Magt. Ny Carlsbergfondet har fået en formand med kompetencerne i orden – helt bestemt!

Kunstens matador

Kunstens matador Af Poul Pilgaard Johnsen

Christine er nu kvinden med den største påfuglehale i dansk kunst­verden,« udbryder Adrian Lloyd Hughes i telefonen om Ny Carslsbergfondets nyudnævnte formand, Christine Buhl Andersen. Som journalist med speciale i kunst i et par årtier og vært for DRs Kunstquiz, hvor hun i øvrigt medvirkede som ekspert fra 2012-15, er Hughes en af ikke så mange uafhængige iagttagere af dansk kunstliv. Han forklarer:

»Hele legen handler om kunstnerisk kapital. Man shopper rundt på matadorbrættet, samler kapital op på de gode adresser og kan efterhånden pryde sig med en større og større fjerdragt. Det er ikke en eksakt videnskab at vurdere, hvad der er god og dårlig kunst, og derfor er det en almindelig strategi i det spil, at man retter ind efter, hvad de mennesker siger, der er mere magtfulde end en selv. Hvis en kurator siger, at noget er kunst, og en direktør vælger at udstille det i en kunst­institution, så er det per definition kunst. Og jo mere vægt en institution har, jo mere betyder det.«

52-årige Christine Buhl Andersens kunstneriske kapital er samlet op først på universiteterne i Roskilde, København og Aarhus, hvilket har gjort hende til både cand.mag. i dansk og kunsthistorie og master i museologi. Senere hed adresserne Vestsjællands Museum i Sorø og KØS i Køge, hvor hun var henholdsvis inspektør og direktør – sidstnævnte med så stor succes, at hun til sidst landede på et af matadorbrættets fineste felter, nemlig Glyptoteket.

Betydningsfulde tillidsposter undervejs som formand for Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg og for Organisationen af danske museer og som bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet forøgede kun hendes kulturelle inde­stående, og ingen er længere i tvivl om, at der er fuld dækning på kontoen.

Normalt har man sjældent megen gavn af de rutine­mæssigt floromvundne pressemeddelelser og lovprisninger fra bestyrelser, der har fundet en ny direktør eller formand, men i tilfældet Christine Buhl Andersen er det for en gangs skyld både lettest og mest dækkende bare at citere udtalelsen i sin helhed fra Carlsbergimperiets »overformand«.

Det er nemlig komplet umuligt for en journalist, selv uden for citat, at opdrive nogen i dansk kunstliv, der ikke er enig med Flemming Beesenbacher:

»Christine har de helt rette kompetencer til dette job. Betydelige kompetencer inden for dansk og international kunstverden. Hun har vist fantastiske lederevner i sine tre år på Glyptoteket. Hun har dermed også stor erfaring fra museumsverdenen. Hun har bevist en betydelig innovations­kraft og gode lederevner. Sidst, men ikke mindst, en stor personlig integritet. Christine kommer til at stå på arven, som går tilbage til Carl Jacobsen, der udtrykte det ’arbejde i kunstens tjeneste’. Det, vi hele tiden skal huske på, er, at alle pengene til videnskab og kunst i Carlsbergfamilien kommer fra bryggeriet, og som vi siger: It all comes from beer,« lød det fra formanden i en video, som Carlsbergfondet lagde ud i anledning af ansættelsen af Christine Buhl Andersen.

Hvem træffer beslutninger i samfundet, og hvordan bliver de truffet? Hvad skal man gøre for at være med og få indflydelse?

Beesenbacher er formand for både aktieselskabet, der ejer bryggeriet, og for moderfondet, som ifølge brygger Carl Jacobsens testamentariske bestemmelser også udpeger bestyrelse og formand for Ny Carlsbergfondet.

Med fondets donationer på samlet mere end 100 millioner kroner om året er det en af de mest magtfulde poster i dansk kulturliv, som Christine Buhl Andersen sætter sig på, efter at Karsten Ohrt måtte forlade stillingen på grund af sygdom efter blot nogle år.

