Den første klima­intervention

Vi skriver 2025: »I en tv-tale til nationen meddeler USAs præsident, Gavin Newsom, at han har givet Brasilien et ultimatum: Landet har én uge til at stoppe den destruktive afskovning i Amazon-regnskoven. Hvis Brasilien ikke efterkom kravet, advarede præsidenten, ville han give ordrer til en flådeblokade af brasilianske havne og luftangreb mod vigtig brasiliansk infrastruktur. Præsidentens beslutning blev taget, efter at en FN-rapport havde opremset de katastrofale globale virkninger af den fortsatte ødelæggelse af regnskoven og advarede om et kritisk tipping point, som – hvis det blev nået – ville igangsætte en hurtig acceleration af den globale opvarmning. Selv om Kina havde meddelt, at man ville nedlægge veto i FNs Sikkerhedsråd mod magtanvendelse mod Brasilien, var en ’koalition af bekymrede stater’ parate til at støtte USAs aktioner. Samtidig sagde Newsom, at USA og andre var parate til at forhandle om en kompensationspakke for at mindske Brasiliens omkostninger til beskyttelse af regnskoven.«

Det er Stephen Walt, Harvardprofessor i international politik, der i tidsskriftet Foreign Policy fra 5. august – altså før den omfattende omtale af de mange skovbrande i Amazonas – opstiller dette scenario, som professoren indrømmer er far-fetched, »langt ude«. Men han bruger det for at rejse spørgsmålet: »Har stater ret til – eller ligefrem pligt til – at intervenere i en anden stats anliggender med den hensigt at forhindre den i at forårsage uoprettelige og katastrofale skader på det globale miljø?«