Leder.

Valget efter valget

Valget efter valget Af Martin Krasnik

DET israelske demokrati er sygt. Det må selv de argeste zionister erkende. Den foreløbig længst siddende premierminister er under anklage for alvorlig korruption og har gjort alt for at forhindre retsstaten i at gøre sit arbejde. Han har stækket selvstændige domstole, angrebet frie medier og undermineret NGOer. Han var Trump længe før Trump. At israelerne har valgt Benjamin Netanyahu som leder så længe, understreger det åbenlyse: Det israelske demokrati er sygt.

ISRAELSKE vælgere har kun delvist forstået alvoren. Tirsdagens valg gav heldigvis ikke Netanyahu den sejr, som skulle beskytte ham mod høringer og fængselsstraf. Men uanset Netanyahus skæbne er han kun et symptom, ligesom den udbredte korruption i det politiske liv er tegn på, at den demokratiske grund synker.

DEMOKRATI som princip er ikke det afgørende pejlemærke for store dele af det israelske samfund. Besættelsen af de palæstinensiske områder har siden 1967 betydet, at israelske politikere har opretholdt illusionen om to helt adskilte systemer: de besatte områder uden demokrati ved siden af et demokratisk Israel. I årenes løb har den demokratiske retsløshed i de besatte områder ædt sig ind på det israelske samfund og fortæret demokratiet bid for bid. Den politiske korruption og mangel på respekt for grundlæggende, universelle regler og love er et uundgåeligt resultat af besættelsen. At Netanyahu i valgkampen foreslog at annektere dele af Vestbredden viser blot, at han ikke bekymrer sig over en fremtid, hvor Israel for evigt skal kontrollere palæstinenserne. Det gør et stort flertal af israelerne desværre heller ikke.

ER besættelsen ikke et politisk spørgsmål ved israelske valg – heller ikke det nys afholdte – er en anden demokratisk dårligdom blevet det: De religiøse kræfter har siden landets grundlæggelse undergravet demokratiet: For dem er Israel først og fremmest et jødisk land, hvor religiøse principper og lovgivning står over alt andet. Det har naturligvis bidraget til både korruption og demokratisk svækkelse. Og det er nu endelig blevet tydeligt, at de religiøse kræfter er blevet så stærke, at det truer det sekulære Israel, uddannelsessystem, ligestilling og ytringsfrihed.

DØENDE demokratier kan kun redde sig selv. En rent sekulær regering har aldrig nogensinde eksisteret i Israel, og man har aldrig taget det nødvendige opgør om landets demokratiske principper. Det er der endelig en mulighed for nu – med en ny premierminister. Sker det ikke, vil Israel fortsat bevæge sig mod en jødisk version af Iran, som naturligvis ikke vil slutte fred med palæstinenserne, tværtimod. Israel kalder sig Mellemøstens eneste demokrati, men det er sidste udkald, hvis det skal overleve. Kun israelerne kan helbrede det.

Læs også Allan Sørensens artikel om, at spørgsmålene står i kø efter endnu et israelsk parlamentsvalg uden flertal til nogen af blokkene: »Valgets uklare tale«

Side 12