alle kunne følge med og foreslå forbedringer, lyder opfordringen. Forskere bør for eksempel publicere deres planer for nye projekter, inden de går i gang med at indsamle data (en såkaldt førregistrering), og de skal opfordres til at dele deres resultater, før artiklen udkommer (en mikroudgivelse). Men så længe udgivere som Elsevier og Springer Nature har magt over forskernes karrierer, mangler forskerne incitamentet til at samarbejde åbent og inspirere hinanden, mener Jon Tennant.

En mere åben og fri proces vil også kunne løse reproducerbarhedskrisen i videnskaben ved at gøre studier mere transparente. Samtidig har det potentialet til at forhindre store mængder tidsspilde, da forskere vil kunne se andres fejlslagne projekter, før de begynder deres eget.

Open Science er del af en større moderne bevægelse, som ifølge den israelske historiker Yuval Noah Harari er »den første siden 1789, der har opfundet en helt ny værdi: informationsfrihed«. Det er ideen om, at data har ret til at være frit, og at mennesker ikke bør begrænse dets bevægelser. Tankesættet udgør filosofien bag projekter som Wikipedia, Google og Open Source inden for softwareprogrammering.

Ud fra den logik skal magten ligge hos fællesskabet og ikke en smal gruppe af redaktører, når kvaliteten af forskernes arbejde skal vurderes (for det skal den trods alt). Vi skal ikke kassere peer review-modellen, blot reformere den, siger Jon Tennant:

»Vi skal stadig evaluere kvaliteten af forskningen, men vi bør udnytte mulighederne i online fællesskab og netværk.«

En ny evalueringskultur har dog sine egne faldgruber, og de største usikkerheder ved agendaen i Open Science stammer herfra.

Prestigefyldte tidsskrifter som Nature og Science giver forskere og lægfolk tillid til, at deres artikler er troværdige. Alle har brug for den slags pejlemærker, når de skal navigere i den akademiske verden.

Der er samtidig ingen garanti for, at forskningens kvalitet stiger, når masserne bestemmer. Risikoen ved et demokratisk evalueringssystem er, at det skaber en ny og mere intens kvantificeringskult, hvor forskningsartikler i stedet måles på kollegernes ratings, som vi kender det fra tjenester som Uber og Tripadvisor. Konkurrencen om prestige er en uundgåelig del af enhver branche, og dagens ræs vil blot erstattes af et nyt – på andre præmisser. Her vil andre studier tabe kampen, formentlig dem med en smallere appel.

De etablerede institutioner har et ambivalent forhold til Open Science-bevægelsen. Ledere hos universiteter og ud­givere omtaler den positivt i lukkede fora, fortæller Jon Tennant, men vil helst holde fast i deres eksisterende fordele, så længe de kan. De tøver også, fordi konsekvenserne af det nye regime er uforudsigelige.

»Alle er bange for at flytte sig som de første,« siger han.

 

Læs også om usikkerheden i, at kun en tredjedel af forsøgene i den psykologiske forskning kan reproduceres: »Gentagelsens kunst«

Side 63