USA. Metalarbejderen Alex Weicht fra Pennsylvania stemte på Donald Trump i 2016. Nu er han skuffet. Er det muligt for Demokraterne at vinde vælgere som ham tilbage?

Kampen om den hvide mand

Kampen om den hvide mand

PENNSYLVANIA – Alex Weicht husker stadig klart, hvordan det gik for sig dengang for snart tre år siden, da han satte sig ind i sin bil i Pennsylvania og kørte til udstedet Bushkill for at stemme på Donald Trump. Det foregik på brandstationen, der fungerede som valglokale.

Han havde samme dag købt en pumpgun til sin mor. Han regnede med, at den høje og umiskendelige lyd fra ladningen af det halvautomatiske våben ville afskrække enhver indbrudstyv i det skovrige Pennsylvania.

Alex Weicht er 53 år gammel og ugift. Ved første øjekast overrasker det ikke, at han har stemt på Trump. Weicht holder af våben og har selv nogle stykker – også et par gamle eksemplarer fra Anden Verdenskrig. Han har ingen studentereksamen og har for længst glemt at smile: Stofferne ødelagde hans tænder allerede i hans teenageår. Siden fik han en puck i ansigtet i fuld fart, mens han spillede ishockey; den raserede resten.

Læs også Martin Krasniks leder fra Weekendavisen #34, fredag 23. august om Trump, Grønland og rigsfællesskabet »Greenland (Denmark)«

Men Weicht er faktisk demokrat og har været det i 30 år – lige siden han meldte sig ind i fagforeningen. Han tjente til dagen og vejen som metalarbejder i New York, indtil han kom ud for en arbejdsulykke. To gange har han stemt på Barack Obama. Nu sidder Weicht med et sæt spritnye tænder i munden på verandaen foran sit parcelhus i Pennsylvania og ryster på hovedet: »Jeg havde ikke troet, at Trump ville være sådan et røvhul.«

Det udsagn er i sig selv ingen overraskelse, for det samme tænker halvdelen af præsidentens medarbejdere, hvis man skal tro de mange meldinger fra Det Hvide Hus. Men det betyder noget, at Alex Weicht mener det. Det er nemlig vælgere som ham, der gjorde Trump til præsident, og som skal sikre hans genvalg næste år: hvide demokrater fra arbejderklassen og mellemlagene.

De kunne ganske enkelt ikke udstå Hillary Clinton. Den demokratiske kandidat virkede, som om hun så ned på mennesker, der ikke arbejdede i en startup-virksomhed eller var engagerede i borgerretsinitiativer. Og derfor gav frafaldne demokrater som Weicht republikaneren Trump flertal i Pennsylvania og tre andre vigtige svingstater, som mange gange afgør de amerikanske valg.

Et hus i strid med sig selv

Nu skulle man tro, at Demokraterne ville satse alt på at vinde Alex Weichts stemme tilbage ved næste valg. Men partiet er i strid med sig selv. Det befinder sig i en ideologisk kamp, der trækker det stadig længere mod venstre.

For ret at forstå denne strid og dens rækkevidde må man gå tilbage i tiden. Igennem det seneste århundrede har der tegnet sig to store politiske epoker i USA. Den første begyndte i 1932 med præsident Roosevelt og New Deal-koalitionen. Demokraterne var ved magten i årtier, og deres værdier og udbyggede socialstat prægede USA.

Den anden epoke begyndte i 1980 med valget af Ronald Reagan; den indvarslede lang tids republikansk dominans. Partiets konservative værdier og liberaliseringen af markedet formede landet frem til i dag. Det har hverken Bill Clinton eller Barack Obama ændret på. Clinton trak Demokraterne mod højre, og teknokraten Obama regerede fra centrum. De ombyggede det hus, som Reagan grundlagde – men de rev det ikke ned.

Læs også »Tilstanden Trump« med forfatteren Michael Wolff: »Han er et af de dummeste mennesker, jeg har mødt«

Nu indvarsles en tredje epoke måske. Man kan i alt fald iagttage udviklinger, der minder om enden på New Deal-epoken sidst i 70erne.