Hun har ikke længere observatørstatus – for nu at blive i hendes egen sprogbrug, da hun for et år siden blev interviewet til universitetsavisen RUC Paper om netop magt:

»Det er jeg optaget af, også som kvinde – hvordan kan man bruge magten på en måde, hvor det har betydning, uden at man har magt bare for at have det? Det er interessant at se, hvordan magtspillet spilles, så det er også observatøragtigt for mit vedkommende – jeg prøver at lære at forstå det. Hvem træffer beslutninger i samfundet, og hvordan bliver de truffet? Hvad skal man gøre for at være med og få indflydelse?«

Christine Buhl Andersen har i hvert fald allerede lært første side i håndbogen om magt – nemlig at nedtone den. I Carlsbergfondets video er hendes egen udtalelse omtrent så glat som en politikers eller en nyudnævnt ministers for ikke at støde nogen, og selv ville hun nok foretrække ordet indflydelse frem for magt.

Men hvad vil hun så bruge den til? Det er spørgsmålet, Weekendavisen er kommet for at få svar på, men først skal vi lige have en anekdote fra journalisten selv: For nogle år siden spiste jeg frokost med Christine Buhl Andersens forgænger i embedet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der frem til 2013 var den vel nok mest markante formand for Ny Carlsbergfondet i nyere tid. Over silden og snapsen kom vi til at tale om bureaukratiseringen af både den offentlige og private kunststøtte, hvilket han ikke brød sig om:

»Der skulle jo i stedet bare sidde en grobrian som mig, som kunstnerne kunne komme op til og fortælle, hvad de vil, i stedet for, at de stakkels mennesker skal sidde og kløjes i ansøgningsskemaer. Billedkunstnere er jo sjældent skabt til at formulere sig på skrift, og det er en pine for dem,« sagde han.

»Det kan lyde meget charmerende, men det kan også medføre, at man kommer til at identificere fondet med en bestemt person,« lyder den nye formands diplomatiske kommentar til fortællingen, med fortsættelsen:

»Nu om dage er det utrolig vigtigt at være opmærksom på governance, de regler og den moral, man lægger for dagen, når man administrerer fondsmidler, og jeg synes, det kræver professionel ansøgningsbehandling. Selv er jeg meget strategisk tænkende og gør mig altid umage med at kortlægge, sammen med alle interessenter, hvordan en kunstverden i forandring ser ud lige nu, før beslutningen om at støtte eller ej. Jeg prøver at formulere det, så andre kan få indsigt og forståelse, så det bliver en transparent og velformuleret strategi, og så det ikke bare er mig som formand.«

Hun siger, at listen over kunstnere, som fondet arbejder med, ikke må blive for kort.

»Det er vigtigt, at man ikke kører i ring med de samme erfarne navne. Man skal være åben over for, hvem der kan være interessante nye bud på at løse en opgave, så det bliver mere spændende og mangfoldigt. Det synes jeg er helt utrolig vigtigt, og så må man være lidt mere risikovillig.«

»Nogle sagde engang, at kvinder ikke kan lave kunst i det offentlige rum, fordi de ikke bryder sig om at skabe store ting. Det er det mest mærkelige, jeg har hørt.« Foto: Peter Hove Olesen
»Nogle sagde engang, at kvinder ikke kan lave kunst i det offentlige rum, fordi de ikke bryder sig om at skabe store ting. Det er det mest mærkelige, jeg har hørt.« Foto: Peter Hove Olesen

Hører man her antydningen af en kritik af den hidtidige uddelingspolitik? Måske, men kontroversielt er det jo ikke. Heller ikke, når hun taler om kvinder i kunsten:

»Vi skal holde øje med, at ’listen’ bliver meget divers. Nogle sagde engang, at kvinder ikke kan lave kunst i det offentlige rum, fordi de ikke bryder sig om at skabe store ting. Det er det mest mærkelige, jeg har hørt.«

Ny Carlsbergfondet bruger de fleste af millionerne på kunst i det offentlige rum og har derfor stor indflydelse på, hvad danskerne skal se på. Enten i form af indkøb af konkrete værker til museer eller som finansiering af projekter i byrummet, der spænder lige fra en skulptur til mere integrerede projekter i samspil med ny arkitektur, bydelsudvikling og i den dur.

