Fordærv. I 100 år lå tre madpakker gemt på Rosenborg Slot. Utroligt nok holder rugbrødsmadderne endnu.

Danmarks ældste madpakke

Måske har du engang glemt din madpakke i bunden af skoletasken. Så lå den der en hel weekend, måske endda en hel ferieuge, og var nok ikke ret lækker, da du fiskede den op. Men under de rette omstændigheder kan en madpakke faktisk holde sig i rigtig lang tid.

En sommerdag i 1886 arbejdede en flok håndværkere på Rosenborg Slot midt i København. Måske var det en meget travl dag, måske var de bare ikke særlig sultne. I hvert fald efterlod de tre madpakker på et bræt i murværket. Her fik de lov at blive i 100 år, før de blev fundet i 1986.

»Madpakkerne har ligget lunt og godt i et hulrum, hvor der hverken har været for koldt, for varmt eller for fugtigt. Der har også været tilpas med frisk luft til, at de ikke er gået helt i forrådnelse,« forklarer Cecilie Marie Gottfred. Hun er i gang med at uddanne sig til konservator på Konservatorskolen i København. Her lærer man at reparere og vedligeholde gamle genstande, og de seneste måneder har Cecilie arbejdet med én af de tre madpakker fra Rosenborg Slot. Hun har analyseret og renset den ældgamle frokost, som aldrig blev spist.

Den ser ikke særlig appetitlig ud, som den ligger der i sin lufttætte plastbeholder: knastørt og stenhårdt rugbrød i resterne af krøllet avispapir. Der er tydelige tandmærker i nogle af rugbrødsskiverne, som er smurt med et tyndt lag fedt.

»De fik da lidt at spise den dag,« siger Cecilie med et smil.

Detektivarbejde

I sit arbejde med madpakken er Cecilie Marie Gottfred blandt andet gået på opdagelse i gamle dokumenter fra Rosenborg Slot. Derfor ved hun, at håndværkere i august 1886 renoverede glaskabinettet, et helt rum på slottet, hvor Kongehuset i over 300 år har opbevaret hundredvis af fornemme glasgenstande. Det var netop her, man fandt madpakkerne for over 30 år siden.

Cecilie har også kigget nærmere på det avispapir, som rugbrødsmadderne er pakket ind i. Det stammer fra Social-Demokraten, som var en avis, der typisk blev læst af arbejdere. Øverst på siderne kan man tydeligt se datoen: 21. august 1886.

»Papiret er gået i en masse stykker med årene, men jeg kan faktisk samle puslespillet igen,« siger Cecilie selvsikkert. Foto: Petra Theibel Jacobsen
»Papiret er gået i en masse stykker med årene, men jeg kan faktisk samle puslespillet igen,« siger Cecilie selvsikkert. Foto: Petra Theibel Jacobsen

»Det gør det hele meget lettere, at vi kan læse datoen på avissiderne. Sammenholdt med oplysningerne om renoveringsarbejdet på Rosenborg kan vi med meget stor sikkerhed sige, at madpakken stammer fra dagene omkring 22. august 1886, og at den blev efterladt af håndværkere,« siger Cecilie.

Men det er ikke den eneste historie, madpakken fortæller.

»Den siger også noget om, at man på det her tidspunkt i danmarkshistorien var begyndt at få mad med hjemmefra. Tidligere var det almindeligt, at håndværkere og andre arbejdere tog hjem og spiste varm mad til frokost. Men i slutningen af 1800-tallet blev pausen midt på dagen kortere, og de fleste begyndte at tage mad med på arbejde. Dermed opstod madpakken som fænomen,« forklarer Cecilie.

Hun har også lavet kemiske analyser af både rugbrødet og avispapiret. De viser blandt andet, at brødet er smurt med svinefedt, og at både madderne og papiret er angrebet af skimmelsvamp. Rugbrødet har desuden haft besøg af små biller, der har gnavet hundredvis af huller i de gamle rundtenommer.

»Mine undersøgelser viser, at det er brødbiller, der har gnasket i madderne,« siger Cecilie.

Afslappet papir

Cecilies helt store interesse er papir. Hun går på grafisk linje på Konservatorskolen, hvor man især arbejder med bøger og kunst på papir. Den helt store opgave med madpakken har været at rense avispapiret og samle de mange stumper til én hel side igen. Papiret skal »stabiliseres«, som det hedder på konservatorsprog.

»Papiret er gået i en masse stykker med årene, men jeg kan faktisk samle puslespillet igen,« siger Cecilie selvsikkert.

Cecilie fugter papiret med en dampmaskine for at få det til at slappe af, så det ikke var så krøllet. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Cecilie fugter papiret med en dampmaskine for at få det til at slappe af, så det ikke var så krøllet. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Først har det dog været nødvendigt med en hovedrengøring.

»Det kan lyde helt skørt, men man vasker faktisk papiret,« fortæller Cecilie. »Jeg startede med at støvsuge alle stumperne med en særlig museumsstøvsuger, der ikke er særlig kraftig. Siden brugte jeg en dampmaskine til at fugte papiret og få det til at slappe af, så det ikke var så krøllet. Til sidst har jeg desinficeret det med sprit og vasket det med en lille smule demineraliseret vand. Jeg fjernede rigtig meget skidt og snavs,« siger hun.

Vandsaks og japanpapir

Værkstedet på Konservatorskolen minder meget om et laboratorium. Skabene er fyldt med kolber og flasker med forskellige kemikalier. På bordene ligger alverdens udstyr. For eksempel en vandsaks, der kan klippe i papir ved hjælp af vand. Vandet gør alle de små fibre i papiret bløde, så man kan lave fine og helt skarpe kanter.

Cecilie har den originale avisside på sin computer. Den tager hun udgangspunkt i, når hun samler stumperne af den fysiske avis.
Cecilie har den originale avisside på sin computer. Den tager hun udgangspunkt i, når hun samler stumperne af den fysiske avis.

Her er også en japansk si, som bruges til at forberede det klæbestof, Cecilie bruger, når hun skal stykke avisstumperne sammen til én samlet side. Hun koger hvedestivelse og vand op til en tyk masse, inden hun kører den igennem sien igen og igen. Til sidst har en hun en meget smidig og helt fin lim.

Og så er der japanpapiret: håndlavet papir fra Japan, der på én og samme tid er både enormt stærkt og så ultratyndt, at det nærmest er gennemsigtigt. Cecilie bruger papiret som et usynligt underlag, hun kan lime alle avisstykkerne sammen på.

Ikke ryste!

I dag er en stor dag i Cecilies projekt: Det er nu, hun skal genskabe den historiske avisside.

»Det er meget spændende. Jeg skal have helt rolige hænder. Det bliver megasvært, men det skal nok lykkes,« siger Cecilie.

Hun bruger et særligt bord, der suger papiret helt fast til bordpladen. Med en pincet placerer hun stumperne de helt rigtige steder på japanpapiret, som er smurt med en klæbestift. Hun har ikke alle brikkerne, da dele af avissiden mangler, men det ender alligevel med et næsten komplet resultat.

Hvis hun kunne, ville Cecilie folde den sammenlimede side rundt om rugbrødet – præcis som håndværkerne gjorde i 1886. Hun har nærstuderet en masse billeder af madpakken, og hun kender efterhånden hver eneste lille fold i papiret.

Desværre er det for skrøbeligt til at blive foldet på ny. Derfor laver Cecilie en nøjagtig kopi af avissiden, som kan pakkes rundt om rugbrødet. Når det hele er færdigt, skal det udstilles på Arbejdermuseet i København og forhåbentlig holde mindst 100 år mere.