Dengang frygtede man studenteruroligheder, venstreekstremistiske attentater og de militante Sorte Pantere. I dag truer højreterroren. Alene i sidste måned blev 22 mennesker myrdet i El Paso, tre ved en byfest i Californien og endnu et offer ved et angreb på en synagoge. I alle tre tilfælde var gerningsmændene motiveret af en racistisk eller antisemitisk verdensanskuelse.

Dengang Demokraternes overherredømme tog en ende, var det en hel ledelsesstil, der var kørt fast. Særligt tydeligt var det i 70ernes New York, hvor der godt nok fandtes et gigantisk forvaltningsapparat, men affaldet ikke desto mindre hobede sig op i gaderne. Partibosserne havde tilranet sig de offentlige midler og delt dem med vennerne, og hjælpen nåede ikke længere frem til folket.

Nu har lobbyismen overtaget store dele af det politiske liv, tilliden til de demokratiske institutioner er svindende, og liberaliseringen har skabt en ulighed uden fortilfælde mellem fattige og rige.

Det tredje tegn på, at endnu en epoke er ved at rinde ud, er de politisk-demografiske omvæltninger. I 60erne mistede Demokraterne utallige stemmer blandt de hvide i Syden, da der ved lov blev indført fulde borgerrettigheder til de sorte amerikanere. I dag vokser de befolkningsgrupper, som udgør partiets vælgergrundlag – etniske mindretal og veluddannede bymennesker – hurtigere end nogen anden gruppe i landet.

Vendepunkt?

Nogle demokrater mener derfor, at Trump er sidste krampetrækning af den konservative Reagan-epoke, og at tiden er inde til en kompromisløs politik helt ude til venstre: en omfattende statslig sygesikring, brandbeskatning af de meget rige og en gennemgribende økologisk omvæltning. I det parti spiller Alex Weicht en stadig mindre rolle. Drivkraften i den lejr er frem for alle Alexandria Ocasio-Cortez, som er de unge vælgeres darling. Alle progressive kandidater har nærmet sig denne position, også folk som Bernie Sanders og Elisabeth Warren.

Andre demokrater er mere forsigtige. De er bange for, at Trump-tiden måske markerer et ganske andet vendepunkt. Allerede under Obama viste Republikanerne sig stadig mere villige til at se bort fra de demokratiske institutioner for at bevare magten i Kongressen og fastholde et stigende antal opstillingskredse. De omlagde inddelingen af kredsene med det ene formål at få flest mulige republikanere valgt, gjorde det svært for mindretallene at stemme og hindrede Obama i at udnævne en ny dommer til højesteret.

Hør også Michael Wolff i En time med Weekendavisen: »He is crazy!«

Nu har Trump fyldt denne domstol og justitsministeriet med jurister, der synes at dele hans opfattelse, at kun en præsident med næsten total magt kan garantere en effektiv regeringsførelse.

Disse mere forsigtige demokrater overvejer ikke, om Trump udgør enden på den konservative epoke. De frygter, at han er enden på demokratiet. Og for at hindre det mener de, at deres eget parti er nødt til at slå ind på en mindre radikal vej nærmere midten. En vej, som også Alex Weicht kan gå ned ad. Den vej, som Obamas tidligere vicepræsident Joe Biden satser på i sin kamp for at blive sit partis præsidentkandidat.

Drastiske løsninger

Weicht er ikke noget synderligt politisk menneske. Han tænker ikke i epoker. Men han kan mærke, når noget ikke fungerer længere, og så går han ind for drastiske løsninger. Da stofferne havde opløst hans tandsæt, lod han alle tænderne trække ud. Da han ikke længere forstod sit eget partis sprogbrug og ræsonnementer, stemte han på Trump. Clinton talte til akademikerne. Trump talte til ham.

Det går slet ikke Weicht så dårligt endda. Tidligere tjente han 90 dollars i timen; han ejer et hus, en bil og en lille motorbåd. Han har modtaget en god invalidepension, lige siden han faldt ned fra en stige under renoveringen af et bibliotek i New York i 2005. Alligevel kunne han godt tænke sig at få sine sundhedsudgifter dækket fuldt ud af den offentlige sygesikring.