Men selv om fondet kommer med pengene, er det ikke ensbetydende med, at Christine Buhl Andersen og hendes bestyrelseskolleger hverken vil eller kan bestemme det hele, siger hun:

»Den tid er forbi, hvor man bare smider en ting ned i en rundkørsel, drikker et glas vin og tager hjem. I dag arbejder vi meget mere integreret med kommuner, institutioner, borgere og andre interessenter, og så vil fondet efterfølgende finde en kunstner. Bevidstheden om borgerinddragelse og byudviklings­viden kender jeg rigtigt godt fra min tid på KØS, fra udviklingen af Køge Kyst, hvor kunsten indgår på en meget integreret og strategisk måde. For fondet kan det snarere handle om at beskytte kunsten mod at blive spændt for en eller anden vogn – en politisk for eksempel – hvor det kan virke krænkende for kunstens egen integritet.«

Christine Buhl Andersen taler på den måde, der er uden tøven undervejs, og som man ikke rigtigt kan indvende noget imod. Dertil er professionalismen for stor, og man har intuitivt heller ikke lyst til at sige hende imod.

Så får jeg øje på hendes øreringe af massivt sølv. Deres lange konkave bue forneden matcher i formen fuldstændig rundingen, som hendes korthårsfrisure former over øret. Det da være et tilfælde?

Måske kan et medbragt citat fra et interview, som hun gav for 12 år siden til det akademiske kunsttidsskift Afart, bringe hende bare en anelse fra koncepterne?

»Jeg mener, at når det gælder kunsten i det offentlige rum som kultur- og kunstpolitisk satsningsområde, så bør der fokuseres mere på det midlertidige frem for det monumentale,« udtalte hun dengang. I dag er hun blevet formand for en hæderkronet fond, der næsten per definition har arbejdet for det blivende, ja monumentale, og i hvert fald ikke for det, der er væk i morgen. Men Christine Buhl Andersen har svar på rede hånd:

»Det er lang tid siden, og det er ikke, fordi det ikke var rigtigt, men det blev sagt i en byudviklingskontekst. Dengang i Køge i 2007 stod vi med en gammel industrihavn, som skulle udvikles og omdannes, og tanken om bare at gå ud og smide nogle færdige ting ned i den og tro, at det duede, tog vi afstand fra. I stedet arbejdede vi med det midlertidige, street art-projekter, midlertidige skulpturer og skure med videoer. I dag er området i en anden fase, nu bliver der bygget boliger, og så må den kunst, der skal være der, have en mere permanent karakter. Det midlertidige er godt i forhold til nogle ting, men der skal så sandelig også være plads til det permanente.«

Uden for de åbentstående vinduer i Glyptotekets møde­lokale med iskoldt mineralvand og varm kaffe og te på bordet lyder pludselig et skrig som fra en Hitchcock-film.

»Bare rolig, det er ovre fra rutsjebanen. Carl Jacobsen var i øvrigt meget fornærmet over, at den grund, han fik tildelt til Glyptoteket, lå lige over for Tivoli,« siger hun.

Først da jeg spørger, om det er rigtigt, at hun for nogle år siden søgte direktørstillingen på Statens Museum for Kunst, synes hun et kort øjeblik at være bragt en anelse ud af fatning, og hun svarer ikke direkte på spørgsmålet. Fra kilder har jeg ellers hørt, at hun fandt det urimeligt, at hun ikke fik stillingen, ja måske næsten blev vred?

»Jeg er ikke en vred type. Hvis jeg skal sige noget, er det på et andet plan: Det er vigtigt for mig, at man tager snakken om ledelse alvorligt, også selv om man er kunstfaglig. Det er ikke nok at være en dygtig kunsthistoriker, man skal også interessere sig for det menneskelige og det organisatoriske, og det er vigtigt at snakke om, hvordan vi får gode ledere også i denne her branche.«

Hun siger, at ledelse interesserer hende meget, også at blive dygtigere, men skal man dømme efter stemningen på Glyptoteket, er hun vist allerede nået langt. Der hersker en stolt og optimistisk ånd på det gamle museum, der i de seneste år pludselig er kommet i vælten.

»Da jeg startede som direktør, indledte jeg straks et strategi­projekt, og det endte med ti mål i en strategiplan. Den arbejder vi alle efter, og den har vist sig på forholdsvist kort tid at være frugtbar. Vi har lyst til at bruge den, vi minder hinanden om den, og kommunikerer den til samarbejdspartnere. Det er derfor, museet har kunnet flytte sig, så vi i første halvår af i år har haft 50.000 flere besøgende end på samme tidspunkt sidste år, som i forvejen satte rekord for hele året med 450.000 gæster. Det er rigtigt effektivt, og vi bruger altså ikke konsulenter udefra.«

Christine Buhl Andersen er vokset op blandt kunstnere i Holckenhus, der ligger lige over for Glyptoteket. Ejendommen er i øjeblikket genstand for megen medieomtale, fordi den nye ejer, en udenlandsk kapitalfond, planlægger at omdanne de unikke atelierer i tagetagen til mondæne lejligheder. Ateliererne er i mere end hundrede år og i helt privat regi blevet brugt af nogle af landets mest berømte kunstnere, og mange af dem havde også bopæl på adressen.

Det imposante hus er dog ikke forbeholdt kunstnere, og hendes mor fik en lejlighed, selv om hun ikke var kunstner, men arkitekt.

»Hun var en del af miljøet, fordi hun – ligesom min far, der er ingeniør – havde boet på Hagemanns Kollegium, hvor der er pladser forbeholdt kunstnere og arkitekter,« fortæller Christine Buhl Andersen. Da hun var syv, besluttede hendes mor, at børnene skulle have mere frie rammer, og så flyttede de til Hellerup.

»Min mor satte en passer på Rådhuspladsen og tegnede en cirkel med en radius på fem kilometer på kortet. De fandt et dødsbo, et nedlagt gartneri, så der var mange æbletræer. Der var også kakkelovn og pissekoldt i starten, men det var herlige tider, og vores engagerede forældre var altid på arbejde, så det var meget frit derhjemme. Min mor synger stadig gerne PHs madvise, den der begynder med ’Det bobler og koger og syder og svider’, og skal de sættes i bås, er de nok en slags kulturradikale. Det var et hjem, hvor man diskuterede ting og interesserede sig for verden inklusive opfindelser, computere, robotter og arkitektur.«

I gymnasiet gik hun på musisk-matematisk linje – »jeg har en meget matematisk side og tænkte, at musik og matematik havde noget med hinanden at gøre, men det var også et oprør mod alt det, der kunne bruges fornuftigt« – og bagefter ville hun være journalist. Hun beundrede Mette Fugl i fjernsynet, gik til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen, men kom ikke ind, og så blev det biokemi på universitetet i stedet.

»Det holdt kun et par måneder, og så tog jeg i stedet ud at rejse i mindst et halvt år, til Indien, Nepal og Australien. Jeg rejste alene, bare med en rejseguide og travellers survival kit. Jeg ville aldrig have ladet mine egne børn gøre det, men det betyder rigtigt meget, at man har haft den slags landskaber i øjnene, oplevet naturen andre steder i verden, og at man har set en indisk storby, hvor folk døde i gaderne og blev samlet ind om morgenen. I det hele taget har jeg været meget ude i verden, og det betyder meget. Mine forældre flyttede til Japan, lige efter at jeg flyttede hjemmefra, og senere fortsatte de til Sri Lanka.«

Det er svært ikke at komme til at sammenligne Christine Buhl Andersen og hendes optagethed af det internationale med forgængeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der har høstet store roser for sine utallige bøger om snart sagt alle danske landsdele og egne, og som vist var mest optaget af danske kunstnere, når der skulle købes ind af fondet.

Måske er det her, i spørgsmålet om det internationale og en eventuel nyorientering i fondet, man endelig kan vride en udtalelse med lidt kant ud af den nye formand:

»Ny Carlsbergfondet er grundlagt i nationalstatens tidsalder. I dag har vi en kunstscene, som er fuldstændig globaliseret, og så kan man tænke over, hvordan fondet kan spille en rolle hen over landegrænserne. Ikke mindst fordi politikerne har skåret den internationale kunststøtte ned. Hvordan sikrer man danske kunstneres muligheder for at få succes i udlandet og udenlandske kunstnere i Danmark? Måske skulle man prøve at nytænke Carl Jacobsens gamle nationale projekt ind i en globaliseret kontekst. Tænke Ny Carlsbergfondet ind i nutiden, og hvad der kommer ud af det, kan jeg ikke svare på endnu.«

Så overlader vi da det sidste ord til Adrian Hughes – det plejer han jo også at få i kunstquizzen:

»Hun er ekstremt fokuseret, professionelt flink og venlig. Jeg vil ikke bruge ordet høflig, for det lyder af, at man er svag og tilbageholdende. Hvis man skulle dyppe penslen i en af farverne på paletten, kunne man godt overveje at lade penslen sitre over en kølig blå.«

Side 17