Alkohol og stoffer har han ikke rørt i mange år. Han tror på, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Han siger, at han ikke har noget imod at skulle vente en måned på sit næste våben, mens staten undersøger hans person. Retten til at bære våben vil han til gengæld ikke af med. Han går ind for skatter og socialhjælp. Hans søster var engang på støtten i ti måneder efter en uplanlagt graviditet, og det hjalp hende på benene igen.

Venstrefløjens projekt om at udbetale erstatninger til sorte medborgere for den uret, der overgik deres forfædre under slaveriet, finder han absurd. Det er jo alt sammen så længe siden, siger han.

Han vil have styr på indvandringen, men han bryder sig ikke om den brutalitet, som Trump lægger for dagen. Han vil gerne have en præsident, som han kan forstå uden ligefrem at behøve at skamme sig over ham. Det der med kvinderne og alle de mange tweets: Weicht finder først og fremmest Trump pinlig.

Der er således ikke så få forankringspunkter, som Demokraterne kan gribe fat i, hvis de atter vil vinde Weicht for deres sag. Men også Trump har for længst blæst kampen for hans stemme i gang.

15 millioner dollars har Trump allerede investeret i online-reklamer. Målet er ligesom i 2016 at piske en stemning op imod Demokraterne. Dengang opfandt firmaet, som stod for Trumps valgkamp, begrebet Crooked Hillary, Uhæderlige Hillary. I år lader Trump termer som Sleepy Joe, Sløve Joe, prøvekøre mod Biden. Ud over det hævder Trump, at Elizabeth Warren vil tage våbnene fra amerikanerne, og at Demokraterne ikke kerer sig om grænsekontrol.

Mens Demokraterne stadig strides om, hvilken vej de skal gå, lader Trump ingen tvivl herske om, at han vil kæmpe for vælgere som Alex Weicht. Trump har brug for hans stemme. I 2016 vandt Trump kun Pennsylvania med en hårsbredde.

Et sprog han forstår

Weicht forpassede den første fjernsynsdebat i juni mellem de mange demokratiske præsidentkandidater. Han kendte ikke ret mange af de over 20 optrædende. Under den anden debat i juli gik strømmen i en time hjemme hos ham, og på andendagen (debatterne varer to dage, fordi der er så mange kandidater) var han ude at fiske.

Hvilke af partiets kandidater kan han så lide, og hvilke bryder han sig ikke om? Weicht taler med sympati om Bernie Sanders fra venstrefløjen: »Han ved, hvad han snakker om.« Men Weicht kan også godt lide den besindige og moderate Joe Biden. Han giver Weicht oplevelsen af, at begreberne Amerika og værdighed har fundet sammen igen. På den anden side synes Weicht også godt om den venstredrejede Elizabeth Warren, senatoren fra Massachusetts, fordi hun taler et klart sprog. Særligt overbevist er han af den unge homoseksuelle krigsveteran Pete Buttigieg: »Han er simpelthen demokrat. Hverken til venstre eller til højre.«

Den tidligere statsanklager Kamala Harris fra Californien bryder Weicht sig til gengæld ikke om: »Hun taler ligesom ned til én.« Også Beto O’Rourke, kongresmedlemmet fra Texas, dumper hos Weicht: »Ham forstår jeg simpelthen ikke.«

Mens Demokraterne er ved at flå håret ud af hovedet over, om partiet skal satse på at vinde med radikale idéer eller mere forsonende temaer, ser Weicht sig om efter den kandidat, han kan lide, og hvis sprog han forstår. Det skal være en kandidat, der henvender sig til ham som amerikaner og ikke bare som repræsentant for en af de mange identitetsgrupper i landet. Han vil have en præsident, der fortæller ham en historie om Amerika, som han selv er med i.

Oversat fra tysk af Sara Høyrup. Copyright 2019 Zeitverlag Gerd Bucerius.

 

Læs også Martin Breums artikel om Trumps købstilbud på Grønland: »USAs arktiske forhave«

 

 

Side 11